Digger-anmeldelse – Fed TED-talk. Hvornår begynder filmen?

Digger var en af de film, jeg oprigtigt havde glædet mig til. Allerede den første trailer ramte lige ned i noget, jeg er ret svag overfor: noget, der så tilpas weird, absurd, sort og komplet åndssvagt ud til, at det potentielt kunne blive fantastisk. 

Tom Cruise i en kæmpe bunke proteser og make-up, Alejandro G. Iñárritu bag kameraet, en verden, der lignede Brazil efter en meget dårlig omgang LSD, og en fortælling, der virkede som om den ikke havde tænkt sig at følge nogen normale regler. 

Jeg var solgt. 

Så kom de første reaktioner fra U, S og A, og pludselig fik jeg smækket en meget kold spand vand direkte i fjæset. Modtagelsen var mildest talt blandet, og flere kritikere virkede nærmest desperate efter at forklare, hvor mærkelig og utilgængelig filmen er. Edward Douglas opsummerede det meget kontant: 

“I cannot say that ‘Digger’ is very good, although I could tell what Iñárritu and Cruise were going for… I expect a HORRENDOUS CinemaScore.” 

Og ja. Den sætning kommer vi tilbage til. For der er måske noget om snakken. 

Lad mig dog starte med Alejandro G. Iñárritu. Han er i forvejen lidt af en acquired taste. Ikke fordi hans film er dårlige eller underlige – tværtimod – men fordi hans filmografi er så blandet, at man aldrig helt ved, hvilken Iñárritu man får serveret. Birdman er vanvittig, The Revenant er brutal og storslået, og hans film har ofte en meget tydelig kunstnerisk identitet. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Kirkens Korshær

Men med Digger læner han sig langt mere op ad Birdman end The Revenant. Og måske var det første alarm. For hvis du vil vide nogenlunde, hvor vi befinder os, så tænk Terry Gilliams 80’er dystopi Brazil blandet med Stanley Kubricks Dr. Strangelove tilsat en god mængde The Truman Show og så lige drysse Joon-ho Bongs satiriske Mickey 17 på toppen. Smid så det hele ned i en blender og indtag det med aktuelle tematikker som klimakrise, amerikansk kapitalisme, klimakrise og en instruktør, der tilsyneladende har besluttet sig for, at subtilitet er for tøsedrenge. Og fik jeg sagt klimakrise?

Det burde være lige i min boldgade. Det er det bare ikke. 

En genial idé der drukner i sit eget kaos

Jeg vil faktisk ikke bruge alt for meget tid på at gennemgå selve handlingen, fordi Digger er en af de film, hvor det, trods alt, er sjovere selv at opdage, hvor fanden den har tænkt sig at tage dig hen. 

Meget kort fortalt følger vi Digger Rockwell, spillet af Tom Cruise, en gigantisk amerikansk oliebaron, der står over for en naturkatastrofe af dimensioner og forsøger at navigere i det kaos, han selv – direkte eller indirekte – har været med til at skabe. Og ja, filmen handler om klimaforandringer. 

Meget. 

Faktisk så meget, at jeg på et tidspunkt sad og tænkte, hvis filmen pludselig råbte direkte ind i kameraet “HAR DU FORSTÅET BUDSKABET?!”, så ville det cirka føles som det samme.

Det interessante er egentlig, at historien isoleret set er ret fucking genial. 

En ekstrem oliebaron. En verden på randen af kollaps. Et samfund, der fortsætter med at opføre sig, som om alting er normalt. En mand, der forsøger at kontrollere noget, der ikke længere kan kontrolleres. Der ligger en virkelig god film her. 

Problemet er bare, at Iñárritu tilsyneladende ikke kunne nøjes med én film. Så Digger skal samtidig være klimathriller, politisk satire, sort komedie, absurdistisk karakterstudie, samfundskritik, surrealistisk mareridt, eksistentielt drama og et stort fucking statement om menneskehedens selvdestruktive natur. Og den vil gerne være det hele, hele tiden. 

Jeg forstår godt ambitionen, og jeg forstår også budskabet. Jeg er selvfølgelig helt enig i, at klimakrisen er alvorlig. Men jeg behøver ikke få min filmiske røv sparket med en stålstang hvert femte minut for at forstå det. 

Filmen stoler simpelthen ikke på, at publikum selv kan regne den ud. Alt skal forklares. Alt skal kommenteres. Alt skal have en pointe. Og når filmen endelig har lavet en joke, vender den tilbage til den. Og vender tilbage. Og vender tilbage. På et tidspunkt sidder man bare og tænker: “Ja. Den var sjov første gang.”

