Diablo IV: Vessel of Hatred-anmeldelse – En skuffende dæmon med masser af indhold

Vi er alle skurken i en andens historie

Denne anmeldelse fokuserer primært på indholdet i Vessel of Hatred og Patch 2.0. Sæson 6 bliver anmeldt separat.

I Diablo-universet er der altid en ny trussel, der lurer. Selvom Lilith blev besejret i Diablo IV, stod Mephisto klar bag forhænget. Klar til at sprede had blandt indbyggerne i Sanctuary. Der går ikke lang tid før man kan se at noget er galt. Sanctuary er inficeret med had. Omgivelserne har ændret sig her og der, og monstre man kender, er blevet oversmurt med sort slim. Mephistos indflydelse spreder sig langsomt.

Tilbage til rødderne

Med Patch 2.0 bliver Diablo IV bragt tilbage til rødderne. Diablo IV blev aldrig helt det skadeshelvede som Diablo III var, men det var på vej derhen af. Jagten efter højere skade er der stadig, men på et lavere og mere forståeligt plan. Tiden vil vise, om vi ikke bare langsomt danser ud ad den tangent igen. Det er forfriskende at Diablo føles udfordrende igen, og jeg nåede ikke engang nogle af de højere sværhedsgrader i min testperiode. Et lille ”aber dabei” kan dog være, at jeg måtte starte helt fra bunden med en ny karakter uden alle de ekstra skill points, som optjenes når man fuldfører Renown, og derfor var en smule svagere end de fleste nok vil være i starten af spillet.

Historien og Blizzard er en skygge af sig selv

Historien starter hvor Diablo IV slap. Inarius faldt i helvede, Lilith blev besejret, og Neyrelle gik solo med Mephisto’s sjælesten. En opgave der langsomt viser sig at være ekstremt svær, og truer med at ødelægge hele Sanctuary.

Når nu Mephisto spiller så stor en rolle som han gør, er det helt oplagt at skæve til sidste gang han optrådte i Diablo-universet, nemlig Diablo II, og hvis man forventer at se gamle kendinge fra dengang bliver man ikke skuffet. Når navne som Kurast docks, Spider Jungle og The Gidbinn flyver omkring en, bliver man straks nostalgisk. Det er en rejse gennem et landskab man har set før, på den gode måde, og uden at det bliver alt for meget fan service. Det efterlod mig dog med én vigtig tanke. Vil nuværende spillere føle samme nostalgi i fremtiden når de eventuelt sætter sig ned, og spiller Diablo V eller VI? Findes der områder i Diablo IV, som er ikoniske nok til at huske? Mit umiddelbare bud er nej, og det bekymrer mig lidt.

Blizzard er kendt for deres episke og smukke filmsekvenser i deres spil. Noget der er underligt fraværende i Vessel of Hatred. Jo jo, de er der, men ikke nok. Tidligere spil havde en sekvens mellem hvert akt, og det fortalte en tydelig historie, selv hvis man klippede det ud og så det isoleret. Det kan man ikke med hverken Diablo IV eller Vessel of Hatred. De sekvenser, som udspiller sig direkte in-engine, er dog blevet forbedret væsentligt i forhold til før. Der er
meget mere bevægelse og historiefortælling i dem.

Historien i Diablo IV var større end dig selv. Der var utallige faktioner og dæmoner, som fik en del af spotlyset. Denne gang er der skåret ind til benet, og historien handler meget mere om forholdet mellem de enkelte hovedkarakterer, og kampen mod Mephisto. Den indvendige kamp i Neyrelle får også et stort fokus, og det er et kæmpe plus. Der er hele tiden en overhængende fare og et usynligt ”tidspress” som driver dig frem. Desværre ryger den gode historie, og alt opbygningen på gulvet til sidst. Vessel of Hatred ender med at føles som en isoleret sæson med en længere historie, der er alt for meget opbygning og alt for lidt pay off.

Det var så slemt, at jeg spillede op til halvanden times post-kampagne missioner, før det gik op for mig at historien faktisk var ”slut”. Jeg havde forventet, og håbet at Vessel of Hatred ville lægge op til endnu flere udvidelser i fremtiden, men slet ikke på denne kluntede måde. Det føles lidt som om der har været mere fokus på det nye indhold og sæsonerne, end selve historien.

Udvalget af muligheder er ved at nå et maksimum

Jeg kan efterhånden ikke se hvad Diablo IV mangler i form af indhold. Der er Dungeons og Helltides. Nightmare Dungeons og The Pit. Uber bosser og nu også Dark Citadel og Undercity. Med introduktionen af de to sidstnævnte er der nok til at underholde en på vej til level 60 og derefter i endgame delen. Dark Citadel byder på en underholdende og velkommen mulighed for at tænke ud af boksen sammen med sine venner. Undercity var dog den store overraskelse for mig. I Kurast Undercity kæmper man om at få nedkæmpet nogle specielle monstre, som giver point til en progressionsbar. Disse point optjenes ved at antænde et bålfad, som derefter spawner monstre. Alt dette foregår på tid. Lidt a la The Pit og tidligere rifts, dog hvor tiden tæller ned, og du skal nedkæmpe specielle monstre for at få mere tid. Det går stærkt, og kræver nok skade til at komme igennem før tiden løber ud.

