Devil’s Hideout-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Mine skriftlige anmeldelser til Arkaden har for tiden primært drejet sig om spil, der respekterer din tid – titler, du kan komme igennem på en weekend. Vi har ikke et navn for dem endnu, men lad os kalde dem FINCHEDOINKS FREDAGS-FINURLIGHEDER. Redaktøren er glad, kan jeg fornemme.

For tiden er jeg mæt af +100 timers rollespil. Jeg er træt af “GIT GUD”-mentaliteten. Jeg kan godt forstå, at folk kan føle sig ekskluderet fra spilkredse medmindre man har spillet samtlige soulslikes i new game plus mode med permadeath aktiveret. Så nu kommer jeg med foreslag til spil, der kan give dig en fornemmelse af at du har opnået noget uden for mange vanskeligheder. Forhåbentligt spil, hvor alle kan være med. Og så vil jeg også forsøge efter bedste evne at gøre disse anmeldelser korte(re).

I denne omgang bliver spillet Devil’s Hideout – et pixel-art point and click gyserspil fra udgiver/udvikler Cosmic Void. Det er en titel, jeg har haft i tankerne siden, at det udkom i september sidste år, fordi jeg altid er interesseret i adventure-spil. Alligevel er jeg CHOKERET over at erfare, at Devil’s Hideout i skrivende stund kun har sølle 54 anmeldelser på Steam. Alle positive i øvrigt, men seriøst?

Og alt imens at en rygende omgang fæces som “Drug Deal Simulator” næsten har rundet 18.000 anmeldelser på Steam? HVAD ER DET FOR EN VERDEN, VI LEVER I??

En dyster verden

“Devil’s Hideout” starter in medias res i en surrealistisk, nærmest forladt tusmørke-verden midt i en affolket by. Det er lidt svært at orientere sig om hvad, der foregår, og det er med til at bidrage til følelsen af paranoia. Ingen længe har vi fået samlet stumperne til noget af årsagen til at vores hovedperson, Lauren, er der: Trods modstridende information er Laurens lillesøster åbenbart stadig i live, så vi er taget hen til det hospital, hvor søsteren var indlagt. Og med sig har man vennen, Atticus, så intet kan gå galt i den by, vel? Vel?

Spillet udspiller sig i primitiv, men effektiv pixelart-grafisk stil, hvor vi ser lokationer i førsteperson, og hvor vores hovedfigur dukker op i bunden, når de taler. Det lyder mærkeligt, men giver god mening i praksis. Spillet har også en primitiv, men effektiv stemning, som kommer til udtryk i jump-scares med afhuggede hoveder over skærmen, når du tager hen et nyt sted. Det lyder irriterende, men det følte jeg faktisk ikke. Jeg kan godt lide hvordan de bidrog til den ildevarslende og Lovecraft-agtige stemning.

For ja, man bliver mere og mere klar over, at der er noget helt galt med denne verden, man befinder sig i. Alle opfører sig underligt. Frakoblet. Der sker ting, der ikke burde kunne lade sig gøre. Der sker noget mystisk, noget okkult, noget kosmisk. Meget mareridts-agtigt. Alt sammen ingredienser til en solid Lovecraft-fortælling.

Stemmeskuespillet er faktisk overraskende godt, kun én figur var små-irriterende, og både Ivy Dupler og Gerald Hill, som hhv. Lauren og Atticus, er faktisk de skuespilsmæssige højdepunkter. Så præsentationen fejler ikke noget. Det ligner et adventure-spil, der kunne være udkommet i 1989 og som verden så kollektivt havde glemt.

I point and click adventure-spil kan man – i hvert fald hvis man har samme smag som mig – ofte frygte særligt to ting. 1) At gåderne bruger “Moon logic”, hvilket vil sige, at det er totalt ulogisk – og man bare skal være heldig og prøve sig frem som en gal. Klikke overalt på skærmen og jage pixels og kombinerer alle genstandende i ens inventar indtil, at noget sker. Og 2) Anstrengende forsøg på humor. “Devil’s Hideout” er heldigvis fri for begge dele. Tonen var lige noget for mig. Faktisk i sådan en grad, at den voksede yderligere på mig. Men dét vender vi tilbage til. Gåderne i spillet er aldrig ugennemskuelige, og jeg sad ikke fast. Med undtagelse af ét sted, hvor jeg faktisk bare føler, at jeg ikke lyttede godt nok efter.

Djævlens gemmested

Devil’s Hideout tog mig to timer og 20 minutter at komme igennem. Og det var uden de store problemer. Jeg var godt underholdt. Men så nåede jeg slutningen. “Sådan!” tænkte jeg. Og så blev jeg ramt af en sær, ildevarslende fornemmelse efter credits var rullet over skærmen; der var noget galt med den slutning. Jo mere jeg tænkte over den, fik den det til at løbe mig koldt nedad ryggen.

Og så så jeg på Steam, at der var en achievement for at finde den “alternative” slutning. Så dén satte jeg mig for at finde, for det skulle fandme ikke hedde sig! Og jeg er bevidst vag hér, for det er noget af det stærkeste ved spillet, så jeg vil ikke spoile det.

COSMIC VOID, studiet bag, har – som navnet antyder – gjort det til deres signatur at lave korte, surrealistiske, kosmiske spil – Void Breach, Cyber Seraph, The Corruption Within, Blood Nova, Twilight Oracle, Tachyon Dreams Anthology og nu dette. Syv titler siden februar 2020. I øvrigt, alle de titler, ikke? De fejler ikke en skid. De er alle mædl as fuck og kunne have været titler til det næste Blood Incantation-album. Og jeg er slet ikke færdig med at prøve flere af deres udgivelser.

Jeg havde faktisk troet, at Devil’s Hideout ville tage point-and-click communtiet med storm, da det blev udgivet sidste år. Desværre må man sande, at det simpelthen er gået manges næser og Steam-biblioteker forbi. Så hvis du er i tvivl om hvorfor du ikke føler, at du får oplevelser med spil for tiden, som giver dig noget yderligere at tænke over andet end et hurtigt dopamin-fix, så overvej om du ikke skal prøve Devil’s Hideout. Overvej om du ikke for én gangs skyld skal droppe at lytte til ham den overspillende YouTuber med den alt for dyre gamer-stol og som råber alt for meget i sine videoer. Overvej at lytte til ham den introverte, overskrivende skribent med skærmbrillerne. Prøv Devil’s Hideout, og gør verden til et bedre sted.

Konklusion

Devil’s Hideout er noget så sjældent som et point and click kosmisk gyserspil, der kender sin besøgstid. Helt frit for dårlig komik og moon logic. Det er velspillet, ildevarslende og slutningen/slutningen er overraskende effektiv. Prøv det og gør dit Steam-bibliotek til et mere interessant sted.