Tom Cruise’r derudaf

Her kommer filmens største styrke. Hold kæft, et stjernespækket cast. Tom Cruise, John Goodman, Sandra Hüller, Jesse Plemons og Riz Ahmed, bare for at nævne et par stykker. Det er jo nærmest som om Iñárritu har ringet rundt til Hollywood og sagt: “Hvem vil gerne se komplet sindssyg ud i en film?” Og alle svarede ja. 

Mange af skuespillerne er næsten uigenkendelige. Proteser, make-up, falske tænder, ansigtsforvrængninger og et generelt udtryk, der får flere af karaktererne til at ligne mennesker, der er blevet designet af en kunstner, som hader menneskeheden. Og det passer perfekt til filmen. 

Alle er 110 procent karikerede. Ikke bare over the top – over the fucking moon. Det giver faktisk mening i filmens univers. Problemet er bare, at selv jeg – og jeg elsker absurd film – på et tidspunkt havde lyst til at træde på bremsen og råbe: “Okay! Jeg fatter godt, hvad I prøver på. Skru lige ned!”

Tom Cruise er naturligvis filmens helt store cirkusnummer. Der har været snak om, hvorvidt det her kunne blive rollen, der endelig giver Cruise en Oscar, og jeg forstår absolut, hvorfor folk taler om det. Cruise får lov til at smide stort set alle hæmninger og bare får lov til at gå fuldstændig amok. 

Digger Rockwell er arrogant, højtråbende, absurd selvsikker og komplet overbevist om, at verden både drejer rundt om ham og skylder ham penge. Cruise spiller ham med en intensitet, som om han har fået at vide, at filmen slutter, hvis han holder kæft i mere end tre sekunder. Der er flere scener, hvor han får lov til at holde monologer i flere minutter, og det er faktisk imponerende. Han har en vanvittig tilstedeværelse, og der er flere lag i Digger, end man umiddelbart skulle tro. Men igen: 

Jeg fik lyst til at trykke på mute. 

Hans taler bliver simpelthen for meget. Det er ikke nødvendigvis Cruise, der fejler. Han gør præcis det, filmen beder ham om. Det er snarere Iñárritu, der bliver ved med at bede ham om at råbe højere, tale længere og være endnu mere absurd. Goodman, Hüller og resten af castet leverer også stærkt, men næsten alle lider under det samme problem: 

De spiller i en film, hvor volumenknappen sidder fast på 11.

Når satiren forklarer sin egen punchline

Og nu kommer vi til det virkelig frustrerende. For Digger prøver faktisk at være fucking sjov. Og nogle gange er den det. 

Det er næsten det værste. For når filmen rammer, kan jeg godt se præcis, hvad Iñárritu vil. 

Der er referencer, kommentarer, absurde situationer og satiriske observationer, som faktisk fungerer. Jeg kan se Dr. Strangelove. Jeg kan se Brazil. Jeg kan se The Truman Show. Jeg kan se, hvordan filmen forsøger at kombinere kulsort satire med en næsten teatralsk form for absurditet. 

Jeg ser det hele. Og det er problemet. 

Jeg kan se det så tydeligt, at filmen næsten står ved siden af mig og peger med sine fede fingre på sine egne referencer. “Se! Det er satire!” “SE! HER ER EN KOMMENTAR OM KLIMAKRISEN!” 

Ja. Jeg er med.

Og jeg elsker Joon-ho Bongs Mickey 17. Jeg gav den en velfortjent 5/6, og som sagt er Brazil en af mine favoritfilm. Så den her bizarre blanding af sort humor, absurdisme og samfundssatire burde være en direkte billet ind i min hjerne. 

Men for mig falder den konstant over sine egne ben. Det føles som om Iñárritu har så mange idéer, at han er bange for at lade bare én af dem stå alene. Så der kommer lige en ekstra joke. En ekstra reference. En ekstra mærkelig karakter. En ekstra monolog. En ekstra visuel gag. En ekstra pointe. Og så en lille ekstra forklaring på den pointe. 

Jesus Christ. 

Filmen er som en person til en middag, der fortæller en virkelig god joke og derefter bruger syv minutter på at forklare, hvorfor den var sjov.

Smukt, bizart og udmattende

Så kommer vi til selve tonen i filmen. Det er nok her, Digger bliver mest interessant – og endnu en gang frustrerende. For visuelt og tonalt er den fucking mærkelig. Og jeg mener det som et kompliment.

Dennis Gassners production design er overdådigt. Der er detaljer overalt, og man kan konstant finde noget i baggrunden, som fortæller noget om denne bizarre alternative virkelighed. Det er en film, man næsten burde kunne sætte på pause hvert andet minut for at studere scenografien. 

