Donkey Kong Bananza-anmeldelse – Et platformermesterværk, der blander det bedste fra Zelda og Mario

Denne artikel indeholder affiliate-links. Hvad det betyder, kan du læse mere om her.

Blot halvanden måned efter lanceringen af den velmodtagne Nintendo Switch 2 har Nintendo nu udgivet et ret uventet spil til deres fans.
Mange havde håbet og forventet at se et nyt 3D Mario-spil blive vist frem ved den store Switch 2-præsentation den 2. april.
Selvom det lignede det forventlige 3D Super Mario-spil, viste det sig at være et spritnyt 3D Donkey Kong-spil med et nyt design og sprængfyldt med kaos. 

For mit vedkommende blev jeg utroligt glad for at se en af Nintendos mest historiske karakterer endelig få rampelyset igen efter at være blevet fuldstændigt forbigået gennem hele Switch-generationen.
Ja, Donkey Kong på Switch fik Wii- og Wii U-genudgivelser, men det synes jeg ærligt talt ikke tæller – selvom Tropical Freeze er et af de bedste 2D-platformspil nogensinde.
Donkey Kong er, sammen med Mr. Game & Watch, en af de ældste Nintendo-karakterer. Vi så ham første gang i det ikoniske og banebrydende arkadespil fra 1981, som blot hed Donkey Kong, og blev skabt af Shigeru Miyamoto (skaberen af Donkey Kong, Mario, Zelda, Pikmin osv.) og en gruppe visionære spiludviklere.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med det originale spil, var faktisk på Nintendo Wii. Jeg fik den røde 25-års Super Mario-jubilæumsudgave i 2010, og på den var det klassiske arkadespil installeret.
Og bare rolig – den røde Wii er stadig i samlingen, sammen med den originale kasse 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Men vi har faktisk set ham i mange forskellige varianter. Især i Super Nintendo Entertainment System-perioden havde han sin storhedstid.
Her kom der banebrydende spil som Donkey Kong Country fra Rare med soundtrack af David Wise, samt Donkey Kong ’94 til Game Boy, som muligvis er det bedste Game Boy-spil nogensinde.
Men da Nintendo 64 udkom, og 3D-spil blev en realitet med Super Mario 64, The Legend of Zelda: Ocarina of Time og mange flere, fik Donkey Kong også sit første – og indtil nu eneste – 3D-spil.
Ja, vi har faktisk aldrig fået et fuldt 3D Donkey Kong-spil siden Donkey Kong 64 i 1999. Spillet, som også blev udviklet af Rare, er især kendt (eller berygtet) for at have en af verdens værste rapnumre nogensinde i et computerspil: DK Rap, skrevet af Grant Kirkhope. 

Men nu er vi her. 26 år senere sidder vi med et spritnyt 3D Donkey Kong-spil, udviklet af EPD Production Group No. 8 – samme hold som stod bag Super Mario Odyssey – og vi har ventet i 11 år siden Tropical Freeze på noget nyt.
Har de mange års venten været det værd? Og får Donkey Kong endelig den opmærksomhed fra Nintendo, som han har manglet?

Bananza er ikke bare et af årets bedste spil, men Switch 2’s første mesterværk 

Jeg lægger alle kortene på bordet med det samme: Jeg elsker det her spil. Allerede fra første sekund kan man mærke kærligheden fra EPD Gruppe 8 – det samme hold, der også stod bag Super Mario Odyssey. Og netop fordi det er de samme udviklere, skulle man tro, at spillet “bare” ville være Odyssey, men med Donkey Kong i stedet for Mario. Og det er det til dels også – men Donkey Kong Bananza har så meget originalitet og så mange unikke koncepter, at det står stærkt på egne ben. 

Historien i Bananza er simpel: En gruppe ved navn The Void Company er ude efter The Planet Core, som siges at kunne opfylde ethvert ønske. Void Company er også dem, der forvandlede Pauline til Odd Rock, men hun formår at slippe væk og ender i Donkey Kongs hænder. Sammen vil de bruge deres respektive styrker til at stoppe den forbryderiske gruppe, så deres onde planer aldrig bliver til virkelighed. Undervejs åbner Pauline mere op omkring sig selv, efter at have været holdt fanget. 

Men – som i næsten alle andre Nintendo-spil – så er det ikke historien, der er det vigtigste. Det er gameplayet, og her leverer Bananza en tour de force. De mange forskellige verdener, man besøger, jo længere ned i planetens kerne man kommer, er varierede og mesterligt kreeret. Ligesom i Super Mario Odyssey, hvor man bevæger sig rundt i semi-åbne verdener, synes jeg faktisk, at Bananza gør det endnu bedre. 

I Odyssey var man tvunget til at finde et bestemt antal måner for at kunne komme videre – det føltes lidt for meget som en tjekliste. I Bananza er det valgfrit, om man vil samle bananerne. De fungerer nemlig som en ressource, der giver spilleren skill points. Historien og progressionen er en del af verdenen og bliver aldrig låst bag collectibles. 

Og når vi nu snakker om verdenerne – vi spiller jo som Donkey Kong, og han skal selvfølgelig kunne smadre ting. Det skal jeg love for, at man får lov til! Alle banerne er bygget op fra bunden og har et skelet af metal, som ikke kan ødelægges. Men oven på den kerne er der lagt et nyt lag, der inviterer spilleren til at udforske alle krinkelkroge – og ja… smadre alt! 

