Dragon Quest III HD-2D Remake-anmeldelse – En flot, men pisseirriterende oplevelse

Som stor JRPG fan, og tidligere spiller af flere Dragon Quest spil, smerter det mig virkelig at sige, at dette muligvis er det værste spil jeg nogensinde har spillet

Intet kan slå et godt JRPG og Dragon Quest har lange og traditionsrige rødder. Serien har i de seneste år budt på Dragon Quest XI: Echoes of an Elusive Age og Dragon Quest Builders 2. To spil som jeg var mægtig underholdt af. Dragon Quest XI var min første introduktion til dette univers, og det var en underlig, men dejlig oplevelse at opleve Akira Toriyama’s design i andet end bare Dragon Ball. Jeg var derfor rigtig spændt på at “genopdage” et af de tidlige Dragon Quest-spil.

Alt lover godt fra starten

Allerede i de første par minutter viser spillet sin skønhed. Musikken er opdateret, en flot intro og der er nu endda indtalt stemmer til noget af dialogen. Dette er i sandhed et spil der matcher det obskure affix HD-2D Remake. Omgivelserne har en utrolig dybde og nogle af de tidlige scener gav mig næsten flashbacks til dengang jeg så Avatar for første gang i 3D i biografen. Selv uden nogen 3D briller er dybden repræsenteret så godt at spillet føles levende og nærmest kravler ud af skærmen, rigtig godt komplimenteret af varme farver. En lille ridse i lakken på den pæne overflade er at ens karakter “flyver” hen over landskabet. Styringen er så flydende og hurtig, at man nærmest bliver søsyg i det pæne landskab.

Dragon Quest har altid været et traditionelt JRPG. Du er helten, du starter småt og skal redde verden. Hvorfor pille ved den formel, når den virker. Dit mål er såre simpelt, besejre den onde Archfiend, som truer verden og blive en stor helt som din far før dig. Din far fejlede dog desværre sin mission og kunne ikke definitivt besejre ondskaben. Det er hele plottet og desværre udvikler den del sig ikke meget mere end det i store dele af spillet, men detaljen om faderen skaber en sjov sammenligning.

I lyset af hele Palword VS Pokémon er der tit ét argument der dukker op. Jamen er Pokémon egentlig ikke bare en klon af Dragon Quest? Jeg kunne personligt ikke lade være med at trække på smilebåndet efter jeg havde spillet den første times tid. Du vågner op i et lille hus i en lille by, du bor alene med din mor og efter et besøg ved en gammel mand har du en mission om at udforske hele verden. Lyder det bekendt? Det er endnu mere surrealistisk at spille det. Nårh ja, fik jeg nævnt at inden du begiver dig ud på din færd så tager du lige forbi din mor og får et hvil.

Det originale Dragon Quest III udkom første gang i 1988, Pokémon kom til i 1996. Så må I selv danne jeres egen mening.

Dragon Quest har desværre aldrig udviklet sig

Jeg er målløs over hvor lidt der er blevet innoveret i denne serie. Jeg husker tydeligt at jeg syntes at kampene i Dragon Quest XI føltes antikke og tunge, og et kig tilbage med dette spil bekræfter desværre at det altid har været sådan. Du får kastet tre holdkammerater i hovedet uden de får nogen som helst effekt på historien eller hver deres baggrundshistorie. Du kunne lige så godt løbe rundt med tre kludedukker i en snor efter dig. Især fordi de virkelig kan udvikle sig til at være dødvægt. Hvis en fra dit hold dør i kamp, vises de på skærmen som en kiste der følger efter dig. Normalt har man adgang til ting eller spells, som kan genoplive. De er bare ikke sådan lige til at skaffe, jeg fandt ikke nogle Yggdrasil leaves før meget sent, ej heller nogen merchant der solgte dem og de spells der kan genoplive har en fejlrate der får en til at råbe meget højt.

Du får cirka nul introduktioner til kamp og af en eller anden grund har man tænkt at det var en god idé at sætte ens hold til at automatisk tage deres tur fra starten af uden at fortælle at det kan ændres. Listen af positive ting at sige er desværre brugt helt op ligesom min tålmodighed med dette spil. Du får ingen hjælp til noget som helst. Hverken i kamp eller til historien.

Udover din altoverskyggende mission er alt inden bare missioner hvor du skal hente ting A og bringe den til lokation B. Ingen fluff, ingen twists, ikke engang nogle seje bosskampe. Bosskampene bliver lidt større henad mod slutningen, men der er man så frustreret, at det hele kan være lige meget.

Allerede fra starten af er spillet meget åbent. Du får din mission, og så er det ellers bare værsgo at finde ud af, hvem du skal snakke med for at få det løst. Hvis man kigger på kortet kan man som regel se hvor man skal bevæge sig hen, men ofte er det bare ens overordnede mål og delmålene er slet ikke nævnt. Så skal man “genafspille” dialog man tidligere har hørt, og det gider man bare ikke og man overvejer det ikke engang fordi det ligger gemt langt inde i menuerne. Det meste af tiden bruger man på at rende rundt på et stort kort for at komme fra A til B kun afbrudt af at samle loot op og en helvedes masse kampe og jeg mener EN HELVEDES MASSE KAMPE! Det er så selv den mest garvede Pokémon-gamer begynder at tænke, nu stopper det fandme!

