Doom: The Dark Ages – Revelations-anmeldelse – Mere af alt det fede

Der er noget bittersødt ved Doom: The Dark Ages – Revelations. For dagen inden denne sublimt velsmurte og røvsparkende DLC-udvidelse udkom, fyrede Xbox halvdelen af de folk, der havde lavet den.

Det går som bekendt ad helvede til ovre hos Xbox, og derfor skærer de heftigt ned på personale i øjeblikket. Det gik blandt andet ud over Id Software, der måtte sige farvel til omkring 135 kolleger. Næsten halvdelen af de ansatte i studiet.

Derfor havde jeg en mærkelig smag i munden, da jeg startede den nye DLC-kampagne op. Kan jeg overhovedet nyde det her, i lyset af fyringerne? Man skal ikke spille Revelations særlig længe før det står klart, at det i hvert fald ikke er manglende kompetencer, der er årsag til fyringerne.

Jeg elskede Doom: The Dark Ages, da det udkom sidste år. I mine øjne er det klart det bedste af de tre moderne Doom-spil. Men nogle fans savnede lidt det vanvittige tempo fra forgængeren, Doom Eternal. Hvor man fløj rundt, konstant aktiverede forskellige angrebsevner og brugte supershotgun’ens kødkrog og kæde til at trække sig hen mod fjenderne.

Den kritik har Id Software tydeligvis lyttet til. Målet med Revelations er åbenlyst at gøre spilleren mere mobil og bringe noget af det hæsblæsende tempo fra Eternal tilbage. Det er lykkedes – elskede du Doom Eternal, bliver du ræddi’ glad for Revelations.

Men var du ikke så solgt på Eternal, skal du ikke blive nervøs. For Revelations beholder også alt det, der gjorde Doom: The Dark Ages fedt. Det krydrer bare formlen med nye værktøjer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden

Spyd og kæde

Vores tavse helt, the Slayer, er blevet kastet ned i en skærsild dybt i helvede. Han har fået lesterlige klø forinden, så det meste af hans udstyr er smadret. Herunder det ellers så seje motorsavsskjold, der gjorde Doom: The Dark Ages så fedt.

I stedet får man et nyt våben, et spyd med kæde på. Det kan bruges som gribeklo, så man kan trække sig hen mod fjender eller gennem landskabet, og bliver opgraderet med nye angrebsformer i løbet af kampagnen.

Men vigtigere endnu er måske, at der følger et dash med spyddet – mulighed for hurtigt at kaste sig en kort afstand frem, tilbage eller til siderne. For undviger du en dæmons angreb med perfekt timing, giver det ladning til spyddets øvrige angreb. Altså dem, du virkelig kan hærge med.

Så selvom skjoldet er væk (for en kort stund – man får det hurtigt tilbage igen), er dansen fra Doom: The Dark Ages intakt. Der er bare kommet en ekstra stilart til, og du vælger helt selv om du vil danse vals eller tango.

Sømmet i bund

Alt i Doom: The Dark Ages – Revelations vidner om et studie i fuldt firspring. Alle erfaringer fra grundspillet har tydeligvis været i brug, da Revelations skulle udformes. Designet af arenaerne, man kæmper i, er måske det bedste i hele spillet med nye muligheder for vertikalitet. De nye fjender er fede og udfordrende at slås med (selvom Arch-Vile fortsat er seriens ledeste skurk), og det er en fryd at rive og flå sig gennem horderne af dæmoner.

Gameplayet i Revelations er så hæsblæsende, at alle andre skydespil falmer ved siden af. Det er en konstant dopaminrus, når man dukker, hugger og undviger for at samle energi til de specialangreb, der skaffer livsvigtig rustning og helbred og ofter er nødvendige for at redde ens skind.

Selvom her i praksis kun er fire reelle baner, samt den ganske store hub, der udgør ens fængsel, er der rigeligt at gå på opdagelse i. Banerne er lange, og både dem og hub’en er fyldt med hemmeligheder og puzzles at kaste sig over.

Og selv når man er igennem historien og the Slayer har fået sin hævn, er Revelations ikke færdig. Her åbner sig nemlig det, udviklerne kalder ”end game”. Det er endnu en rundtur gennem banerne, spækket med nye udfordringer og opgraderinger. Det kan lyde som et billigt trick for at forlænge spilletiden, men dette end game byder på nogle af de suverænt bedste puzzles og kampe i hele spillet. Det er her, du bliver allermest presset – men også her, du for alvor kan blære dig med de mange evner du har tilegnet dig i løbet af kampagnen. Og de er i disse arenaer at spillet synger! Der er tilmed lagt nye ruter og genveje ind, så man ikke skal vade hele banen igennem igen.

Doom: The Dark Ages – Revelations er rendyrket fornøjelse. Var du vild med Doom: The Dark Ages er pakken rigeligt pengene værd – her er mere af alt det, der gjorde grundspillet så blæret.

Og foretrak du Doom Eternal er Revelations også pengene værd, for det byder på så meget af det, du måske savnede i The Dark Ages.

Selv musikken er blevet bedre i Revelations end The Dark Ages. Altså, hvad mere kan man bede om?

Rasmus Lund-Hansen

Medredaktør

---

Rasmus’ største frygt er at blive en sur, gammel mand. Derfor lever han på en streng diæt af Nintendo og små indiespil, obskur hip-hop og elektronisk musik ingen har hørt om.