Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Det sværeste ved ‘Pikmin 4’ er ikke at spille det – det er at forklare det til andre

Det sværeste ved ‘Pikmin 4’ er ikke at spille det – det er at forklare det til andre
Daniel Møgelhøj

Daniel Møgelhøj

Estimeret læsetid: 6 minutter.

August 1, 2023

Du finder ikke en mere innovativ og farverig oplevelse i Nintendos spilbibliotek, hvor jeg har slukket min hjerne så meget, som jeg har med ‘Pikmin 4’

Det er utroligt få udviklere i dag, som kan nå Nintendo til sokkeholderne, når det kommer til at skabe legendariske fortællinger og universer, som er mindst lige så ikoniske, som de er innovative.

‘Legend of Zelda’, ‘Super Mario’, ‘Star Fox’, ‘Metroid’, ‘Kirby’, ‘Pokémon’. Listen med genreskabende franchises hos Nintendo virker, som om den aldrig får en ende, og det siger altså lidt, hvis vi vender blikket ud mod den anden side af industrien. 

Det er som om, at Nintendo forstår os mennesker på en helt anden måde, end de andre studier gør, for når Nintendo beslutter sig for, at de vil lave et spil i en specifik genre, så gør de det ofte på en måde, hvor alle andre spil i den genre pludselig ligner hinanden alt for meget.

Nintendo vil lave et eventyrspil – ‘Legend of Zelda: Ocarina of Time’ er det bedst anmeldte spil nogensinde. Nintendo vil lave et kampspil – ‘Super Smash Bros.’ har en af de mest dedikerede kompetitive scener i kulturen.

Pokémon er en af de mest kommercielt succesfulde franchises i verdenshistorien.

Så hvorfor er det, at ‘Pikmin’-universet har så svært ved at ride på den samme ustoppelige bølge af “fråde om munden”-kærlighed, der ellers bliver tildelt Nintendos enorme spilbibliotek?

Efter at have spillet ‘Pikmin 4’ synes jeg selv, svaret på det spørgsmål står relativt klart, og det lader til, at skaberen bag hele det lille miniature univers, Shigeru Miyamoto, nok ville give mig ret i mine observationer… Men det vender vi tilbage til.

Solsystemets svar på Bermuda-trekanten

I de tidligere spil inden ‘Pikmin 4’ og delvist også ‘Pikmin 3’, spiller du som det lillebitte rumvæsen Kaptajn Olimar fra planeten “Hocotate”, der styrter ned på en jordlignende planet, som i spillet bliver døbt “PNF-404”. Her støder Kaptajn Olimar på de små multifarvede halv-plante/halv-væsen “Pikmin”, som spillet tager sit navn efter.

Ligesom en flok myrer kan de små Pikmin i samlet flok nedkæmpe fjender, grave skatte op og løfte rumskibets vragdele tilbage til Olimar, så han kan undslippe sin forliste situation.

I ‘Pikmin 4’ er Olimar dog stadig strandet på PNF-404, så da “The Rescue Corp” modtager hans nødsignal, sætter elite-teamet af Hocotate-rangers kursen mod den fjerne planet for at komme Olimar til undsætning.

Desværre møder teamet samme skæbne som Olimar, og det er her, du tager styringen som den nye Rescue Corp rekrut. Så nu skal du ikke bare komme Olimar til hjælp, men også resten af hele dit erfarne ranger-team på en planet, der kun kan betegnes som det pågældende solsystems svar på Bermuda-trekanten. For det er ikke bare ét, to eller tre rumskibe, der er styrtet ned på PNF-404, nu er det 4.

Men heldigvis findes der en masse “skatte” på planeten, som kan omdannes til brændstof, og det er ret meget hvad ‘Pikmin 4’ går ud på uden at spoile alt for mange af de små nuancer, du ellers støder ind i på din vej. 

Jeg havde en eller anden idé om, at når det nu var 4. gang et rumskib styrter ned på planeten, at vi måske ville få en forklaring på, hvorfor det her bliver ved med at ske omkring planetens atmosfære. Men desværre holdes plottet relativt overfladisk med kun et par enkelte interessante hooks, som fangede min opmærksomhed, såsom mysteriet om plantesygdommen, der af ukendte årsager har inficeret dit team.

Men jeg har personligt meget svært ved at forblive investeret i et narrativ, der udelukkende foregår på skrift. Det er blandt andet derfor, jeg aldrig formåede at spille ZA/UMs ‘Disco Elysium’ indtil efter de fik introduceret stemmeskuespil. ‘Pikmin 4’s humor fungerer dog stadig godt på skrift, og alle cutscenes kan springes over, hvis du synes tingene trækker lidt for meget i langdrag.

I starten af spillet får du lov til at lave din egen karakter gennem en karakterskaber, som må have taget inspiration fra spillets miniature-setting, for det er skrabet med mulighederne, da der kun er et begrænset udvalg af hår, hudfarve, ansigt og farven på din rumdragt at vælge imellem.

