Dreamcore-anmeldelse – Som at være i en aldrig endende trance

Dreamcore kan betegnes som en walking simulator, med puzzles som skal løses ved hjælp af omgivelserne og spillerens opmærksomhed

Dreamcore er et psykologisk bodycam udforskningsspil, der lader spilleren fordybe sig i de hjemsøgte og smukke liminale rum. Designet til fans af atmosfæriske, ikke-lineære spiloplevelser inviterer det spilleren til at udforske enorme, sammenhængende Levels, hvor hver krog gemmer på en gåde, og hver sti fører til nye opdagelser.  

Hvis man ser på billederne af spillet, så er der måske mange der vil drage sammenligning til gyser fænomenet der hedder Backrooms. Mellem 2011 og 2018 cirkulerede et fotografi af et stort, tæppebelagt rum med lysstofrør og skillevægge på forskellige opslagstavler. Den 12. maj 2019 oprettede en anonym bruger en tråd på 4chans paranormal-tema-forum, hvor de bad brugerne om at “poste urovækkende billeder, der bare føles ‘forkerte’,” og indledte tråden med det nævnte fotografi. 

Få dage efter den oprindelige creepypasta begyndte brugere at dele historier om Backrooms på subreddits som r/creepypasta og senere r/backrooms. Et fandom begyndte at udvikle sig omkring Backrooms, og skabere udvidede den oprindelige version af creepypastaen ved at tilføje flere etager eller “levels” samt entiteter, der befolker dem. 

Og nu er vi altså kommet til Dreamcore, som i den grad er et form for alternativ The Backrooms, med andre lokationer. 

Endeløs vandring giver en forstyrrende følelse, men også en frustrerende oplevelse 

Hvis man ikke har tålmodighed til at gå og gå og gå i endeløse og ensformige omgivelser, så er Dreamcore bestemt ikke spillet for dig. For ja, stort set alle omgivelser er fuldstændig ens, og det er op til spilleren at holde styr på og skabe overblik over, hvilke veje man vælger at gå. Det lyder næsten umuligt, når man hører om det første gang, men når man kommer ind i spillet, kan man godt se, hvordan det hele er skruet sammen. Og det er faktisk skruet ret godt sammen. Omgivelserne, især i den første verden, var faktisk ret forstyrrende på en ubehagelig måde. 

Spillet er helt fri for billige jumpscares og store monstre, der prøver at fange dig. Det er omgivelserne og atmosfæren, der skaber uhyggen, hvilket spillet gør rigtig godt. Der er nogle gange, hvor man møder fuldstændig surrealistiske rum og lokationer, samtidig med at der spilles noget ret monotont stemningsmusik i baggrunden. Det hjælper med at sætte én i den helt rigtige stemning. 

Måden, spilleren skal komme igennem de forskellige verdener på, er meget simpel: Find elevatordøren. Men hvordan man finder den, skal spilleren helt selv finde ud af, og der er ingen – som i INGEN – hjælp at hente. Spillet starter også med at fortælle, at spilleren skal være “opmærksom” og holde øje med omgivelserne. Selvom jeg godt kan lide netop dette, blev jeg alligevel frustreret, da jeg sommetider tog mig selv i at gå i ring igen og igen, især i den første verden. Det kan være meningen, men som spiller har man ret meget frihed til at bevæge sig præcis, som man har lyst til. 

Rent gameplaymæssigt er der ikke andet at lave end at gå, og en enkelt gang skal man bruge en lommelygte. Så hvis man primært spiller spil for gameplay og ikke for stemning og atmosfære, så tror jeg ikke, at Dreamcore er noget for dig 

Konklusion 

Dreamcore sætter spilleren i en endeløs vandring af forvrængning, ubehag og desværre en frustrerende oplevelse. For selvom de ensartede omgivelser og følelsen af at være den eneste levende sjæl i verden bidrager til stemningen, blev de ensartede omgivelser, især i første verden, alligevel en hæmsko for oplevelsen. Der er ikke andet gameplay at komme efter end at gå og en enkelt gang bruge en lommelygte. Dette ødelægger ikke nødvendigvis oplevelsen, men hvis man har brug for mere engagerende gameplay, så er Dreamcore nok ikke spillet for dig. 

Hvis du gerne vil have en kort og atmosfærisk oplevelse, som kan være forstyrrende på en rigtig god måde, så er Dreamcore en rigtig fin lille oplevelse.