Directive 8020-anmeldelse – En klichéfyldt parasit fra det ydre rum

Supermassive Games er nok bedst kendt for sit daværende PlayStation 4-eksklusive spil Until Dawn fra 2015. Selvom det ikke var det første spil med fokus på en historie, hvor spilleren selv kunne vælge, hvilken vej den skulle gå, så var det med til at skabe en ny gruppe fans, som elsker de her typer af spil. Jeg kunne også nævne Detroit: Become Human, som er meget i samme stil som det, vi har set Supermassive lave de sidste mange år.

Efter Until Dawn lavede de nogle VR-spil til PlayStation, men efter fire år valgte de at vende tilbage til det, som de havde succes med i Until Dawn, og her blev The Dark Pictures Anthology starten på en ny æra for Supermassive.

Kort fortalt er The Dark Pictures Anthology en serie af spil, som fortæller nye historier med forskellige karakterer i hvert spil. Det første spil udkom i 2019 og hed Man of Medan, og det seneste fjerde spil før Directive 8020 udkom i 2022 og hed The Devil in Me. Det vil altså sige, at ventetiden fra 2022 til 2026 har været den længste, vi endnu har set i serien.

Supermassive har været ude flere gange og udskyde Directive 8020 og gjorde det klart, at visionen og målet var mere ambitiøst end deres tidligere spil, og derfor havde de brug for ekstra tid.

Jeg har spillet gennem Directive 8020 halvanden gang og prøvet at tage så mange forskellige beslutninger, jeg kunne, efter jeg kom igennem det første gang. Spillet tager omkring otte timer at gennemføre, hvilket ikke er meget længere end de tidligere spil i The Dark Pictures Anthology-serien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for What'Sub

Undervejs i spillet er der gameplaysektioner, hvor man selv har kontrollen over en af karaktererne, hvilket er en ny retning, Supermassive tager for serien, og det er også en af grundene til, at de har valgt at udskyde spillet op til flere gange. De ville have det til at fungere, som det skal, og har satset en masse tid og energi på det.

Efter fire lange år er spillet endelig landet i vores hænder, og lad mig sige det sådan her: Jeg var glad for, at det kun var små otte timer langt.

En historie, der tror, den er klogere, end den i virkeligheden er

Efter at have spillet gennem Directive 8020, kan jeg ikke forstå grunden til de mange udsættelser. Man har også kunnet høre på de previews, der har været af spillet et par uger før udgivelsen, at folk var ret kritiske og skeptiske omkring især de her gameplaysekvenser.

Lad os bare komme ind på dem. I klassisk Supermassive-stil er spillet fyldt med valg i dialoger eller veje, man vælger at gå, som drastisk ændrer udfaldet i historien og hvilken retning, karaktererne ender i. Det har jeg intet problem med, og det fungerer også, som det skal her. Det er faktisk ved at være lang tid siden, jeg har spillet et spil, der minder om det her, og jeg kan sgu godt lide, når ens valg har konsekvenser, som man bare bliver nødt til at leve med. Dog kan man spille i en tilstand, der gør det muligt at ændre valg under det, der hedder “Turning Points”, hvor udfaldet radikalt kan ændre, hvor historien ender.

Mit store problem med spillet er faktisk de her usandsynligt generiske gameplaysekvenser, som jeg ikke forstår er en del af spillet.

Man har fra Supermassives side valgt at lave den ene snigesekvens efter den anden, hvor man skal undgå at blive opdaget af et monster ved at snige sig rundt og gemme sig bag kasser eller vægge. Problemet her er bare, at det i sidste ende ikke er sjovt eller spændende, da gameplayet i det her spil føles som et spil fra den tidlige PlayStation 3/Xbox 360-periode, hvor målet er at sprede en masse collectibles ud, som er ligegyldige for selve spillet, men som kun folk som mig, der sigter efter at få 100 %, går efter.

Hvis man bliver opdaget, så er der en QTE-sekvens, hvor du lige kan slå monsteret, og så kan du ellers gemme dig igen. Og her er det andet store problem. De her QTE-sekvenser, som der er rigtig mange af både i gameplaysekvenser og udenfor dem, er så nemme, at det føles som om, man har 100 år til at klare dem. Det fjerner al intensitet og frygt for at fejle dem.

Hvis man har spillet deres tidligere spil, så ved man også, at man kan gennemføre deres spil med flere af karaktererne døde eller forsøge at holde alle i live. Jeg havde ingen problemer med at holde mine karakterer i live, netop fordi der ingen svære sekvenser var. Dog har spillet taglinen “Trust No One”, hvilket er en hentydning til det her parasitagtige væsen, som rammer skibet, man er på, og som kan overtage og lave kopier af ens venner.

Der er flere beslutninger, hvor man skal regne ud, hvem der er de rigtige, og hvilke af dem man kan stole på. Det er egentlig et fedt koncept, men ligesom de uendelige QTE-sekvenser er skriveriet i spillet alt for nemt at gennemskue, og jeg følte aldrig, at jeg sad med et dilemma om, hvem der var de rigtige, og hvem der ikke var. Det skal dog siges, at det kan være meget individuelt, og måske er der nogle derude, som virkelig har haft en god oplevelse og følt sig overrasket eller snydt af de valg, de tog. Desværre havde jeg regnet de her ting ud 10 minutter, før de skete.

Historien og den generelle præmis er noget, vi har set rigtig mange gange før, og det er desværre også uheldig timing, fordi flere nyere sci-fi-film og spil bruger Tau Ceti-stjernen som udgangspunkt. Vi har lige set både Marathon fra Bungie og den fantastiske film Project Hail Mary tage udgangspunkt omkring Tau Ceti, og her minder Marathon og Directive 8020 mest om hinanden. Begge spil har et koloniskib, der bliver sendt afsted, og hvor der selvfølgelig går noget galt.

Jeg sætter pris på, at Supermassive tager skridtet ud i sci-fi-horror, men desværre er historien ikke lige så original, som man kunne have håbet.

Konklusion

Directive 8020 tager skridtet ud i sci-fi-horror, hvilket er forfriskende, når vi kigger på The Dark Pictures Anthology-serien som helhed, men det ender med at være en markant skuffelse. Spillets nye vej mod mere gameplay ender med at blive spillets største problem, da det hverken tilføjer noget engagerende, samtidig med at det føles utroligt gammelt og stift på alle de forkerte måder. Historien er alt for forudsigelig og for det meste heller ikke særlig skræmmende, selvom man tydeligt kan mærke, at det gerne vil være det.

Supermassive har taget chancen med op til flere udsættelser, men hvad al den ekstra tid er blevet brugt på, sidder jeg stadig og spekulerer over. Directive 8020 gør ikke nødvendigvis noget elendigt, men det gør heller ikke noget, der overrasker, og det gør desværre, at det bliver en mere forglemmelig oplevelse frem for en negativ eller positiv rejse.

Lasse Bjørnsten Rasmussen

Skribent & Anmelder

---

Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.