Det Kongelige Biblioteks nye udstilling om spil er bemærkelsesværdig god

Ofte er udstillinger om spil forudsigelige og trættende, fordi de sjældent tager spil alvorligt som reel kulturprodukt. Men “#Dkgame” på Diamanten i København formår elegant at fremvise den danske spilhistorie

Når nogen siger “museum” og “videospil” i samme sætning, kan jeg godt blive noget lunken. 

Udstillinger, som beskæftiger sig med spil, har det med at blive lidt nedadskuende: “Har I set hvor finurlige spil er? Vidste I godt, at mange spiller blippelop-spil? Spil er en vigtig kulturel institution.” Og så videre.

Noget af det har nok at gøre med den efterhånden udmattende tendens til, at spil stadig ikke rigtigt bliver taget helt seriøst af kulturparanasset – altså dem, som kommer på museum. De tager for givet, at maleri og skulptur og teater er kunst, men har ikke noget større kendskab til spil som kulturform. 

Det er svært at skyde det faktum i skoene på nogen, men det resulterer også i formidling, udstillinger og forsvar for spil som kunst, der må kæmpe med netop de strømninger og meninger.

Det var derfor med nogen skepsis, jeg gik ind på udstillingen “#DKgame – Skærmtrolde, lejemordere og togsurfere”, som netop er åbnet på det Kongelige Bibliotek. Jeg tror ikke, jeg kan komme på noget mindre sexet udtryk for videospil end den umuligt enerverende “skærmtrold Hugo”. 

Men heldigvis var udstillingen ikke lige så slem som sit navn. Med udgangspunkt i Det Kongelige Biblioteks imponerende samling af videospil tager udstillingen den besøgende med rundt i et hav af afkroge i den danske spilindustri. Man begynder i 1960erne og bevæger sig årti for årti op igennem historien.

I begyndelsen er der mestendels tale om gamle spil, man ikke nødvendigvis kender ved navn, som ligner gamle arkadespil. Det er mest en fortælling om spilindustrien, ikke om originalitet eller banebrydende påfund. 

Inde fra et værelse hører man skærmtrolden Hugo, der infantilt kvækker, at “vi skal klare den sammen, os to!” Her er en lænestol, et bord med en telefon og et fjernsyn fra halvfemserne. Meningen er, at man skal spille det ældgamle og dybt umulige spil fra TV2, hvor seere kunne ringe ind. Forsinkelsen fra telefon til skærm er ulidelig, det resulterer i et spil, der ikke er svært, fordi det er udfordrende, men fordi gammeldags teknologi sutter. 

Jeg havde et øjeblik glemt, hvor fucking irriterende den infernalske skærmtrold er. Men tidslommen er elegant udført af kuratorerne. Det er ikke bare at se på et spil og prøve det, man henføres faktisk til et interessant sted, som drager en ind i det. Og det er faktisk tilfældet med alle tre spil, man har mulighed for at prøve igennem udstillingen.

Her er også ‘Tiger Mission’, et ekstremt svært spil til Comodore 64. Joysticket er umuligt, musikken er sindssygt fed og gameplayet er hundesvært. De havde det eddermamme hårdt i gamle dage.

I et andet rum taler designerne bag Hitman om skabelsesprocessen. Bagved ligger art-work-bøger fra spillene. I udstillingens hovedrum bugner det med gamle cd-rommer, disketter, fjernsyn og konsoller. De forklarende tekster er stramme, hvilket faktisk er rart, fordi det efterlader en sammen med spillene og dimserne, der hører til dem.

Det bliver håndgribeligt, at spil ikke bare er digitale genstande, som man godt kan forledes til at tro i en tidsalder hvor “Games as a Service” er den frustrerende norm – spil er ikke noget, man reelt ejer, men bare noget du lejer på livstid på Steam. 

Men spil kan også være hardware, plastik og æsker, følelsen af en besværlig controller og lyden af pulserende musik – og skærmtrolden Hugo, desværre.

I udstillingen konfronteres jeg med historien bag min hobby i dens helhed, både biplydene, de moderne spil, jeg allerede kender, og dens særheder og idiosynkrasier som ‘Pixeline’ og ‘Mujaffa’-spillet (som hed “Perkerspillet” først, en politisk ukorrekt detalje, jeg ikke kendte til før).

Da jeg havde været hele udstillingen rundt, havde jeg lyst til mere. Nærmest at hvert årti havde haft dobbelt så mange genstande, eller at der havde været flere spil at prøve. Det er en meget sjælden oplevelse for mig, når jeg er på museum. 

En ting, man måske kan have betænkeligheder ved, er, hvem udstillingen egentlig er henvendt til. Er det folk som mig, nørder, der i forvejen har rigeligt kendskab til spil som kultur? Ville en udefrakommende kunne følge med?

Det kunne man håbe. 

Det er under alle omstændigheder en udstilling, der absolut er værd at se.  

---