DEATHSPRINT 66-anmeldelse – Intens racer til fods, har ikke nok at byde på

Tidligere i år fik jeg muligheden for et førstehåndsindtryk af DEATHSPRINT 66 – Nu det tid til den fulde anmeldelse

Da jeg første gang fik fingrene i DEATHSPRINT 66 tilbage i juli via et hands on preview, føltes det som et frisk pust til racer-genren. Jeg var optimistisk, men også lidt bekymret – kunne spillet virkelig holde dampen oppe, når det ramte den store scene? Nu er det endelig her, og hvor står jeg så? Desværre blev min frygt til virkelighed.

I år 2066 står Bachman Media Network endnu en gang klar til at dominere den brutale underholdningsverden med den nyeste sæson af deres flagskibsshow, DEATHSPRINT 66. Denne gang har Sumo Digital tilføjet et spændende twist til racer-genren – i stedet for at sidde bag rattet i et motoriseret køretøj, foregår kapløbet til fods.

Deltagerne, kaldet Clone Jockeys, ifører sig avancerede exosuits og har uendelige kloner til rådighed, så de kan respawne og fortsætte i det hæsblæsende og nådesløse dødsræs, der er fuldstændigt styret af Bachman Technologies. I en futuristisk verden, hvor teknologi kontrollerer alt, er der ingen flugt.

Et indhold som er meget skrabet

Det, jeg prøvede i juli, er stort set det samme, vi får nu. To slags løb: Sprint, hvor man ræser fra start til slut, og Circuit, som er klassiske rundeløb. Der er flere baner, ja, men det grundlæggende gameplay forbliver uændret – dog poleret. Man spiller altid otte mod hinanden, og kampene er intense – fyldt med blod, sved og tårer. Power-ups minder meget om hvordan man samler dem op fra Mario Kart. I stedet for firkantede kasser, så de skiftet ud med store mønter graveret med tallet “66”, som man samler for at få miner, søgemissiler, rundsave og EMP’er.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Udover PvP kommer DEATHSPRINT også med en PvE-tilstand, hvor man kan køre mod tiden eller forsøge at overleve et ræs uden at dø X antal gange. Her kommer vi til min største frustration. Selvom gameplayet faktisk er forbedret siden første test, bliver jeg desværre hurtigt træt. Det største problem er, at det føles, som om jeg bruger mere tid på at vente end at spille.

løbet varer ofte omkring et minut, og den længste bane jeg har spillet tog kun 2 minutter og 40 sekunder. Og hvis jeg, som ofte skete, kom først i mål, endte jeg med at skulle vente yderligere 30 sekunder på de andre spillere – og så endnu 30 sekunder, før næste løb gik i gang. Ventetiden oversteg faktisk spilletiden flere gange! Spillet kunne virkelig have haft gavn af længere baner eller flere runder pr. løb, så man ikke konstant blev revet ud af actionen.

Irriterende godt gameplay

Som nævnt før, irriterer det mig virkelig, at jeg ikke får lov til at spille længere tid ad gangen eller oplever mere variation i spillet. Bevares, DEATHSPRINT er intenst – det kræver lynhurtige reflekser, og den del elsker jeg. Men ofte føler jeg, at spillet ikke helt kan følge med sin egen vilde hastighed. Små bump på overfladen kan pludselig stoppe min løber brat op, og det bryder virkelig flowet.

Noget af det, jeg dog godt kan lide, er, at man kan løbe ud over banen, men uden mulighed for at snyde sig gennem genveje. Sumo har virkelig skabt et spil, der straffer enhver form for snedighed. Prøver du at snige dig udenfor banen? Så bliver du øjeblikkeligt laseret og splittet til atomer. Og så popper der en besked op i hjørnet, hvor der står “Kasper tried to escape” – det fik mig til at smile.

Power-ups er både sjove at bruge og modtage, men én ting frustrerer mig grænseløst: Du kan se tilbage i spillet, men du kan ikke skyde bagud. Hvorfor ikke? Hvis jeg kan bruge en savklinge til at detonere miner foran mig, hvorfor kan jeg så ikke vende mig om og tage mig af de trusler, der kommer bagfra? Det virker som en mærkelig begrænsning i et ellers kaotisk og eksplosivt spil, der ellers har så meget potentiale til at være uforudsigeligt og adrenalinpumpende.

Konklusion

DEATHSPRINT 66 lever desværre ikke helt op til de forventninger, jeg havde, da jeg først prøvede det. Selve gameplayet er bestemt underholdende og tempofyldt, men spillet lider stadig under nogle småfejl og tekniske “børnesygdomme”, der bryder oplevelsen. Det største problem er dog, at der simpelthen ikke er nok indhold til at fastholde min interesse i det lange løb.

Med kun få ræs-typer og et begrænset udvalg af baner, ender spillet med at føles repetitivt ret hurtigt. Selvom jeg virkelig godt kan lide mekanikkerne og de intense løb, så mangler der noget mere variation, der kan give mig lyst til at vende tilbage igen og igen. Det er som om, at Sumo Digital har skabt en stærk grundstruktur, men mangler at fylde indholdet på.

Jeg håber inderligt, at de snart tilføjer nyt indhold – måske flere spiltyper, baner, eller endnu flere kreative power-ups – så jeg kan få en god grund til at komme tilbage. DEATHSPRINT 66 har potentiale, og jeg vil virkelig gerne kunne investere mere tid og interesse i det. Men indtil det sker, vil det desværre bare ligge og samle støv i mit virtuelle Steam-bibliotek.