Dead Rising Deluxe Remaster-anmeldelse – De udøde rejser sig på nostalgisk vis

I 2006 tabte jeg kampen til zombierne, nu er jeg tilbage for at få min hævn

Jeg husker tydeligt min første oplevelse med Dead Rising. Det var nok mit første rigtige forsøg med zombiegenren. De gode gamle Xbox 360 dage. Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg ikke kom særlig langt i spillet. Det var sjovt at løbe rundt og tæske zombier med alt fra stegepander til trappestiger, men så snart jeg skulle kæmpe mod psykopater og redde mennesker, fik jeg røvfuld. Dead Rising var det store samtaleemne i vennegruppen, og der blev fortalt skræmmende historier om, hvordan man pludselig skulle kæmpe mod mystiske mennesker i gule regnjakker. Jeg måtte se mig slået. Spillet blev lagt på hylden, og jeg måtte vente hele 18 år, før jeg kunne få min hævn.

Intensiteten og galskaben er stadig i højsæde

Dead Rising har altid været en sjov kombination af morskab og galskab. Det svinger fra intense kampe mod psykopater til at man putter Lego-lignende hoveder på zombier og griner, mens de vandrer hvileløst rundt med et stort smileyansigt. Det er både galt og genialt. Intet af dette har ændret sig, det ser bare meget flottere ud i RE Engine.

Som Frank West gælder det endnu en gang om det store journalistiske scoop: at opklare mysteriet om zombiernes oprindelse. En kamp mod uret. Fra man lander på taget af Willamete Mall, har man 72 timer til at opklare sagen og derefter slippe væk. Det er 72 timer fyldt med blod, psykopater og et helt amerikansk shoppingmall som din legeplads.

Du kan vælge at fokusere på sjov og spas, historien eller redde de overlevende undervejs på din mission. Eller du kan forsøge at gøre det hele på én gang. Jeg forsøgte selvfølgelig at få så mange i sikkerhed som overhovedet muligt. Det bed mig som en glubsk zombie i røven op til flere gange. Utallige gange måtte jeg spurte rundt for lige at nå at få den sidste overlevende med tilbage, kun lige i tide til at nå den næste del af den overordnede mission.

Død og ødelæggelser driver folk til vanvid

Dead Rising lægger ikke skjul på, at nogle mennesker ikke er skabt til at håndtere verdens undergang. Nogle hærger og plyndrer, mens andre forsøger at holde fast i deres dagligdag eller job på meget makabre måder. Hvem skal mon styre supermarkedet? Hvem skal slagte køerne og hvem skal holde styr på våbnene?

I et kæmpe shoppingcenter som Willamete Mall er der store muligheder for fri udfoldelse i form af hvordan du kan slå zombier ihjel, men det gælder også spillets psykopater. De fylder hjertens gerne en indkøbskurv med skarpe genstande, og bruger den som en dødelig rambuk mod dig bare fordi du kunne få den sindssyge ide om at bevæge dig ind i supermarkedet. Hver gang du tror du har nedlagt den mest sindssyge af dem alle, står den næste klar.

Hvis man har spillet originalen, vil man klart kunne huske de tre fanger, som kører rundt i parken i midten af centret. De er en konstant, men udfordrende plage, da de har stjålet et militærkøretøj med et maskingevær på toppen. De ser det selvfølgelig som deres personlige mission at nedlægge alt levende som vover sig ud i det åbne. AI’en er dog ikke klogere og så snart man finder ud af hvordan man undgår dem, er de ikke noget problem.

Det er dog en fantastisk fornemmelse, når man nedlægger dem eller andre psykopater. Kampene er altid krydret med solid rockmusik for lige at give det et ekstra pift. Psykopaterne skal altid dø på de mest teatralske måder og man føler virkelig, man har gjort samfundet en tjeneste, når de tager deres sidste åndedrag.

De knap så gode ændringer

Selvom Dead Rising Deluxe Remaster “kun” er et remaster, har det ændret og forbedret ved mange af kernetingene i spillet. Én ting der nok har bidraget til at jeg virkelig ikke lykkedes med Dead Rising tilbage i 2006 har nok været styringen og de overlevendes AI. Det er i hvert fald det jeg fortæller mig selv for at sove bedre om natten.

Hvis vi starter med de knap så gode ændringer, ikke at der er meget at komme efter, udover at man godt nogle gange kan mærke det ældre design inde bagved. Det største kritikpunkt er nok Frank West. Af en eller anden grund har man set det nødvendigt at ændre Frank Wests udseende. Muligvis fordi man også har skiftet stemmeskuespiller, men det er stadig en del fra originalen, især den store næse jeg ikke kan stoppe med at stirre på.

Der er dog trøst at finde, en ringe trøst, men stadig et lille plaster på såret. I originalen kunne man ændre sit udseende gennem alt det tøj og udstyr man kunne finde rundt i centeret. Dead Rising Deluxe Remaster introducerer deciderede kostumer, hvor en del af dem er udgaver af personer eller tøj kendt fra andre Capcom-spil. Jeg nød eksempelvis at løbe rundt i fuld Racoon Police Department gear. Den ringe trøst der er at finde udmønter sig i en “opdateret” udgave af den originale version af Frank West. Problemet er bare at det ikke er flot. Hans ansigt er dødt og øjnene underligt mat, som var han selv blevet til en vandrende zombie. Øv.

