DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Hvis du er lige så gammel som mig, kan du sikkert huske dengang Gears of War udkom. Og hvordan Gears of War ændrede alt. Ganske vist havde der været masser af third person shooters før, og enkelte af dem havde også haft et cover-system. Men ingen af dem havde gjort processen med at dukke sig bag en halvmur, forsigtigt stikke hovedet op og pløkke horderne af fjender i fjæset så nem og strømlinet som Gears of War.

Det startede en bølge i branchen. Alle spil skulle nu have et cover-system. Grand Theft Auto, Uncharted, Splinter Cell, alle de store serier fulgte trop.

Jeg nævner det, fordi det her føles som et lignende øjeblik. Måske indvarsler DOOM: The Dark Ages en lige så stor omvæltning. Spillet udstyrer dig nemlig med et skjold, som var du en ridder i middelalderen. Og det ligner umiddelbart bare en gimmick, men det er meget mere end det. Det er måske den største nyskabelse i first person shooter-genren, siden man opfandt aim down sights. Skjoldet vender fuldstændig op og ned på, hvordan man går ind til en kamp, og gør DOOM: The Dark Ages’ action til det mest hæsblæsende og dynamiske, jeg kan huske at have spillet længe.

Fortidens synder

Jeg har elsket DOOM, siden jeg som 11-årig modtog shareware-udgaven af det første spil med posten, på to disketter fra Politikens computerklub. Det oprindelige DOOM og især DOOM II står som noget nær perfekte spil, og hvert spil i serien har været kærlighed ved første møde. Med undtagelse af DOOM Eternal fra 2020.

I dag er jeg konvertit, men Eternal fangede mig overhovedet ikke i starten. Det overvældede spilleren med systemer og mekanikker på alt for kort tid, og den uigennemtrængelige historie føltes som om man var blevet kastet ind i midten af fjerde sæson af Game of Thrones og forventedes at kende alle. Hvem helvede er Khan Maykr? Hvad er en Hell Priest? Og har vi mødt ham der Betrayeren før?

Samtidigt ville Eternal også helst have, at man spillede på en meget bestemt måde, hvor man konstant skulle holde styr på en absurd mængde cooldowns, hele tiden skifte våben, hele tiden skifte våben-modifikationer, jagte ammuniton, og hoppe og klatre rundt i nogle seriøst underkogte platformsekvenser, der føltes som Temu-udgaven af Celeste. Det fik mange til at falde fra. Jeg var selv en af dem. Og selvom jeg senere så lyset og forstod hvad DOOM Eternal ville have mig til, forstår jeg godt dem, der aldrig vendte tilbage.

DOOM: The Dark Ages løser alle de problemer, Eternal havde. Alle. Der er færre systemer at overskue, de er nemmere at holde styr på, og de bliver introduceret i et langt mere behageligt tempo. Hver gang The Dark Ages giver mig en ny evne, sidder jeg med et grumt smil – yes, endnu en måde at rundsmadre dæmoner på.

Op med skjoldet

Apropos at rundsmadre; vi skal tale om det der skjold. Du har det på armen fra første øjeblik, og snart står det klart, at du kan bruge det til at afværge dæmonernes projektiler. Og timer du paraden perfekt, ryger projektilet direkte tilbage i fjæset på dets afsender. Ofte åbner det for et såkaldt glory strike, der flækker dæmonen på blodig vis, mens ammunition og health vælter ud som var det en fastelavnstønde.

Andre fjender vil forsøge at slå, rive og stampe på dig, og igen handler det om at hæve skjoldet på det helt rigtige tidspunkt. Gør du det, får du ”ammo” til DOOM: The Dark Ages’ andet nye tiltag: melee-angreb. Den ikoniske motorsav er væk, og i stedet erstattet af tunge knytnæveslag, plejl og morgenstjerne.

Ja, udviklerne fra Id Software har kigget spil som Dark Souls og Sekiro efter i sømmene. De har simpelthen formået at gøre soulslike-agtig kamp til en ting i skydespil. Resultatet er suverænt. Du flyver rundt på slagmarken, skyder og banker løs på horder af dæmoner. Og takket være skjoldet, er ethvert af fjendernes angreb ikke kun en trussel – det er også en mulighed for at gøre endnu mere skade. Snart bliver skjoldets tunge ”gonggggggg” fra en perfekt parade til din nye yndlingslyd.

