Den nye bølge-anmeldelse – En smuk, men søvndyssende kærlighedserklæring til Godard

Som en hyldest – en homage, om man vil – til den ny bølge skyller det sort-hvide komediedrama Den nye bølge (Nouvelle Vague) i land og vidner om en svunden tid.

Den ny bølge kendetegner en række franske film, nærmere bestemt en strømning i fransk filmkunst fra slutningen af 1950’erne. Uden at fremlægge en lang afhandling om nouvelle vague er der altså tale om en for denne tid ny måde at lave film på i opposition til datidens traditioner inden for fransk film. Bølgen opstod især hos nogle unge filmskabere, såkaldte auteurs, der typisk også fungerede som filmkritikere sideløbende, og byggede på en tanke om, at kameraet skulle føres som en forfatters pen.

Det sort-hvide komediedrama Den nye bølge (Nouvelle Vague) åbner døren til settet på den ikoniske film Åndeløs (Breathless) fra 1960 og fanger øjeblikket, hvor et stykke filmhistorie blev skabt. Filmen følger således en ung og upcoming Jean-Luc Godard, der uden regler og med sprudlende opfindsomhed forvandler filmkaos til kunst.

Godard har tydeligvis høje tanker om sit kunstneriske potentiale, og trods sin status som debuterende instruktør skider han på samtlige eksisterende regler og konventioner for filmproduktion. Undervejs er der flere omkring ham, der mister tilliden til ham, mens hans producer drives til vanvid af Godards spontane indfald og skødesløshed med alt, der vedrører filmens produktionsplan og budget. Takket være hans kunstneriske talent lykkedes det ham imidlertid at skabe et mesterværk af en film, der efterfølgende bliver et springbræt for en succesfuld karriere som filminstruktør og ikke mindst som én af bagmændene bag nouvelle vague.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Kirkens Korshær

Ud over at fortælle en historie om et stykke filmkunst er selve filmen også underlagt disse vilkår, der kendetegner den ny bølge, i henhold til æstetik og fortællestruktur. Fra start til slut ligner den på mange måder også en film fra slut-50’erne, hvis man ser bort fra den forbedrede billed- og lydkvalitet.

Men om Den nye bølge kan måle sig med datidens nouvelle vague-film, det er en anden sag. Tidsånden har trods alt rykket sig de sidste 60 år, og selvom den ny bølge havde sin storhedstid dengang, er der løbet meget vand i stranden siden.

Jeg kan ikke undgå at sidde tilbage med en fornemmelse af, at det æstetiske valg synes en smule forceret nedover filmen. Man kunne vel godt fortælle Godards historie med nutidens teknologi uden at gå på kompromis med datidens tidsånd? Skyldes dette valg en betoning af stemning, så publikum føler sig suget tilbage i tid?

Når jeg undrer mig over denne beslutning om at lave filmen på gammeldags manér, handler det grundlæggende om en frustration over dens langsommelighed. I en samtid, hvor sædvanen ofte er hurtig og hidsig klipning, og hvor tempoet er i top, kan en sådan film som Den nye bølge føles ufattelig sløv i optrækket, alt imens biografmørket bidrager til den søvndyssende effekt.

Kaos og komik udebliver desværre næsten ved ellers tiltænkte lejligheder i filmen, fordi dens tempo halter efter. Jeg siger ikke, at alle nyere film skal klippes til ukendelighed eller følge tidens gængse facon, men hvis filmens intention træder i baggrunden på grund af et æstetisk valg, så virker fortællingen en smule underprioriteret, mens den her higen efter at ligne en klassisk nouvelle vague-film fremstår nærmest overanstrengt.

Det leder mig videre til instruktøren bag Den nye bølge – nemlig den Oscarnominerede Richard Linklater, manden bag Before-trilogien, Boyhood og senest Hit Man. Med mandens seneste påskud i form af Den nye bølge begynder jeg at mistænke Linklater for at befinde sig i en identitetskrise som filmskaber.

I al fald vidner hans mangeartede film og navnlig hans seneste film om, at han har et behov for at kaste sig over meget alsidige projekter ud fra en – til tider søgt – eksperimenterende tilgang. Fra stonerfilmen Dazed and Confused, Before-trilogien, som i høj grad er dialogbåret, og coming of age-dramaet Boyhood, der er filmet over 12 år – til den mere kommercielle Hit Man og nu denne film inspireret af fransk kunstfilm. Det er ikke udelukkende ment som en kritik, nok nærmere en nysgerrighed efter at vide, hvad der driver ham til at kaste sig over alskens forskelligartede projekter.

Om ikke andet, så bliver det spændende at se, hvad Linklater kaster sig over næste gang.

Den nye bølge har biografpremiere i dag den 22. januar.

Konklusion

Den nye bølge er en stilfuld og kærlig hommage til Godard og fransk nybølge, men dens æstetiske greb kommer til at spænde ben for fortællingen. Linklaters genskabelse af datidens formsprog er imponerende, men resulterer i et tempo og en rytme, der gør filmen mere tilbageskuende end levende. Ambitionen er tydelig, men gnisten mangler – og filmen ender som en smuk, men lidt for sløv bølge, der ikke for alvor får momentum.

Jacob Nyborg Nielsen

Skribent & Anmelder

---

Jacob er uddannet journalist og har altid været draget af den gode historie, hvad enten den udspiller sig på det hvide lærred, i bøgernes verden eller i form af et spil. Fra barnsben af har han været en flittig biografgænger og siden hen bruger af diverse streamingtjenester, og derfor er han konstant opdateret på, hvad der rører sig inden for film og tv-serier. Sideløbende har han ofte en controller ved hånden – som regel mærket PlayStation eller Nintendo – og spiller det meste lige fra større open world-spil til mindre indie-spil.