Den Sidste Viking–anmeldelse – Vigtige emner og tematikker snubler gennem en irriterende fortælling

Jeg vil gerne kalde mig selv en fan af en del danske film – og især nogle af Anders Thomas Jensens tidligere film. Blinkende Lygter er stadig hans bedste film, hvis du spørger mig, og jeg havde også en fornøjelse med Adams Æbler. Men det er lidt, som om storhedstiden for de film er forsvundet. Hverken Mænd & Høns eller Retfærdighedens Ryttere var jeg særlig glad for, og jeg kender mange, der synes præcis det samme. 

Det, som Anders dog er rigtig god til, er at få danskerne i biografen – hvilket jeg altid vil se som en positiv ting for de danske biografer, i en tid hvor rigtig mange desværre springer biografturen over. 

Nu er den næste film i rækken endelig udkommet: Den Sidste Viking. Banden er samlet igen, med Anders som instruktør og skuespillernavne som Nikolaj Lie Kaas, Mads Mikkelsen, Bodil Jørgensen, Nicolas Bro og mange flere. Det er en gruppe af skuespillere og en instruktør, der har kendt og arbejdet sammen i rigtig mange år nu – og det er altid en sikker vinder for rigtig mange danskere. 

Det var også en film, jeg personligt havde set frem til – på både godt og ondt – da jeg ikke var fan af hans to tidligere film, men jeg havde et håb om, at denne kunne vende tilbage til noget af det, der gjorde de ældre film så gode. 

Handlingsforløbet for filmen lyder som følger: 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Kirkens Korshær

Da enspænderen Anker løslades efter 15 år i fængsel for røveri, genforenes han med sin lidt særlige bror, Manfred. Manfred er den eneste, som ved, hvor pengene fra røveriet er blevet gemt, men han er imidlertid blevet ramt af en mental udfordring, der gør, at han ikke længere er klar over, hvor de er gemt. Derudover hedder han forresten ikke Manfred længere – nu hedder han John, da han er en reinkarnation af selveste John Lennon. Sammen begiver de to brødre sig ud på en rejse tilbage til barndommen for at genopdage, hvem de selv er – og selvfølgelig for at finde pengene.

En film om psykiske sygdomme, fortidens djævle, og hvordan man ikke fortæller filmen på en sjov eller spændende måde 

Nu må vi se, om jeg ender med at lægge mig ud med den danske anmelderstab, men jeg føler, at der er en kæmpe bias, når vi snakker om danske film – og især film med Nikolaj Lie Kaas og Mads Mikkelsen. Der er nogle skyklapper, der kommer på de danske anmeldere, når vi sætter os ind og ser denne type film fra Danmark. Den Sidste Viking har jeg en idé om, er ingen undtagelse. 

Lad mig starte med at sige, at Anders Thomas Jensen ikke er talentløs – faktisk det modsatte. Han er en utrolig dygtig og habil instruktør, som har lavet en af de bedste danske komedier med Blinkende Lygter. Men de sidste 10 år har jeg ikke kunnet se, hvad der har været hverken specielt eller sjovt i hans film. Desværre ender Den Sidste Viking med at være en del af den gruppe. 

Jeg vil gerne rose filmen for dens visuelle udtryk og det generelle skuespil. Selvom jeg synes, karaktererne i denne film er latterlige, så var skuespillerne – især Mads Mikkelsen som Manfred og Johm – en fornøjelse at se. Jeg har i lang tid savnet at se ham i en rolle, hvor han laver lidt mere end kun at være helt kold i ansigtet, som jeg føler, han er i mange film. Nikolaj Lie Kaas, som spiller filmens hovedkarakter Anker, har dybde, og jeg tror på den indre stress, der er i hans krop for at finde pengene. 

Men… når alt det er sagt, så bliver jeg nødt til at komme ud med, hvorfor jeg synes, at den her film på mange måder faktisk ender med at være usjov i momenter, som på papiret er sjove. Stort set alle komiske timinger og replikker, der skal få publikum til at grine, kommer fra de karakterer, der er psykisk syge, og som bare siger nogle fuldstændig sindssyge og underlige ting ud af det blå. Første gang er det sjovt, fordi det er uventet, at Mads Mikkelsen lige pludselig siger noget skørt og opfører sig unormalt — men så slog det mig: Er det faktisk sjovt?

Jeg synes, det der fungerer så godt i nogle af hans andre film, er, at karaktererne er selvbevidste om, hvem de er, og hvorfor de er, som de er. Når Arne i Blinkende Lygter bliver sur efter et skænderi med sine venner og tager af sted og ender med at skyde en ko, så er det både sjovt, fordi det er en del af den, han er — og derfor kan publikum finde det sjovt netop fordi vi synes, det er absurd, at han opfører sig sådan. Han er bevidst om, at det ikke er en fin måde at opføre sig på. Klip til Den Sidste Viking, hvor alt komikken stort set kommer fra karakterer, der er psykisk syge og ikke selv har valgt at være sådan — og derfor bruger vi den idé som det komiske. 

Tanken om, at vi skal have fokus på dem, der lider af de her sygdomme, og præmissen i filmen med at samle et band for at give Manfred/John en verden, der respekterer ham, er faktisk fin. Men jeg personligt fandt det ikke sjovt, når de psykisk syge var dem, som skulle levere alt det “sjove”. 

Jeg synes også, at mange af karaktererne er superirriterende. Og så kan man sige: “Jamen, er det ikke meningen?” — og jo, det er det, men jeg kunne ikke blive ordentligt investeret i en gruppe af mennesker, som Nikolaj Lie Kaas omgives af igennem hele filmen. Det er faktisk kun hans karakter, jeg var investeret i og spændt på, hvad der skulle ske med. Men det er ikke ham, der er det sjove — han er ikke psykisk syg, han er normal (ud over at være kriminel). Han omgås de her karakterer, og han er lige så træt af det, som jeg var gennem filmen. 

Konklusion 

Den Sidste Viking er endnu en dansk komediefilm fra Anders Thomas Jensen, som bare ikke er til mig. Jeg er stensikker på, at den kommer til at tjene kassen, og danskerne vil flokkes ind i biffen — hvilket ikke overrasker mig. For mig er Den Sidste Viking ikke bare en for lang og trættende film at komme igennem, den er også usjov, fordi komikken kommer fra karaktererne, der er psykisk syge. Det er sjovt en enkelt gang, men jeg synes ikke, det er særlig sjovt, når man kommer i tanke om, at der faktisk er mennesker, der opfører sig sådan og lider af det. 

Men Den Sidste Viking er en pæn film, og skuespillerne leverer et godt stykke arbejde med det materiale, de har. Jeg har bare fundet ud af, at jeg måske ikke deler den type humor, som det ser ud til, størstedelen af danskerne gør, hvilket faktisk gør mig lidt trist, fordi jeg oprigtigt godt kan lide hans film før Mænd & Høns.

Lasse Bjørnsten Rasmussen

Skribent & Anmelder

---

Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.