Dungeons 4: Not Another Multiverse-anmeldelse – En værdig spirituel efterfølger til Dungeon Keeper 2

Uden at have spillet Dungeon 4 – eller for den sags skyld 1’eren, 2’eren eller 3’eren – sidder jeg her og skal anmelde en DLC til netop 4’eren. What can go wrong?

Denne anmeldelse bliver måske lidt anderledes end så mange andre af samme spil. For bare en måned siden havde jeg aldrig hørt om denne spilserie. Jeg faldt tilfældigvis over spillet på grund af undertitlen Not Another Multiverse. Hvad der med det samme gjorde mig nysgerrig, var, at det lignede et spil, jeg har holdt meget af og spillet meget i mine unge dage – nemlig Dungeon Keeper (primært 2’eren, men etteren var også ret solid!).

Med den baggrund var jeg jo åbenlyst den mest kvalificerede til at anmelde den nyeste tilføjelse til Dungeons 4.

“It’s good to be Bad”

Det var teksten, du blev mødt af, når du i gode, gamle dage startede Dungeon Keeper 2 op på din 19” tunge CRT-skærm, som fyldte halvdelen af skrivebordet og vejede mere end dig selv. Den var bygget som en kampvogn – robust, men upraktisk. Hvis du skulle flytte den, var det ikke unormalt at få et strejf af diskusprolaps. Anyhow. Dungeon Keeper-serien sluttede meget uforløst og pludseligt, da Bullfrog Productions afbrød Dungeon Keeper 3 midt under produktionen. Spillet havde endda fået titlen War for the Overworld, og hvis du gennemførte DK2, fik du en lille teaser til opfølgeren. Spillet sluttede også meget åbent, hvor Horned Reaper (Horny), en djævelsk kriger, går ud af en portal til oververdenen.

Du kan se den legendariske end credit scene fra Dungeon Keeper 2 ovenfor.

Det er bare lidt sjovere at være ond

Med den lille sidenote og uforløste rejse gennem memory lane: For at sætte dig ind i Dungeons-universet, så forestil dig dette: Du er den Ultimative Ondskab™, en slags mørkets CEO, der er ansvarlig for at forvandle en hyggelig, harmonisk verden fuld af regnbuer og enhjørninger til et dystert paradis for gobliner, zombier og dæmoner.

I Dungeons 4 bliver du sat i rollen som skurken over dem alle, hvor du skal opbygge enorme underjordiske dungeons, skabe hære af monstre og lave fælder så udspekulerede, at Indiana Jones ville få mareridt. Men det stopper ikke der. Spillet lader dig invadere den overjordiske verden og sprede din ondskab til de grønne marker og lyksalige skove, der desværre står i vejen for dit mørke imperium. Heldigvis har du din betroede, lettere narcissistiske hjælper, Thalya, som hjælper med at holde styr på tingene – når hun ikke selv bryder den fjerde væg med sarkastiske bemærkninger om din ledelsesstil.

Hvis du som mig er nostalgisk efter de gamle dage med Dungeon Keeper, er Dungeons 4 som en moderne makeover med lidt færre SM-elementer og lidt mere familievenlig humor. Spillet låner Dungeon Keepers hjerte og sjæl og kombinerer det med nutidens strategi- og simulationsmekanik. Byg rum til dine monstre, sørg for, at de bliver underholdt, og hold helte væk fra din værdifulde skat – det lyder velkendt, ikke? Men der er også forbedringer: Fire gange større dungeons, flere væsentyper og flere tåbelige fjender, der skal slås ihjel og tortureres!

Der, hvor spillet skiller sig mest ud fra Dungeon Keeper-serien, er humoren og stemningen. Spillets humor og karikaturstil er blevet mere “Disney-ficeret” end det mørke, dystre Dungeon Keeper-univers. Hvis du savner de gamle dage, hvor “ondskab” virkelig føltes ondt, kan du måske finde det her en smule… nuttet. Alligevel, med masser af metahumor og gameplay, der udfordrer både din hjerne og din ondskabsfulde kreativitet, er Dungeons 4 stadig en værdig hyldest til sin forfader.

Hvis du ikke allerede har fornemmet det, så vil Dungeon Keeper blive nævnt utallige gange. Hvis du ikke kender til spillet, så pardon!

En ondskabsfuld standkasse

Min tilgang til næsten alt i livet er bare at kaste mig ud i det og se, hvor det bærer hen. Så det første, jeg kastede mig ud i, var skirmish – en brugerdefineret oplevelse alle mod alle. Lige da jeg kom ind i banen, blev jeg med det samme kastet tilbage til Dungeon Keeper 2, hvor man starter med sit Dungeon Heart, som man for alt i verden skal prøve at holde i live. Du starter med en håndfuld imps som dine trofaste håndlangere. Med hjælp fra dem og guldminer, der giver dig ressourcer, gælder det om at bygge den største dungeon og tiltrække den største horde af krigeriske væsner.

Spillet er skarpt opdelt i to verdener: Oververdenen, hvor de irriterende helte bor, og Underverdenen, som er dit mørke, onde hjem. Her bygger du din dungeon, opdrager dine væsner og planlægger det store angreb mod den skinnende, lykkelige oververden.

En herlig detalje er, hvordan landskabet i Oververdenen ændrer sig, når du spreder din ondskab. Græsset bliver til giftigt krat, floder til lava, og enhjørninger får lyst til at tage en meget lang ferie. Kort sagt: Helvede kommer til Jorden – præcis som det skal.

Både de væsner, du kan kommandere, og de helte, du skal nedkæmpe, er designet med masser af charme og variation. Fra sløve gobliner til majestætiske dæmoner har hver enhed sine egne styrker og svagheder, og deres design er ret gennemført. Personligt er jeg lidt ked af, at det er så Disney-ficeret, for selvom grafikken er okay flot, føles karakterdesign og omgivelser lidt for generiske og mangler den charme, som resten af spillet prøver at skabe.

Strategi og ondskabsfuld hygge

Når strategi og simulering smelter sammen, som i spil à la Dungeons 4, bliver det til en oplevelse, der balancerer mellem hjernegymnastik og ren ondskabsfuld hygge. Det er lidt som at være en ond overlord, der også skal være HR-chef – med gobliner som medarbejdere.

Hvorfor tænke småt, når du kan tænke ondt?

Strategien handler om de store beslutninger: Skal din dungeon fyldes med fælder, der kan få selv Indiana Jones til helt at genoverveje sit livsvalg? Eller skal du sende en hær af ildspyende dæmoner op til Oververdenen for at lære den irriterende enhjørning, hvem der bestemmer? Din opgave er at bygge og planlægge som et mastermind – alt sammen mens du sørger for, at heltene, der invaderer, aldrig kommer hjem for at prale om det.

En underjordisk version af SimCity

Simulationsdelen er der, hvor du bliver dungeon-manager. Dine monstre kræver alt fra hyggelige sovepladser til pubber, hvor de kan slappe af efter en lang dag med kaos og ødelæggelse. Hvis de ikke får, hvad de vil have, bliver de mugne – og en sur zombie er det sidste, du ønsker til dit medarbejdermøde. Det er som at køre et dystert wellnesscenter, bare med lidt mere ild og skrig.

Fordi det ikke bare handler om at vinde – det handler om at vinde med stil. At se din dungeon vokse fra et lille hul til et ondskabsimperium er dybt tilfredsstillende, især når du krydrer det med lidt humor og masser af ondskab. Der er få ting så morsomme som at se dine fjender falde for en fælde, du brugte 20 minutter på at finjustere, eller høre speakeren, der konstant driller dig for din mindre perfekte planlægning.

The Stanley Parable Guy

Det sjove – og hvad jeg synes, Realmforge Studios har ramt lige i røven – er, at de udmærket er klar over, hvilke spil de har ladet sig inspirere af. Der går ikke mange minutter, før en narrator kommer med en komisk reference til netop Dungeon Keeper. Generelt er humoren ret gennemført, og narratoren kommenterer gerne på handlinger, du foretager dig – især hvis det ikke går helt efter planen.

Selv synes jeg, det er en sjov gimmick, og jeg føler mig meget hjemme med alle de spydige kommentarer på de handlinger, jeg foretager mig. Fun fact: Det er samme stemmeskuespiller, der er narrator i The Stanley Parable, og det er præcis samme humor. Narratoren er fantastisk og formår næsten at gøre de mest irriterende popkulturreferencer morsomme. Der er også mulighed for at nedjustere, hvor meget narratoren snakker, hvis du hellere vil nyde død og ødelæggelse i ro.

At være i kontrol

Netop de mange strategiske muligheder og open-world-tilgangen til hvert map giver spillet en meget høj replayability. Men RTS-styringen på en controller kan godt føles som at lære at jonglere med ildkugler, hvis du, som jeg, ikke er vant til det. Men bare rolig – du skal nok blive dungeon-maestro på ingen tid. Hvis dine håndlangere kan finde ud af det, kan du også!

Her tager jeg dig lige tilbage til min første skirmish-kamp. Hvis du ikke er vant til RTS på konsol, kan de første timer føles som en komedie af fejl. Du bygger måske en hønsegård, hvor du skulle have lavet et skattekammer, eller glemmer at sende dine væsener i kamp, fordi du fumler med knapperne. Men hey, sådan starter alle store skurke – selv den Ultimative Ondskab lavede fejl i begyndelsen. Selv brugte jeg 2-3 timer i den første skirmish-kamp på at få styr på alle knapperne, menuerne og hvordan jeg erhvervede mig de forskellige væsener.

Hvis du ikke har tålmodighed til at prøve dig frem, er der både en glimrende tutorial og kampagne, som er rigtig god til at give dig støttehjul, så du ikke vælter ned i lavaen. Så frygt ej! Tag controlleren i hånden, giv dine gobliner et venligt (okay, måske lidt hårdhændet) skub, og bliv dungeon-dronning eller -konge. Ondskab tager tid, men når du først mestrer styringen, er der ingen, der kan stoppe dig.