Der er også blevet slebet lidt kanter af her og der. Billeder og Franks kamera fylder rigtig meget i spillet. Frank er journalist og jagter historier og billeder. Hver enkelt billeder får tildelt et givent antal point og muligvis en kategori afhængigt af hvad man har taget billeder af. Mens jeg tøffede rundt og tog billeder hørt jeg min teenagestemme i baghovedet. Mangler der ikke noget? Jeg var sikker på at originalen havde noget nøgenhed med, men der er ikke meget at spotte i remasteren. Jeg måtte tage google til hjælp og så kom minderne tilbage. Førhen var det muligt at tage lidt mere erotiske billeder af eksempelvis kvindelige zombier. Det må man ikke i 2024. Zombierne har fået lidt mindre afslørende tøj på og erotica tagget for billederne er fjernet.

Rigtig mange vigtige ændringer

En stor del af spillet går med at eskortere overlevende fra steder i centeret og til sikkerhed. Hvis man ikke banede vejen for dem i originalen, kunne du være sikker på at miste dem, du prøvede at redde. Det sker stadig, men kun hvis du insistere på at løbe gennem de største flokke. Det giver en større betydning, når du ser Betina falde til jorden og få revet halsen ud. Et acceptabelt tab for at de andre overlever. Det kunne være ufatteligt frustrerende i originalen, når man skulle reloade fordi alle døde hele tiden. Det hjælper også meget at der nu er en trappe til der hvor man skal eskortere folk i sikkerhed, så nu sidder de ikke fast som tidligere.

Reloading og auto saves er også en del mere tilgivende i denne remaster. Du mister sjældent særlig meget fremskridt hvis du dør til en boss eller du bliver spist af den sidste zombie på vej i sikkerhed, fordi du troede du sagtens kunne komme forbi.

Man har også skiftet pilen, der vidste retning ud med et kompas. Det gør det en del nemmere at navigere i centeret. Ens arsenal af våben mod zombierne er også ændret. Man kan nu se ved hjælp af en blå streg hvor meget man kan bruge sit våben, før det går i stykker. Styringen har også fået en overhaling, er meget mere præcis og man kan eksempelvis bevæge sig mens man skyder eller bruger walk-talkien. Små ændringer som gør den generelle oplevelse meget mere flydende.

Skulle man have lyst til at drømme sig tilbage til de gamle dage, er det også muligt at slå den originale styringen af spillet til i indstillinger. Spillet bibeholder i øvrigt også de tidligere Overtime og Infinity Mode.

Mindre stønnen tak?

Lydsiden er meget varierende. Højdepunkterne er klart kampene mod bosser og psykopater. Der er også noget meget unikt i at gå rundt i et “mennesketomt” shoppingcenter fyldt med stønnende zombier. Det sætter stemningen og får en til at føle sig alene mod horden af gnaskende lig.

Jeg har dog IKKE brug for at høre på Frank stønne. Så snart man er alene bliver lydsiden domineret af “zombien” Frank West. Han ligner en, der er i god form, men hans konstante stønnen og gispe efter vejret tyder altså på, at han holder sig fra fysisk udfoldelse.

Konklusion

Afhængigt af hvor store nostalgiske følelser man bringer med sig, vil ens opfattelse af Dead Rising Deluxe Remaster nok variere. Nogle vil hilse alle ændringerne velkommen og kaste sig frådende ind i zombierne, og andre vil nok føle at der er skraldet for meget af den originale følelse af spillet.

Selvom Dead Rising Deluxe Remaster virkelig har skruet på mange ting for at få det til at være mere tilgængeligt og flydende, så kan man til tider se de originale Xbox 360 problemer stikke hovedet frem. Der er stadig zombier, der pludselig står inde i væggene, og hvis man vil holde overlevende i hånden, er det ofte det aldrig helt fungerer eller at hænderne faktisk rører hinanden. Man kan ikke undgå at blive hevet ud af den ellers flotte verden og det trækker lidt ned.

Dead Rising Deluxe Remaster er stadig rendyrket morskab. Capcom siger: Her har du en sandkasse fyldt med våben og zombier, gør hvad du vil. Det er lidt som zombiespillenes Grand Theft Auto. Kun fantasien sætter grænser for hvilke vanvittige situationer du kan sætte op når du har adgang til at isenkram og udstyr du kan finder i et shopping center. Når det ikke er zombier man bekymre sig, om er det enten hvilken galning der mon står og venter på dig i den næste butik eller hvad den mystiske kult med gule regnjakker og grøn maske egentlig vil?

Man kan nu nyde solnedgangen over centeret mens man ser kropsdele flyve til højre og venstre. Dead Rising Deluxe Remaster er guf for eksisterende fans, men også en god indgang for folk der aldrig fik spillet den originale. Vigtigst af alt, jeg fik endelig min sejr over zombierne, hvor må mit teenage-jeg være stolt.