Det er utrolig tilfredsstillende at slå sig gennem en væg, grave sig ned i jorden og pludselig støde på bananer, fossiler eller kister. Og her fungerer collectible-jagten også langt bedre end i Odyssey, fordi det føles hundrede procent naturligt, når man finder et fossil dybt nede i jorden – i modsætning til bare at kravle op på et tag og finde en måne. Alt smelter sammen til en levende og sammenhængende verden i Bananza.  

Men hvad skal man bruge alle disse collectables til? Ligesom i Odyssey, kan man bruge sine collectables som en valuta til at købe tøj til Donkey Kong og Pauline, eller til at købe en masse helbredende genstande, som æblejuice eller melonjuice, der kan gøre dine kampe langt nemmere, hvis man har brug for det. Men det er især tøjet, der er det spændende, da det giver spilleren forskellige små bonusser. Nogle gør, at man kan svømme hurtigere i vand, andre øger hvor hurtigt ens energibar fyldes op, før man kan transformere sig om til en Bananza-transformation. 

Bananza-transformationer giver spillet endnu et lag af dybde og kan både hjælpe spilleren gennem et svært område, eller nærmest “snyde” sig gennem en puzzle. Man får relativt hurtigt adgang til den første transformation, nemlig Kong Bananza. Med den kan man slå sig gennem materialer, som den normale Donkey Kong trods sin styrke ikke kan bryde igennem. 

Har man lyst til at løbe hurtigt hen over vand eller tynd is, så er der også Zebra Bananza. Ostrich Bananza er en tredje mulighed – med den kan man flyve rundt og nå højder, man normalt ikke ville kunne. Der er også flere, men dem skal man selv have fornøjelsen af at opdage. 

Med dette ekstra lag af variation i gameplay, føles det næsten som om Donkey Kong Bananza blander Super Mario Odyssey og Tears of the Kingdom. Super Mario Odyssey, fordi det er skabt af samme hold og indeholder utroligt meget DNA fra netop dét spil. Men Tears of the Kingdom ændrede også måden, man spillede spillet på, med brugen af Ultra Hand-egenskaberne. 

Jeg blev konstant mødt af nye idéer, puzzles, omgivelser og kærlighed til Donkey Kong. Og når jeg først havde startet spillet op, kunne jeg ikke lægge det fra mig – og det kommer jeg heller ikke til at gøre i mange timer endnu. Jeg skal ud og finde så mange collectables som muligt, klare alle challenges og bare udforske de her mesterligt kreerede verdener. 

Men det, der for alvor cementerede det her som et helt specielt spil, var, da jeg for første gang fik bygget en gateway og gik i seng. For når Donkey Kong sover, snakker Pauline til sig selv om alverdens ting. Det kan være sjove ting, hun har spekuleret over i forhold til det område, man befinder sig i, eller noget mere personligt om hende selv og hendes frygt. Pauline var en genistreg at inkludere i spillet som sin companion.

Til sidst vil jeg dog gerne adressere det tekniske. I et interview med en af spillets instruktører, Kazuya Takahashi, udtalte han, at de har brugt bestemte teknikker og teknologier, som i visse tilfælde kan føre til frame-drops. Men jeg må bare sige: Hvis man ærligt talt har spillet spillet igennem og synes, det har været teknisk dårligt, så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Spillet kører fremragende og stabile 60 FPS konstant under gameplay. Det er kun i få tilfælde – under en boss eller når man destruerer en bestemt genstand – at billedet kan hakke lidt. Men når spillet dykker kortvarigt, er det aldrig i gameplay, men altid i starten af en cutscene eller lignende. Så de der katastrofeoverskrifter giver jeg ikke meget for – og efter 20+ timer er det altså et non-problem. 

Konklusion 

Donkey Kong Bananza leverer det første mesterværk til Nintendo Switch 2. Spillet er sprængfyldt til bristepunktet med kreativitet, sjov og engagerende puzzles – både i udfordringsområderne, men også i omgivelserne. Du kan gå til spillet, præcis som du har lyst, ligesom man kunne i 2023’s bedste spil, Tears of the Kingdom. De forskellige Bananza-transformationer giver spillet et ekstra lag af tilgængelighed og kan være en hjælp for spillere, der måske har det svært med den her slags 3D-platformere. 

Donkey Kong og Paulines forhold gennem spillet er fantastisk, og jo længere man kommer ind i fortællingen, jo mere lærer man Pauline at kende. Især i de mange gateways, man kan bygge og sove i, bliver der fortalt små historier til spilleren, som bare giver spillet endnu mere charme. Det er en lille detalje, der er nem at overse, men hver gang jeg fandt én, kunne jeg ikke vente med at høre, hvad Pauline havde af nye historier eller betragtninger. 

Efter 20+ timer har jeg stadig kun skrabet i overfladen, og jeg kan ikke vente med at gå endnu mere bananas i omgivelserne og samle collectables. Jeg kan ikke få nok, og det varmer mit hjerte, at Donkey Kong endelig har fået det længeventede 3D-spil, han har fortjent. Jeg håber inderligt ikke at ventetiden mellem Donkey Kong spil bliver 10+ år igen. Han er kommet for at blive! 

Mario Kart World var Nintendo Switch 2’s første system-seller, men Donkey Kong Bananza er systemets første mesterværk. 

Lasse Bjørnsten Rasmussen

Skribent & Anmelder

---

Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.