Spillet har én sværhedsgrad og den er permanent svær

Én positiv ting ved kampene er at der nu er en hurtig måde at flygte på. Ved at holde trekant nede (PlayStation) kan man nemt igangsætte et flugtforsøg. Efter kamp nummer 9999 har man mest af alt lyst til at flygte hver gang. Det hjælper bare ikke noget på den lange bane. Ingen kampe, ingen XP. Ingen XP, ingen levels. Ingen levels, ingen større kosmiske kræfter. Sådan er cyklussen bare i sådan et spil, og det ville også være okay, hvis man faktisk fik noget ud af at stige i level.

Spillet indeholder bare den mest straffende sværhedsgrad jeg nogensinde har oplevet. Der er tydeligvis indbygget en eller anden form for svaghedsfaktor i kampene, altså den klassiske ild er svag overfor frost/vand etc. Det bliver bare aldrig introduceret og virker ekstremt tilfældigt. Det ene øjeblik gør min frostmagi stor skade på et ildmonster, næste runde gør det halvt så meget uden at forklare mig hvorfor. Det samme gør sig gældende for de karakterer der kun bruger våben. Det vil sige at man aldrig har nogen form for konstant skade. Nå men så skal man vel bare grinde lidt og stige noget levels? Ja, hvis man da bare fik adgang til nye spells eller udstyr. Udstyr er så ufattelig dyrt at man kun kan købe en enkelt ting her og der. Og nye spells? Tja måske lidt, men jeg havde eksempelvis en defensiv magiker på mit hold som ofte endte med at blive ubrugelig. Han lærte næsten ingen offensive spells, hans fysiske angreb gjorde 1 skade og de buffs han havde gjorde ingen forskel. Læg dertil at monstrene næsten laver samme mængde skade som dig selv, og af en eller anden grund har alle monstre også adgang til nærmest alle spells. Så selvom jeg egentlig følte at de resterende karakterer gjorde nok skade så hjalp det intet for efter et par runder var hele mit hold alligevel lavet til svævende kister.

Så kan du begynde din lange walk of shame tilbage til byen for at genoplive dine karakterer og købe nye forsyninger som aldrig slår til alligevel for derefter at tage to kampe på vej tilbage hvor du kom fra og stå med samme resultat igen. F###!

Nå, men så måtte jeg jo kapitulere og sætte sværhedsgraden ned. Prøv og give et gæt på om det hjalp? ØH NEJ! Når man sætter sværhedsgraden ned i dette spil bliver monstrene ikke nemmere, man kan bare ikke dø i kamp. Det gør intet nemmere, andet end den lange grind som allerede gør en sindssyg.

Det sidste dråbe i bægeret

I min kamp efter bedre udstyr opdagede jeg noget som virkede sejt. Forheksede ting. Stærkere udstyr, som så har en eller anden dårlig effekt også. Du ved det bare ikke før du tager det på. Jeg fandt noget der gav virkelig høj defense og tænkte jeg tager sgu chancen. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Jovist min ene karakter havde nu så høj defense at nærmest intet kunne ramme, hun var dog også kontant forvirret og angreb oftere mine egne karakterer end fjenden. Riiiimelig skidt. Nå pyt, så må man jo bare tage den af igen. SNYDT! DET KAN MAN SLET IKKE! Fik jeg sagt at jeg selvfølgelig havde sat det på min hovedkarakter som skulle forestille sig at være den stærkeste.

Jeg stod derfor med en sværhedsgrad der var umulig at forudsige og 50% af mit hold var ubrugeligt på grund af ingen offensive spells og en forhekset hjelm. Spillet fortæller dig IKKE hvordan du kan komme af med forhekset udstyr. Jeg ville næsten ønske jeg havde spillet på disk så jeg kunne knække det i vrede.

Konklusion

Jeg håber virkelig jeg har misforstået et eller andet eller taget en forkert tilgang til spillet. For ellers er det uden at tøve det værste spil jeg nogensinde har spillet, og jeg kan ikke forestille mig at selv en Dragon Quest veteran ville kunne mene andet ud fra min oplevelse. Spillet står som et pragt eksemplar på hvordan man kan tage gamle spil, gøre dem flotte, men stadig bibeholde den oprindelige følelse.

Problemet er bare at det så er et meget tidligt stadie af hvad vi forventer af et JRPG i moderne tider. Jeg kan sagtens se gennem fingre med en vag historie og vandre rundt på et stort kort, for det var nu sådan de tidlige spil var. Og en høj sværhedsgrad skræmmer mig heller ikke, men at få numsesmæk af den mindste lille myg, hver gang jeg forlader byen magter jeg simpelthen ikke. Især ikke når spillet ikke giver en klar information om hvad jeg gør forkert eller hvordan jeg kan blive bedre. Smid derefter forheksede ting oveni hatten som basalt set gør min karakter ubrugelig uden at fortælle mig hvordan jeg fikser det… Ja, så vil jeg næsten hellere optage endnu en Palworld-anmeldelse.