Dirty Harry 4K-anmeldelse – “Go ahead, make me 8K”

“I know what you’re thinking. Did he fire six shots or only five? Well, to tell you the truth, in all this excitement I kinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world, and would blow your head clean off, you’ve got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?”

Få filmcitater har en så rå og uforglemmelig fremtoning som Harry Callahans ikoniske replik i Don Siegels første Dirty Harry. Filmen, der havde premiere i 1971, introducerede os til en betjent, der var lige så kompromisløs som de kriminelle, han jagtede. Harrys opgave i den første film var at stoppe den morderiske Scorpio, en galning, der terroriserede San Francisco. For at fange ham måtte Harry tage metoder i brug, der var lige så brutale som forbryderens egne. Det var en skildring af en betjent, der spillede efter sine egne regler – en karaktertype, der siden er blevet en arketype, men som dengang var en politisk og kulturel lynafleder.

USA, 1971

Da Dirty Harry ramte biograferne, var USA stadig rystet over de virkelige Zodiac-mord, som filmen delvist var inspireret af. Offentlighedens tillid til politiet var på et lavpunkt, og filmen ramte en nerve i en tid, hvor mange følte, at systemet ikke kunne beskytte dem. Harry Callahan blev en slags antihelt – en mand, der var villig til at gøre det nødvendige for at sikre retfærdighed, uanset hvad det kostede.

Åbningsscenen i Dirty Harry indkapsler filmens kontrovers. Er det acceptabelt at hylde en mand, der tilsidesætter loven for at beskytte samfundet? For nogle var Harry en helt, der gjorde det, andre ikke turde. For andre var han et symbol på politibrutalitet og en farlig glorificering af selvtægt. Ved Oscar-uddelingen i 1972 stod demonstranter udenfor med skilte, hvor der stod: “Dirty Harry er et råddent svin.”

Siden da er Dirty Harrys arv blevet endnu mere kompleks. I dag, hvor debatten om social retfærdighed og politiets rolle er mere aktuel end nogensinde, bliver filmen ofte genbesøgt og diskuteret. På den ene side er det en teknisk mesterligt lavet film, der stadig underholder. På den anden side rejser den spørgsmål om, hvilken slags budskaber vi ønsker at støtte som samfund.

Ikonisk figur

Clint Eastwoods Harry Callahan er blevet en af filmhistoriens mest ikoniske figurer. Hans .44 Magnum og hans skarpe replikker gjorde ham til en kultfigur, og publikum verden over elskede at se ham rydde op i San Franciscos gader. Men filmens voldelige og reaktionære undertoner har også gjort den til en kilde til debat. Pauline Kael, en af tidens mest indflydelsesrige kritikere, kaldte filmen en “grotesk højreorienteret fantasi,” der fremstillede politiet som ofre for liberale idealer.

Alligevel er Harry Callahan ikke en simpel karakter. Han er en ensom antihelt, en moderne version af den klassiske westerns revolvermand. Han lever for sit arbejde, har ingen venner, og hans personlige liv er en tragedie. Hans metoder er brutale, men hans mål er klart: at stoppe de onde, koste hvad det vil.

Filmen er også en refleksion af sin tid. I 1970’erne var der en bølge af politifilm, der udfordrede traditionelle heltebilleder. Dirty Harry var en reaktion på de sociale og politiske spændinger i USA, hvor kriminalitet og korruption var stigende, og mange følte, at loven beskyttede de forkerte. Harrys kompromisløse tilgang til retfærdighed var både en kommentar til og en kritik af denne virkelighed.

Fascinerer og provokerer

Selvom Dirty Harry er blevet kritiseret for sin vold og sine politiske undertoner, er det en film, der har haft enorm indflydelse. Den satte standarden for actionfilm og politidramaer og introducerede en ny type helt – en, der ikke nødvendigvis følger reglerne, men som altid følger sit eget moralske kompas.

I sidste ende er Dirty Harry en film, der både fascinerer og provokerer. Den udfordrer os til at overveje, hvad retfærdighed betyder, og hvor langt vi er villige til at gå for at opnå den. Og selvom vi måske ikke altid er enige med Harry Callahans metoder, er det svært ikke at blive fanget af hans beslutsomhed og ubøjelige vilje til at gøre det, han mener er rigtigt.

Hovedretten

Den erfarne filminstruktør Don Siegel, der allerede havde samarbejdet med Clint Eastwood på tre tidligere film, skabte her sin mest succesfulde film – en stram, ubarmhjertig og effektiv politithriller, der leverer 102 minutters intens og medrivende underholdning.

Clint Eastwood er perfekt i rollen som Harry Callahan. Han balancerer ubesværet mellem rigtigt og forkert, tilsyneladende uden at lade sig begrænse af lovens rammer, men står samtidig klart som helten i kampen mod en skånselsløs antagonist, der emmer af ren ondskab. Eastwoods afslappede attitude, hans arrogante afvisning af bureaukratiske chefer, manglende respekt for sine partnere og hans gennemgående kynisme giver filmen en mørk, men humoristisk tone.

Den er spækket med mindeværdige replikker – mange af dem så ikoniske, at de ofte fejlciteres – og en elektrisk energi, der gør det svært ikke at holde med Harry, selv når han bryder reglerne. Hans evige retfærdighedsfølelse og frustration over systemet gør det let for publikum at sympatisere med hans handlinger.