Det betyder dog ikke meget for den samlede oplevelse, for ‘Pikmin 4’ er et utroligt flot spil i sin egen ret, når den begrænsede indmad i Switchen tages i betragtning. Typisk, når et spil gerne vil give dig indtrykket af at din karakter er meget lille, synes jeg ofte, at det mere ligner at dine omgivelser bare er store. Men Pikmin benytter sig af en god mængde overbevisende effekter, der komplimenterer miniature-effekten i kameraet.

De små farvede miniature-Pikmins har forskellige evner alt efter deres farve. Men komplekst eller svært bliver spillet aldrig. (Foto: Nintendo)

De sværeste aspekt af ‘Pikmin 4’

Forinden ‘Pikmin 4’, bestod mit kendskab til spilserien af en blanding af et par korte YouTube videoer og en enkelt runde med spillets hovedperson, Kaptajn Olimar, i ‘Super Smash Bros’.

Så da jeg begyndte processen med at prøve at forstå, hvad Pikmins gameplay egentlig går ud på, havde jeg faktisk ret store problemer med at begribe, hvad det fængende aspekt af spillet egentlig var.

Nu, hvor jeg er på den anden side, og har oplevet en fair del af hvad ‘Pikmin 4’ har at tilbyde, står det 100 procent klart for mig, at min forvirring rodfæstede sig i mine forventninger til sværhedsgraden i spillet.

Når jeg læser genren “RTS” eller realtidsstrategi i en beskrivelse af et spil, tænker jeg straks på spil som ‘Warcraft 2’, ‘Command and Conquer’ eller ‘Age of Empires 2’. Og hvis du går ind i Pikmin med den mentalitet, så har du sat dig selv op til at fejle noget så grusomt.

Bevares, der er da et par strategiske elementer til stede i form af den måde, du vælger at administrere dine flittige Pikmins, enten i kamp eller i forbindelse med et miljøbaseret hovedbrud, da hver farve af Pikmin gør noget forskelligt fra de andre. 

Men det kompetitive aspekt af genren, som typisk er at finde i en RTS titel, er her blevet erstattet med alt for lette bosskampe og tidsbestemte udfordringer, der aldrig kommer til at kalde på skyggen af en svedperle på din pande.

Hvilket faktisk er en observation, som spillets skaber Shigeru Miyamoto har været ude i pressen og tale i detaljer om. For det eneste udfordrende ved Pikmin er nemlig, at skulle forklare hvad spillet går ud på overfor et andet menneske, som aldrig nogensinde har set eller hørt om spillet før. En situation jeg personligt har befundet mig i op til flere gange.

Miyamoto og hans team hos Nintendo sad selv med samme problem tilbage i 2001 med det første spil i serien. Her var de nødt til at opdigte en falsk historie om, at Miyamoto skulle have observeret en gruppe myrer i sin baghave og derefter skulle have fundet inspiration til universets kreation.

Det er simpelthen for svært for en person at kigge på Pikmins gameplay og forstå, hvad der foregår på skærmen. Så med ‘Pikmin 4’ forsøgte Nintendo at skrue mere ned for kompleksiteten og sværhedsgraden, hvilket skulle åbne spillet for en bredere gruppe af gamere.

Det, vil jeg mene, at Nintendo har haft succes med.

Det bliver aldrig opklaret, hvorfor der er så mange rumskibe, der styrter ned på PNF-404 – der er nærmest tale om en regulær rum-Bermudatrekant. (Foto: Nintendo)

Læn dig tilbage

Jeg ville være en hjerteløs skid, hvis jeg sagde, at ‘Pikmin 4’ ikke har en helt masse fede, interessante og charmerende gameplay-øjeblikke, som med sikkerhed kan trække en bred vifte af gamere ind i det farverige miniature-univers.

Det er RTS for dem, som normalt ikke er til RTS, men desværre er det ikke nok til at blæse mig ud af min stol, ligesom mange andre velkendte Nintendospil har det med at gøre det i hver deres respektive genrer.

Men det er faktisk helt okay, for det ‘Pikmin 4 gør godt, gør det rigtig godt, og det er ikke mit indtryk at Pikmin 4 har noget som helst andet formål end at være et spil hvor du kan slukke din hjerne, skippe alle cutscenes og gå på opdagelse i en æstetisk flot verden som både er klogt sat sammen og lettere at gå til end nogensinde før.


Udvikler: Embark Studios

Genre: First person shooter

Platform: Xbox Series X|S, PC, PS5

3 / 6
Daniel Møgelhøj

Daniel Møgelhøj

Skribent & Content Creator


Daniel Møgelhøj er en passioneret spiljournalist hos Arkaden, der nægter at bifalde middelmådige spil. Blandt favoritgenrerne er MMORPG, historie-drevne spil og indie-titler.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Anmeldelse

May 9, 2025

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk