Dustborn-anmeldelse – Rodet lingvistisk sludder

Er Red Threads nye narrativt styret titel en fantasifuld fabel, eller en omgang ustruktureret mundlort?

Narrativt-styret spil er stille og roligt ved at blive sin egen store genre. Ikke for at sige at det er revolutionerende nyt, men med titler som Heavy Rain, The Wolf Among Us, Nobody wants to Die og mange flere henover de sidste 15 år, ser vi flere og flere titler, som ønsker at give en unik oplevelse for spilleren, bygget på de valg der foretages gennem spillets længde.

Red Thread Games, som også stod bag blandt andet det fantastiske eventyrlige Dreamfall Chapters, har prøvet at krydre det narrative aspekt med lidt RPG-baseret opgraderinger og et kampsystem baseret på lingvistiske superkræfter. Desværre er denne oplevelse alt andet end en stærk, velstruktureret fortælling.

En rejse gennem et alternativt Amerika

Spillets historie kaster os direkte ud i sagens alvor. Vi følger den kvindelige Pax der, sammen med sin gruppe af såkaldte “Anormals”- Mennesker med superkræfter frembragt af udtrykte ord, er på flugt fra de teknologidrevne “Purist”, i et fiktivt semi-futuristisk-2030′ USA, der er splittet mellem dem og den totalitære politiorden, “Justice”.

Man har infiltreret deres base og stjålet vigtig data, som skal bringes ud af landet til Nova Scotia, hvor en gruppe modstandskæmpere ivrigt venter på en mulighed for at slå styret tilbage. Det bliver en rejse tværs nationer, i en verden hvor mennesker lever i frygt for de anormales kræfter, der kom til verden efter en mystisk hændelse 30 år forinden.

Langtrukken narrativ

Skønt ideen om at være en gruppe, der prøver på at opnå en forbedret levestil for dem selv og deres fælles udstødte, er både værdsat og prisværdig, er der særligt to ting der får det hele til at skride sammen: Det er for det meste set før, og historien er alt for langtrukken.

For rejsen med de udstødte kunne meget vel minde om et par episoder af X-men serien, der så er trukket ud over 10 episoders evindelig knevren, med små afbræk, og 20 timers langtrukken gameplay. Jeg følte ganske vist et tydeligt bånd mellem karaktererne, og deres venskab førte til stunder, hvor der blev trukket lidt på smilebåndet, det var bare ikke nok til at opveje for de mange timers ligegyldigheder, som spillet tvang mig igennem lidt for ofte.

De mange dialog valg der skal træffes gennem den 20 timer lange historie, viser godt nok at have betydning for nogle senere samtaler, men jeg fik først til sidst et indtryk af at det ændrede nogle af karakterernes skæbne, der blev vist på den mest dovne måde.

Tell Tales-æstetik på budget klasse

Rent æstetisk er der klar inspiration fra Tell-Tales spillene såsom The Walking Dead og The Wolf Among Us, hvor karakterer samt omgivelser får et næsten tegneserie-lignende udseende gennem brug af Cel-shading. Det fungerer for det meste rigtig godt sammen med spillets episode-opdeling, der både introduceres og afsluttes med visning af historien, som var det en tegneserie man læste.

Men der er klare tegn på, at holdet bag ikke kunne leve op til noget, der bare minder om Tell Tales standard. Der er modeller der går igennem hinanden, forældet grafik og de valg der skal træffes gennem historien, er sjældent særlig tilfredsstillende. Det hjælper heller ikke, at spillet til tider falder over sig selv med stemmer der falder over hinanden, og tilfældige “huller”, hvor man er låst fast i uløselige situationer, der kræver at man genstarter spillet fra sidste checkpoint.

Superkræfter og… musik?

Hvor Dustborn klarer sig lidt bedre, er i dens kampsystem. Man styrer udelukkende Pax, hvis superkraft er at kunne kommandere folk med sin stemme. Det kan bruges i spillets kampe, hvor man typisk skal nedlægge styrker sendt fra puristerne eller politiet. Der er en fin variation i deres effekt, da man kommer til at kunne fryse fjender, få dem til at slås indbyrdes eller tage mere i skade, når man bruger stemmen til at gøre en selv og sine venner stærkere.

Der er også en slags “superslag”, der er input-sensitivt og resulterer i at man laver en ekstra stærk kombi. Hvad der også er baseret på spillerens input-og rytme reflekser, er en masse mellem sekvenser, hvor er undercover som et band og skal spille musik for forskelligt publikum. Det gør ikke noget særligt for spillet, men fungerer som et fint lille afbræk fra resten af historien.

Man kan også gå rundt og finde forskellige komponenter til ens trofaste bat, der bruges i kampene. Battet kan opgraderes gennem et meget simpelt skill-tree, og motiverer spilleren en smule til at udforske de større områder, når man ikke leder efter nogle mystiske “Echoes”, der giver en håndfuld ekstra evner, når man har samlet nok af dem. Dette er dog den eneste grund til at udforske spillets lokaliteter- Hvilket hurtigt bliver banalt og overflødigt.

Konklusion

Dustborn formår aldrig at få samlet op på de mange fejl, som den begår, med en tilfredsstillende konklusion. Gameplay giver nogle få afbræk med minispil, men selv disse bliver kedelige i længden og dræber lysten til at se historien til ende. Der er godt nok mulighed for at træffe nogle anderledes valg, der fører til en anderledes slutning, men det følte jeg ingen lyst til.

Spillet er farverigt og har nogle relaterbare karakterer, men for et spil der ønsker at gøre sprog til en drivende faktor, er det alt for langtrukkent og kedeligt til at være en samtale værdig.