Diablo IV: Sæson 8-anmeldelse – Dæmonisk nostalgi med deja-vu

Tidligere

Sæson 7 står som en af de stærkeste sæsoner indtil videre. Måske endda DEN stærkeste. Med en god lille isoleret historie og en flot visuel stil adskiller den sig nemt fra tidligere ligegyldige sæsoner og vil forhåbentlig sætte præcedens for fremtidige sæsoner.

Blizzard har åbnet portene til helvede endnu en gang, og Sæson 8 byder på en ny omgang kaos, dæmoner og… grind. Meget grind.

En stemningsfuld entré og direkte kamp fra starten af

Sæsonen lægger stærkt ud med en kulsort, tæt stemning, der rammer præcis den dystre tone, som Diablo-serien lever og dør på. Man bliver kastet direkte ind i konfrontationen med Belial. Løgnens herre vender tilbage i et vellykket og mørkt gensyn, der straks vækker minder om Diablo III. Det er intenst, det er lækkert iscenesat, og man får følelsen af, at der er noget på spil. For en kort stund føles det som om, det hele er værd at vende tilbage for.

Desværre går der ikke lang tid, før virkeligheden indhenter én. Det evindelige grind er tilbage – uinspireret, gentagende, og præcis det, man har prøvet de sidste mange sæsoner. Man bliver glad, fordi man savner Diablo – og så bliver man hurtigt træt, fordi man husker, hvordan Diablo også føles som et arbejde efter de første par timers begejstring har lagt sig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Det er en ambivalent oplevelse. Et skridt frem og to tilbage. Det ender med at blive et testamente til hvordan man har skrevet en historie på en serviet, og så strækker den ud ved at der skal grindes mellem hver “main quest”.

Reliquaries – potentiale druknet i UI-kaos

Sæsonens store nye system, Reliquaries, lyder som en spændende idé på papiret. En opdatering af battlepasset der skal gøre det mere interessant og nemmere at vælge hvad man gerne vil unlocke. Det løser det selvfølgelig også, men er det noget at juble over? Det er bare flere meningsløse notifikationer og visuel støj i et i forvejen overfyldt UI. Det hjælper heller ikke, at præsentationen er lidt buggy, og det hele føles klodset integreret.

Og for Guds (eller Liliths?) skyld – hvorfor er det stadig umuligt at slippe af med de forbandede notifikationer, der konstant forsøger at minde dig om noget, du bevidst ignorerer? Det er som at have en dæmonisk version af Clippy hængende over skuldrene.

Historien er faktisk rigtig god… men den slutter alt for brat

På den narrative front er der faktisk meget at rose. Historien er en af de bedre i nyere Diablo-historie, med stærke karakterøjeblikke og et fedt throwback til Diablo III, der bringer både nostalgi og nye perspektiver. De to sidekarakterer man møder er interessante, men du får ikke meget at arbejde med. Man når lige at blive investeret, og så er det mere grind og så… er det slut. Hvem vidste er dæmoner led af for tidlig historieafgang. Den dramatiske opbygning fører ikke til det, man havde håbet på, og man sidder tilbage med følelsen af, at der manglede et kapitel eller to.

Konklusion

Sæson 8 er et skoleeksempel på Blizzards aktuelle Diablo-problematik: glimt af storhed drukner i generisk grind og tekniske irritationsmomenter. Belial truer verdenen – men det gør trætheden over de samme gamle problemer også. Sæsonen er mørk og spændende, men ender som endnu et grind-slid, hvor nyt indhold føles som gammel vin i nye, dæmoniske flasker.