Udvikler/Udgiver: Spike Chunsoft / Bandai Namco
Genre: Kampspil
Platform: PlayStation 5 (anmeldt), Xbox Series X/S, PC
Kasper Pedersen
Estimeret læsetid: 5 minutter.
October 7, 2024
Efter 17 år vender den populære “Budokai Tenkaichi”-serie tilbage under det oprindelige japanske navn “SPARKING!”. Er det en titel der stolt bærer sin arv videre for både nytilkommere og langtids fans af serien?
Dragon Ball er nok det første (udover Pokemon) barndomsminde, der dukker op for mig, når det kommer til introduktionen af japansk tegnefilm (anime), og dets særprægede kultur i både spil og skriftligt format. Der var bare noget voldsomt appellerende ved “bigger than life” karaktererne, der fokuserede mere på at tæve løs på hinanden, mens de råbte og skreg, med voldsomt destruktive teknikker og farverige design.
Disse indtryk gik videre til spilverdenen, hvor jeg tankeløst konsumerede titler helt tilbage til Dragon Ball: Budokai fra 2002 på PS2, og et virvar af senere spil i den hæsblæsende kampsports serie. Nu er der kommet en ny titel, der relaterer sig tilbage til Tenkaichi-serien, som sidst udkom i 2007 med en ny grafisk motor og et større persongalleri end nogensinde.
Dragon Ball har eksisteret i mere end 40 år (føler du dig gammel nu?), og med så stor en arv, følger et overflødighedshorn af karakterer. Dette nyder Sparking! Zero godt af, da det blandt andet sælges på at have et persongalleri på mere end 180 kæmpere, som du kan vælge imellem.
Dette er dog ikke hele sandheden, da en del af disse er blot transformationer af andre karakterer – Såsom Son Goku SSJ, SSJ2, 3 etc. Det skal dog ikke forstås som et direkte negativ, da der stadig er mange forskellige karakterer at vælge imellem, som spænder over den ny afdøde mangaka, Akira Toriyama (hvil i fred), mange års tro tjeneste til mediet.
Med sin lange historiske arv har der også været rigeligt materiale for spiludviklerne at tage af, da der skulle laves en singleplayer kampagne. Det har de så sandelig også benyttet sig af, da historien spænder sig over den såkaldte “Saiyan saga” og helt ind i “Universe Tournament saga”, som er senest animeret i Dragon Ball Super-animeen.
For veteraner af serien vil der være velkendte scener, nu smukkere fremvist end nogensinde takket været brugen af Unreal 5 Engine, og der vil da sikkert være rigeligt med øjenguf for nye spillere. Men uanset om du er inde i materialet eller ej, vil man hurtigt sande, at historien er rædderligt fortalt rent strukturelt.
Der springes voldsomt i scenerne, der er klippet sammen af både statiske billeder med tekst, samt filmiske scener fulde af bevægelser og farver. Dette skaber en total forvirring for spilleren, og selvom det står en frit for at hoppe mellem tidligere kampe, kan man næsten få piskesmæld over det høje tempo, som spillet bruger til at springe mellem ellers ikoniske scener.
Historien kan tackles fra mange forskellige vinkler. Det er ikke kun seriens hovedperson, Son Goku, der er i fokus her, der er også mulighed for at spille som blandt andet Vegeta, Piccolo, Frieza og endda Goku Black fra Super. Det giver mange spiltimer, og det er underholdende at opleve historien fra de forskellige personers perspektiv, når den endelige tidslinje skal fastlægges.
Hvad der giver ekstra fylde, er de forskellige forgreninger, som historien kan tage. Visse steder i spillet kan man enten tage alternative valg, eller klare små ekstra opgaver i en kamp, der så vil føre historien i en anden vej end den oprindelige. Nogle gange fører det til flere sjove alternative kampe, andre gange er det bare en cutscene på ca. 30 sekunder.
Kampsystemet i Sparking! Zero er overordnet velstruktureret. Der er lagt en masse energi i at give hver person, og deres transformationer, unikke teknikker, der passer til netop dem. Diverse angreb er sat op på samme måde, så det er de samme knapper der skal trykkes på, når man vil benytte sig af enten nær- eller langdistance angreb.
Der er også rigeligt med angreb, forsvars og undvigelsesmanøvre at bruge af, så derfor er det vigtigt at bruge spillets robuste træningsprogram, før man kaster sig ud i kampens hede. 3D-kampene foregår i veldetaljeret omgivelser, der byder på destruktive genstande, såsom bygninger og klipper, der kan benyttes til at få overtaget på fjenden.
Nogle af kampene er virkeligt svære, med mindre man forstår timingen til perfektion, grundet det hastige tempo. Men med stædighed og læring kan meget lade sig gøre, og det føles virkelig tilfredsstillende. Der var dog gange, hvor jeg missede med angreb, der burde have ramt plet. Det var lidt frustrerende, da det kostede energi, som alle ens teknikker er bygget op omkring, der dikterer hvilke angreb man kan bruge, og kunne efterlade en åben for modstanderens angreb.
Hvor der ikke er en finger at sætte på i Sparking! Zero, er mængden af dets indhold. Som tidligere skrevet er der den vidtrækkende historie, træningsmode, ting der kan købes til dine karakterer, en biografmode og online kampe både som enkeltmandshold eller team af 5.
Der er mange små opgaver, der kan løses på vegne af den almægtige Zen-oh (karakter fra Super), der blandt andet kan fører til Dragon Balls, der kan opfylde ens ønsker for ekstra karakterer, penge og meget andet. Et af de mest interessante nye tiltag var en mode, hvor man kunne lave sine egne kampe med en lille historie, og dele med andre på nettet. Desværre fik jeg ikke benyttet denne særligt meget under denne anmeldelse, da det ikke var muligt at møde andre spillere i givne tidsrum.
Dragon Ball Sparking! Zero er et hæderligt håndværk for både fans af serien og elskere af kampspil. Der er rigeligt at kaste sig over når det kommer til rent indhold, og de farverige karakterer står skarpere end nogensinde med Unreal Engine 5 grafiske finesse’.
Desværre tynges det gevaldigt ned af sin mangel på struktur og for mange overspringshandlinger. Historien er alt andet end konkret, og animationerne virker til tider sløset med statiske billeder eller forældet detaljer. Det er et solidt kampspil, der benytter sig godt af sin 40 års rige historie. Men der er også en del tekniske detaljer, der holder det tilbage fra at være som et ønske opfyldt af selveste Shenlong.
Udvikler/Udgiver: Spike Chunsoft / Bandai Namco
Genre: Kampspil
Platform: PlayStation 5 (anmeldt), Xbox Series X/S, PC
Skribent & Anmelder
Kasper har en kandidatgrad i Corporate Communication, hvor han specialiserede sig inden for tekstforfatning og hjemmesidedesign. Har tidligere været anmelder og skribent hos Pixel.tv i to år. Har en stor kærlighed for alt japansk underholdningskultur, såsom anime og JRPG. Nyder også et godt Survival Horror-spil, der bygger på atmosfæriske gys fremfor tarvelige jump scares.
Nyhed
May 8, 2025
Nyhed
May 8, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
© Copyright - arkaden.dk