Og lydsiden? Det er faktisk noget af det bedste i filmen. Der er tydelige Yorgos Lanthimos-vibes i lyddesignet, hvor alting føles en smule forkert. Musikken er heller ikke traditionel musik på den måde, man forventer. Den minder flere steder om bobler under vand. Små, organiske, ubehagelige lyde, der ligger under billederne og konstant fortæller dig, at denne verden ikke er helt rigtig. Uden det lydbillede tror jeg faktisk, filmen ville være meget sværere at holde ud. 

Det understreger, at det her univers er en forvrænget refleksion af den virkelige verden – bare med et ekstra lag surrealisme ovenpå.

Et perfekt eksempel er Diggers kat. Jeg vil ikke spoile noget, men bare beskrivelsen siger næsten alt om filmens tone: Katten ser livstræt ud. Den har seks livstruende diagnoser. Den er 30 år. Den har flere private speciallæger der desperat prøver at holde den i live. Og den ser nærmest mekanisk ud. 

Selvfølgelig bliver det kommenteret. Flere gange. Det er både filmens charme og dens største problem. For man vænner sig efterhånden til tonefaldet. Man accepterer universets præmisser. Man begynder at forstå, hvad Iñárritu vil. Og så bliver man næsten irriteret over, at han ikke bare lader os være i det. 

Det hjælper heller ikke, at filmen varer hele 129 minutter.

Jesus fucking Christ.

Den føles lang. Nej – den føles absurd lang. Filmen tager kunstneriske pauser, stopper op, tænker, holder pause, vender tilbage til en joke, forklarer den, går videre og vender tilbage til den igen. Og på et tidspunkt sidder man bare og tænker: “Kom nu fucking videre.” Jeg kunne mærke flere gange, at min koncentration simpelthen forsvandt. Ikke fordi der ikke sker noget – der sker hele tiden noget. Det er faktisk næsten det modsatte. Der sker for meget. Filmen er så overfyldt med idéer, symbolik, satire, visuelle detaljer, monologer, jokes og tematiske pointer, at den til sidst bliver sin egen støj.

Konklusion

Det mest frustrerende ved Digger er, at jeg så gerne ville elske den. Den har alle de ingredienser, jeg normalt falder pladask for: Iñárritu, absurd satire, mørk humor, surrealisme, fantastiske skuespillere, vanvittigt production design, Brazil, Dr. Strangelove, Birdman, Mickey 17 og Tom Cruise som en komplet fucking galning. 

Hvad mere skal jeg bruge?! 

Åbenbart mindre.

For Digger er et perfekt eksempel på en film, der er mere imponerende end god. Jeg kan ikke benægte dens ambition. Jeg kan ikke benægte håndværket. Jeg kan ikke benægte, at Iñárritu har skabt noget, der er fuldstændig sit eget. Og jeg kan bestemt ikke benægte, at det kræver mod at lave en så sær, overdrevet og kompromisløs film i en tid, hvor Hollywood konstant forsøger at lave film, som alle skal kunne lide. 

Men for mig bliver kompromisløsheden til selvfedme. Iñárritu kravler simpelthen for langt op i sit eget røvhul.

Filmen vil være Dr. Strangelove for klimakrisen. Den vil være Brazil, bare endnu større, endnu mørkere og endnu mere absurd. Men hvor Dr. Strangelove havde Peter Sellers’ timing og en knivskarp form for satire, føles Digger ofte som om den råber sit budskab lige ind i fjæset på mig. Og det er dér, den mister mig. 

Jeg forstår, hvad filmen vil sige. Jeg forstår, hvorfor den siger det. Jeg forstår referencerne. Jeg kan se håndværket. Jeg kan endda finde enkelte øjeblikke, hvor jeg tænkte: 

“Fuck, det her er faktisk genialt.” 

Men så går der fem minutter. Og yderligere fem minutter. Og gentager sin pointe. Og sin joke. Og sin monolog. 

Så ja, måske får Digger en horribel CinemaScore (en karakter baseret på publikums reaktioner). Måske bliver den en kultfilm om ti år. Måske sidder folk allerede nu og kalder den et misforstået mesterværk. Og helt ærligt? Jeg håber næsten, de får ret. 

For jeg misunder faktisk dem, der har haft en fantastisk oplevelse med den. Jeg ville ønske, jeg var med på vognen. Men for mig er Digger et 129 minutter langt kunstnerisk overgreb, hvor jeg konstant kan se den fantastiske film, der gemmer sig inde i kaosset – uden nogensinde helt at få lov til at se den.