Den gule enke-anmeldelse – En smuk men ujævn fortælling 

Historien om et champagneimperium og kvinden der skabte det, er en ujævn men samtidig flot fortælling

I Den gule enke vækker den amerikansk/canadiske forfatter Tilar J. Mazzeo – for første gang – den fascinerende kvinde bag den ikoniske gule etiket til live: Barbe-Nicole Clicquot Ponsardin, som efter sin mands død trodsede alle konventioner ved at overtage tøjlerne i vingård, som de sammen gjorde alt for at gøre til en indbringende og velanskrevet succes udi champagneproduktion. Året er 1806 og Napoleon hersker over store dele af Europa, alt imens hun forsøger at skabe tiled til hendes kraft som chef for fremstiling af vin. 

Filmen er instrueret af Thomas Napper, som tidligere har arbejdet som second unit instruktør for Joe Wright. I filmens hovedrolle ses Haley Bennett, som enken med de store ambitioner og idéer. I øvrige roller medvirker bl.a. Tom Sturridge, Natasha O’Keeffe og Ben Miles. 

Flotte og idylliske lokationer er ikke nok til at rede en ellers meget ujævn og ekstremt forhastet fortælling 

En af de bedste ting ved filmen er dens lokationer, hvor den er optaget. Filmen er optaget på nogle vidunderlige lokationer i de franske regioner, fra Reims i Grand Est til Chablis i Bourgogne-Franche-Comté, med Peninsula Film som produktionsservicefirma og VFX udført af det franske studie MPC’s teams. Fotografen Caroline Champetier har tydeligt talent for at opsætte scenerne fra de helt rigtige vinkler og baggrunde. 

Hovedkarakteren Barbe-Nicole Clicquot Ponsardin, som spilles af Haley Bennett, er faktisk den eneste mindeværdige karakter i filmen, da hun gør et godt stykke arbejde med det, hun nu har at arbejde med. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Haley leverer en rimelig præstation som den titulære dame, der skal bevare kontrollen over sin afdøde mands vinmarker på et tidspunkt i historien, hvor Napoleons krige rasede gennem Europa – og Frankrig klarede sig ikke så godt på dette tidspunkt – samtidig med, at hans love forhindrede kvinder i at styre sine egne firmaer som de vil. François’ (Tom Sturridge) død har efterladt hende med en ejendom, som hendes tidligere svigerfar Philippe (Ben Miles) er ivrig efter at sælge til den nærliggende herre Moët, men med lidt hjælp fra bogholderen “Edouard” (Anson Boon) og den charmerende distributør “Droite” (Paul Rhys), er hun fast besluttet på at udvikle sit eget Champagne-brand og, måske endnu mere risikabelt, få varen til de velhavende markeder, der er villige til at betale en formue for vin.  

Rammen er sat for en god historie, der skildrer en kvindes – og en fars – kamp med en uventet død i en krigstid. Gennem flashbacks lærer vi lidt om, at hendes ægteskab var kærligt, men at hendes mand blev mentalt syg, hvilket lagde et enormt pres på denne kvinde og deres unge datter. Men en af de værste ting ved filmen er de mange flashback-sekvenser, som bare trækker én ud af filmens hovedplot, der foregår i nutiden. Pacing blev konstant brudt, og skuespillet, som leveres af Tom Sturridge, var til tider tåkrummende og bidrog til at tage mig ud af filmen. 

Instruktøren Thomas Napper har lagt for meget vægt på filmens æstetik og for lidt på karakteriseringen af en kvinde, der tydeligvis kendte sit eget sind og ikke ville lade sin elskede mands arv forsvinde – selv med risiko for konkurs. 

Jeg må også bare sige, at der på et tidspunkt sker en udvikling med en anden person, som var tætte venner og “kollega” med Tom Sturridges karakter, hvilket var fuldstændig ligegyldigt for filmen og føltes utroligt forceret. Clicquot bliver nærmest gjort til et seksuelt objekt på en underlig måde. Det rykkede ikke filmen frem på nogen måde, men satte bare endnu en kæp i et allerede ret slidt hjul. 

Konklusion 

Den Gule Enke er solidt håndværk, med flotte billeder og en god præstation af Haley Bennett. Desværre er historien så forhastet og kludret, at man bliver helt hægtet af. Alle, på nær Haley Bennett, leverer ikke synderligt gode præstationer og laver nogle meget glemsommelige karakterer. 

Med en anden instruktør, som har mere styr på at lave ordentlige karakteriseringer af karaktererne, ville filmen højst sandsynligt have været milevidt bedre, end hvad vi desværre fik.