Udvikler/Udgiver: Bungie Inc.
Genre: GAAS Looter-shooter
Platform: PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox S/X og PC
Emil Øgaard
Estimeret læsetid: 4 minutter.
December 12, 2023
Vi har en del at snakke om
Kære Bungie,
Hvordan har du det for tiden? Jeg hører en masse historier og rygter, og de opslag, du slår op på sociale medier, har gjort mig ret desillusioneret.
I hånden havde du verden efter The Witch Queen DLC’en, hvor du med fremragende gameplay og en god historie viste, hvordan kagen skulle skæres.
Men siden Lightfall DLC’en har du stået med håret i postkassen og ikke rigtigt forløst det potentiale, dit spil, Destiny 2, har.
Du bliver ved med at brænde nallerne med tonedøve tiltag som en Starter Pack til $15 med et par snoldede exotics og skrabede ressourcer. Det fjernede du heldigvis igen efter, at det ikke “bidrog til noget glæde for spillerne.”
Jeg havde håbet, at den nyeste sæson, Season of the Wish, kunne få mig grebet af Destiny-stemningen igen.
Du ved, den ting, vi havde sammen.
Jeg er bange for, jeg ikke har de samme følelser for dig mere…
Hvis jeg skal snakke om, hvilke ting du stadig gør godt, så fortæller du stadig gode historier. At jeg så nu skal vente næsten 170 dage, før du er færdig med at fortælle den, er en anden side af sagen.
Monstret fra Last Wish-raidet, Riven, har åbenbart stadig en rolle at spille. Heksedronningen, Savathûn, har et sidste ønske, som kun Riven kan opfylde. Men Riven vil forhandle, og man skal nu hver uge ud og finde et af hendes æg, der har overlevet.
Det er en interessant historie, men du bliver nødt til at fortælle mig, hvordan den ender, for jeg kommer ikke til at vende tilbage hver uge det næste halve år for at finde ud af det.
Jeg kan se, at du har slået pjalterne sammen med CD Projekt Red omkring noget The Witcher-samarbejde. Det ser spændende ud. Du har også tilføjet badekaret fra introscenen til The Witcher 3. Nice.
Men hvor vil du hen med det? Det virker lidt halvhjertet og som et hurtigt forsøg på at sparke sæsonen i gang med noget unikt gear.
Og nu vi snakker om gear. Altså, hvad fanden… Ingen exotics denne sæson? Hverken våben, armor eller cosmetics? Eller bliver det endnu et rage-kastanjerne-ud-af-ilden-trick, hvor det bliver introduceret på et arbitrært tidspunkt senere?
Det skuffer mig.
Du har tilføjet et par nye steder at udforske som Riven’s Lair og The Coil. Sandheden er bare, at de meget hurtigt bliver kedelige at køre igennem. Jeg har givet både Taken og Vex en på frakken, og har skudt en masse skjolde ned med Arc Craniums. Lad mig nu prøve noget nyt.
Jeg savner den friskhed, der var i The Witch Queen – en risk-reward med at skulle ødelægge de forskellige Champions ghosts, så de ikke respawnede. Et par gode platform-puzzles og nogle stærke sæsoner.
Jeg kunne se, at du har været nødt til at tage afsked med nogle af dine medarbejdere. Det er aldrig rart, og jeg håber, at de berørte har fået en fin afskedsgave med, og at I hjælper dem videre i deres karrierer.
Men har det virkelig været nødvendigt at fyre jeres huskomponist, Michael Salvatori? Det er et selvmål, Bungie. Et stort, fedt selvmål.
Den største skam er, at Destiny 2 er blevet kedeligt at spille. Selve grund-gameplayet er stadig fremragende og noget af det bedste gunplay ude på markedet. Men dette udelukker ikke alt det, der mangler omkring.
Som en GAAS (Game as a Service)-titel så drukner du på markedet, hvis du forsætter med denne stil. Om Destiny 2 bare er blevet et projekt, der hurtigt skal overstås, så du kan arbejde på nye projekter, så må du ikke glemme, hvad der gjorde spillet godt.
Har du glemt, hvad der gjorde spillet godt? Det ser sådan ud.
Bungie, jeg bliver nødt til at forlade dig indtil The Final Shape DLC’en lander. Selvom du har udskudt det fra februar 2024 til d. 4. juni, så er jeg alligevel så investeret, at jeg bliver NØDT til at have det sidste punktum med.
Du har aldrig været god til at tage nye folk ind, og med den nye opdatering har det om noget gjort det sværere end før. Kan du huske i Season of Plunder, hvor du gratis gav alle spillere et exotic armorsæt? Nu er du blevet grådig.
Selvom du hårdt prøver at gøre dig gældende i GAAS-landskabet, skal du se på de spil, der begynder at vinde frem: Fortnite med sit metaunivers, Genshin Impact med sit store fokus på community og Call of Duty med fokus på at udvide med forskellige spilmodes.
Hvordan skal det ende med os, Bungie? Vi må vente at se. Nu får du lidt betænkningstid.
Udvikler/Udgiver: Bungie Inc.
Genre: GAAS Looter-shooter
Platform: PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox S/X og PC
Skribent & Anmelder
Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.
Nyhed
May 8, 2025
Nyhed
May 8, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
© Copyright - arkaden.dk