Når man så tilføjer Id Softwares legendariske sans for gunplay og styring til gryden, får man en blanding, der ganske enkelt er magisk. DOOM: The Dark Ages har ikke bare den bedste combat i den moderne DOOM-serie – det har den måske bedste combat i moderne skydespil overhovedet.

Man suser på tværs af de vidde slagmarker, danser med det store monstergalleris mange forskellige angreb, og opdager nye slagkraftige kombinationer af skud, kast med skjoldet og knytnæver. Spillet giver dig en overflod af tangenter at spille på, og de er alle sammen en fornøjelse at bruge.

Riv og flå

Nogle læsere får måske lidt koldsved på panden, når de hører Dark Souls i samme åndedræt som DOOM. Men selvom DOOM: The Dark Ages hjertens gerne vil presse dig, udfordre dig og tvinge dig til at bruge hele værktøjskassen til noget nær perfektion,  så har spillet også et andet mål, som det prioriterer endnu højere.

DOOM: The Dark Ages synes at du skal have det fedt. Du skal føle dig som helvedes største bad-ass.  Og det gør man ikke, hvis man dør hele tiden.

Derfor kan sværhedsgraden ikke blot justeres undervejs, du kan fintune den på noget nær samtlige parametre. Halter din timing med skjoldet? Så kan du forstørre vinduet, hvori du reflekterer fjendernes projektiler. Du kan justere hvor hårdt fjenderne slår, hvor aggressive de skal være, hvor meget skade du selv giver; der er slidere til det hele.

Og omvendt, synes du det hele er easy-mode, kan du skrue alt op og mærke helvede fra sin værste side. Du kan tilmed spille med permadød, så du kun har ét liv og losses tilbage til hovedmenuen, når du dør.

Markedsføringen for DOOM: The Dark Ages har gjort et stort nummer ud af de sekvenser, hvor man styrer en kæmpestor mech og bekæmper giga-dæmoner i kaiju-størrelse. Såvel som sekvenser, hvor man flyver rundt på ryggen af en drage med maskinkanoner.

Hånden på hjertet, så føles de lidt stive i det. Begge typer sekvenser er bygget om omkring en dodge-mekanik, hvor man skal undvige angreb på det rette tidspunkt for at kunne gøre skade. De fungerer mest af alt som et lille temposkift, en ganerenser. Og er så tilpas korte, at de slutter inden de bliver kedelige. Der er heller ikke for mange af dem. Det betyder heldigvis, at de ender med at føles som et fint lille afbræk, i stedet for noget der bare skal overstås.

Et andet brud med den sædvanlige DOOM-formular er, at der nu er cutscenes. Animerede mellemsekvenser, hvor skurkene lægger planer og de gode desperat forsøger at stå imod. Jeg vil bestemt ikke kalde historien god, men den er heller ikke dårlig, og oven på DOOM Eternals uigennemtrængelige vås er det faktisk en sejr. Historien i DOOM: The Dark Ages stiller sig ikke i vejen for spillet, og den er mest af alt en undskyldning for at sende spilleren rundt i de vidt forskellige og vanvittigt flotte omgivelser, de forskellige baner foregår i.

Så englene synger

Det kan godt være, at DOOM: The Dark Ages har taget navn efter den mørke middelalder, men spillet føles mere som starten på en renæssance. Med et relativt simpelt greb – at udstyre spilleren med et skjold, der kan vende fjendens angreb – har Id Software vendt fuldstændig rundt på skydespilsgenren. De har gjort melee til en integreret og central del af et spil, der ellers handler om at nakke dæmoner med sit haglgevær. Og det går ikke ud over skyderiet. Det gør hele oplevelsen bedre.

DOOM: The Dark Ages er det bedste skydespil, jeg har spillet i mange, mange år. Måske i et helt årti. En sjælden gang imellem daler niveauet til ”fint nok”, og resten af tiden er det en symfoni af gameplay, eksplosioner og tunge guitarer. Det er en genistreg. Et mesterværk. Det er sømmet i bund, hele vejen til helvede. 

Rasmus Lund-Hansen

Medredaktør

---

Rasmus’ største frygt er at blive en sur, gammel mand. Derfor lever han på en streng diæt af Nintendo og små indiespil, obskur hip-hop og elektronisk musik ingen har hørt om.