Det er alt sammen rigtig godt skruet sammen og sjovt at udføre, eventuelle fremtidige udvidelser er simplethen nødt til at fokusere på flere karakterer eller andre former for udstyr. “Host” sæt items “host” rigtige runer “host”. For at fylde flere Dungeons ind i det her spil nu er simpethen ikke holdbart længere.

Runer

Runerne i Vessel of Hatred er heller ikke det, jeg håbede de ville være. I hvert fald ikke i det omfang jeg testede. Jeg kunne nærmest ikke mærke at de gjorde en forskel. Jeg kan frygte at de kommer til at gøre en forskel i endgame, og så er det bare for at booste ens stats og ikke mere end det. Der ville derfor ikke opstå unikke builds omkring dem, som der har gjort i tidligere spil.

Spirit Born

Den nye karakter Spiritborn præsentere spilleren for en helt ny original karakter i Diablo-universet, men det kan diskuteres, hvor original jeg egentlig synes den er. Det gode er at den kommer med fire vidt forskellige Spirit Guardian skills. De kan blandes for at styrke forskellige aspekter af din karakter, og åbner muligheden for utallige forskellige builds. Problemet er bare at karakteren ligner noget vi har set før. Den har en unik historie, som hænger sammen med den nye region Nahantu, men i kamp føles det bare som en Monk fra Diablo III. Hvorfor skal nye klasser altid lægge sig op ad allerede etablerede karakterer? Jeg føler mig nøjagtig lige så snydt som da Diablo III udgav Crusaderen, i stedet for bare at lave en Paladin. Hvis det er så svært at finde på noget unikt og nyt, så bare hold jer til hvad der allerede virker.

Med Monks, jeg mener Spirit Born, kommer der også et nyt aspekt til Diablo-universet. I hvert fald noget der ikke er udforsket særlig meget i spilformattet. The Spirit Realm og historien om Akarat tilføjer en helt ny dimension, både bogstaveligt, men også metaforisk. Der plejer mest at være fokus på Helvede, Sanctuary og himlen. Så det er kun fedt at Vessel of Hatred tager sig tid til at introducere og udforske et nyt aspekt af universet.

Lejesvende uden det store bid

Der er ikke det store at sige om mercenaries andet end at de er der. De fungerer som en lille hjælpende hånd, og der sker lidt mere på skærmen end hvis man spiller alene, men ikke meget mere end det. Det er fedt at man kan give dem specifikke skills, men man kunne måske ønske sig at man også kunne give dem udstyr. Sammen med sine lejesvende får man også adgang til et hemmeligt skjulested for de selvsamme lejesvende, men der er ikke rigtig noget unikt ved det andet end en speciel shop. Resten er bare crafting, og alt det man ellers finder i de normale byer.

Overraskende testmiljø og input direkte fra Blizzard

En sidste ting der skal nævnes, må være en stor ros til Blizzard. Jeg har endnu ikke prøvet at teste/anmelde et spil som jeg gjorde med Vessel of Hatred. Til at begynde med så det ud til at man først ville få adgang til spillet ved udgivelsen, men et eller andet ændrede sig undervejs. Det blev til en hel Discord server dedikeret til selve testperioden med feedback, og mulighed for at stille spørgsmål direkte til udviklerne. (Mere om dette i en anden artikel!) Det er en dedikation jeg ikke har set før, og det oser af at udviklerne vil være sikker på at spillet var der hvor det skulle være, og eventuelle bugs kunne blive adresseret direkte. Man tjekker også lige sin Discord to gange ekstra, når man pludselig deler rum med Greg Miller.

Konklusion

Vessel of Hatred fortsætter med at redigere på formlen, der udgør Diablo IV. Resultatet er en slags nulstilling. Spillet føles igen udfordrende, som da det først lige udkom. Den nye struktur for sværhedsgrad føles meget bedre, og flowet gennem de forskellige modes bliver præsenteret bedre end nogensinde før. Det er bare nemmere at forholde sig til mindre tal
når man hurtigt skal afkode om man har brug for mere liv eller skade.

Den nye Spirit Born karakter er en fryd at spille med (Selvom det føles som en klon af noget andet), den har tonsvis af forskellige skills som muliggør masser af forskellige builds, og sammen med Dark Citadel og Undercity er der nok indhold til at holde en interesseret det næste lange stykke tid. Desværre har historien ikke fået nok kærlighed. På den ene side leverer Vessel of Hatred utroligt meget nyt indhold og en rigtig fængende historie, men taber bolden til allersidst.

Jeg havde forventet en episk afslutning af denne udvidelse med en bombastisk boss kamp, men det føles mere som en fugtig dæmon prut. Det kan absolut ikke være positivt at spilleren faktisk er i tvivl om kampagnen er slut når den faktisk er slut. Jeg føler derfor ikke at spillet har rykket sig fra tidligere anmeldelser da jeg er mere skuffet end begejstret.