Den onde hånd – bogstaveligt talt

En af styringens højdepunkter er din onde hånd. På konsol er det en fornøjelse at bruge thumbsticks til at “pege” på væsener og ting, du vil interagere med. Du kan løfte gobliner og kaste dem direkte i kamp (eller bare smide dem rundt for sjov, fordi du kan). Det føles intuitivt, men kræver lidt øvelse for ikke at ende med at smide en kriger i toilettet i stedet for i fjendernes lejr.

Her kommer den første udfordring: at huske, hvad alle knapperne gør. Bygning af rum, aktivering af evner og organisering af hære kræver lidt fingergymnastik, især når du er midt i en kamp og skal træffe hurtige beslutninger. Det er lidt som at køre bil, mens du spiser pizza – forvirrende i starten, men til sidst bliver det en glidende rutine.

Highway to Hell

Dungeons 4 omfavner fuldstændig en overdreven, fjollet og alligevel skarpsindig fortælling, der dropper enhver forpligtelse til logik eller struktur – og helt ærligt, det er fantastisk. Den evigt spydige narrator holder løjerne kørende, hvor både karakterer og jeg får stikpiller. Thalya (hovedkarakteren) bryder konstant den fjerde væg og gør grin med gentagne plotpunkter, missionstyper og selve spillets mekanikker. Birollerne er også herlige, og det er tydeligt, at stemmeskuespillerne har haft en fest med at indtale dialogerne.

Kampagnemissionerne tager typisk mellem 30 og 90 minutter at gennemføre, så der er masser af indhold for dungeon-elskende skurke som mig. Som skrevet tidligere handler det ikke bare om at vinde, men om at vinde med stil, og jeg gik meget op i at gennemføre alle sidemissioner. At slå en mytisk, regnbuefarvet enhjørning ihjel bare for sjov – det er altid tilfredsstillende.

At fuldføre sidemissionerne giver trophies (noget, jeg som trofæjæger sætter pris på) og åbner nye passive buffs. Gennemfør en mission kun med Undead, og du vil opdage, at Undead-rum og væsener bliver 15 % billigere i fremtidige missioner. Du kan vælge op til tre passiver pr. mission, hvilket tilføjer et taktisk lag til din onde planlægning.

Når det er sagt, har spillet en tendens til at genbruge kort og missioner lidt for ofte, hvilket kan tage toppen af spændingen. Jeg blev aldrig træt af dens fjollede og trøstende ondskabsfuldhed, men en smule mere variation kunne have hjulpet til at holde tingene friske. Missioner med tidsbegrænsninger eller hvor man er tvunget til en mere defensiv tilgang, er virkelig sjove – jeg ville bare ønske, der var flere af dem.

Multiverse of Madness

Da jeg var færdig med hovedspillet, kunne jeg gå videre til Not Another Multiverse-udvidelsen. Her vender spillet fuldstændigt rundt på gameplay og game mechanics, hvor du nu skal være… god (yikes!). Kampagnen er noget kortere end hovedspillet og indeholder tre (men længere) missioner. Ligesom i hovedspillet er plottet fyldt med meta og denne gang spydige kommentarer til andre multiverser i andre franchises, og hvor trættende den gimmick er blevet.

Med en pris på 15 dollar – lige omkring 100 kr. – synes jeg, at udvidelsen lige har nok contemt til at retfærdiggøre et køb. Men har du aldrig begivet dig ind i Dungeon-universet, så er Dungeons 4 et fantastisk spil, der balancerer strategi, underholdning og progression ret perfekt.

Konklusion

Dungeons 4 kombinerer strategi og humor på underholdende vis. Spillet skinner med sin over-the-top fortælling, skarpe voiceover fra narratoren (kendt fra The Stanley Parable) og Thalyas selvironiske kommentarer om spillets mekanikker. Progressionen er en af spillets stærkeste sider, hvor næsten hver mission introducerer nye fælder, rum eller evner, hvilket holder gameplayet engagerende.

Spiltypen Skirmish tilføjer stor replayability, hvor du kan finjustere og afprøve nye strategiske tilgange, og levere en stor, åben sandkasse, hvor du virkelig kan tilfredsstille dine ondskabsfulde behov.

På den negative side genbruger spillet kort og missionstyper lidt for ofte, hvilket kan tage noget af følelsen af nyhed fra kampagnen. Dog er dets charme, unikke humor og tilfredsstillende opbygning af ondskab mere end nok til at holde de fleste spillere fanget. For fans af dungeon-building og RTS-simulationer, især med et glimt i øjet, er Dungeons 4 et onde-genialt valg!

Det fulde spil vil jeg give 5/6 og dermed en stor anbefaling, som føles som en værdig spirituel efterfølger til Dungeon Keeper 2. For en udvidelse, der giver en kort, men forfriskende og underholdende kampagne samt tilføjer et ekstra skirmish-map og nogle flere fjender – men til gengæld koster lige omkring 100 kr. – ender jeg med at give Not Another Multiverse…