Overfor ham står Andrew Robinson i rollen som den psykopatiske seriemorder og snigskytte. Robinsons præstation er både skræmmende og overbevisende – en rolle, der ikke kun definerede hans karriere, men også førte til dødstrusler fra vrede seere. Ironisk nok var Robinson i virkeligheden pacifist og havde svært ved overhovedet at holde en pistol, før han medvirkede i filmen. Alligevel formår han at portrættere en manisk og hensynsløs karakter, der brutalt myrder mænd, kvinder og børn med en foruroligende glæde.

Filmen er spækket med intense scener og imponerende stunts – blandt andet udfører Eastwood selv det nervepirrende spring fra en bro til en kørende bus, som kunne være taget direkte ud af en Mission Impossible-film. Og selvfølgelig er der de ikoniske face-offs med Harrys Magnum-revolver, der får pulsen op.

Læg dertil Lalo Schifrins fantastiske musik – en af hans bedste præstationer – og Bruce Surtees’ slående cinematografi, og du har en film, der er Siegel og Eastwood på toppen af deres kunnen.

Dirty Harry – En digital genfødsel

For fans, der har set Dirty Harry på DVD og Blu-ray gennem årene, er denne opgradering en sand fornøjelse. Juni 2008 føles som længe siden, men det var dengang, vi første gang fik Dirty Harry på 1080p Blu-ray. Den udgivelse var et skridt fremad, men den nye 2160p HDR10-overførsel er en helt anden liga.

WB’s nye 2160p/HDR10-overførsel af Dirty Harry, baseret på en helt ny 8K(!!)-scanning af det originale kameranegativ, er virkelig imponerende. Billedet fremstår utroligt glat og samtidig filmisk med synligt grain og en stærk detaljegrad. Dog er der enkelte steder, hvor detaljer blødgøres på grund af kildeproblemer, svag belysning eller fokusskift.

Hvor billedet i de tidligere versioner kunne virke grynet og inkonsekvent, er det nu pænt, stramt og rent uden at miste den naturlige filmiske tekstur. Ansigtstræk, frisurer og detaljer som Harrys ikoniske sildebensjakke står nu knivskarpt. Primærfarverne springer flot frem, og hudtonerne ser langt mere naturlige ud end i tidligere udgivelser. Selv tidligere problemområder, som det mærkelige sted i billedet under Scorpions jagt på sit næste offer, er blevet rettet.

De mange udendørsoptagelser i Dirty Harry – fyldt med smukke panoramaudsigter over det solrige San Francisco – ser fantastiske ud i denne overførsel. Dagscenerne fremhæver filmens tidskapsel-æstetik på bedste vis. Når vi bevæger os ind i byens mørkere underverden, bliver det dog lidt mere udfordrende. De sporadiske nattescener, hvor Bruce Surtees’ minimalistiske og stemningsfulde filmfotografi virkelig skinner igennem, kan virke lidt ujævne. Grain– og støjniveauet varierer, og der er tidspunkter, hvor billedet virker en smule “glattet ud” med tekniske justeringer. Men alt i alt er balancen flot, og HDR-behandlingen er subtil, men effektiv – især i scener som det ikoniske “Jesus Saves”-møde, hvor farverne virkelig får lov at træde frem.

Lyden er stadig Dirty, men på den fede måde

På lydsiden er der også gode nyheder. Vi får både et nyt Dolby Atmos-mix og det originale biograflydspor i DTS-HD MA 2.0. Det originale monomix lyder autentisk og giver en nostalgisk oplevelse, der føles tro mod filmen. Atmos-mixet tilføjer en moderne dimension med mere aktivitet i højdekanalerne og en forbedret placering af Lalo Schifrins ikoniske score. Musikken lyder fantastisk, og bassen giver ekstra dybde til de dramatiske scener. Selvom Atmos-mixet er en spændende tilføjelse, er det originale 2.0-spor stadig det bedste valg for dem, der ønsker den mest autentiske oplevelse.

Los extras

Ekstramaterialet på denne udgivelse er også værd at fremhæve. Udover to helt nye featuretter – en om Dirty Harrys generationsoverskridende appel og en hyldest til Bruce Surtees’ cinematografi – får vi en række klassiske bonusmaterialer fra tidligere udgivelser. Dokumentarer som Clint Eastwood: Out of the Shadows og The Man from Malpaso giver dybdegående indblik i Eastwoods karriere, mens kortfilm som Dirty Harry’s Way og Dirty Harry: The Original byder på spændende baggrundshistorier og interviews.

“Do ya feel lucky? Well, do ya, punk?”

Alt i alt er denne 4K Ultra HD-udgivelse af Dirty Harry en fantastisk opgradering. Billedkvaliteten er markant forbedret, lydsporet leverer både autenticitet og moderne muligheder, og ekstramaterialet er en guldgrube for fans. Det er en udgivelse, der virkelig gør ære til en klassiker, der stadig står stærkt over 50 år efter sin debut.

Hvis du er fan af Dirty Harry eller Clint Eastwood, er denne udgivelse et absolut must-have. Stærkt anbefalet, og allerede nu én af årets bedste!

Kasper Rasmussen

Skribent & Anmelder

---

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.