Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Edge of Sanity-anmeldelse – En rejse ind i galskaben

Edge of Sanity-anmeldelse – En rejse ind i galskaben
Foto: Daedalic Entertainment
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Estimeret læsetid: 5 minutter.

September 14, 2024

Edge of Sanity tager dig med på en nervepirrende overlevelsesrejse gennem Alaskas mørke vildmark, hvor sindet langsomt nedbrydes af kosmisk rædsel. Er du klar til at møde dine værste mareridt?

I de seneste år har vi set mange forskellige fortolkninger af forfatteren H.P. Lovecrafts univers i spilmediet. Fra store produktioner som Call of Cthulhu til mindre indie-projekter, har Lovecrafts unikke blanding af kosmisk rædsel og menneskelig skrøbelighed været en kilde til inspiration for spiludviklere verden over. Edge of Sanity er det nyeste skud på stammen, og selvom det ikke genopfinder genren, bringer det nogle interessante elementer til bordet.

Edge of Sanity er et 2D survival-spil, der foregår i Alaskas barske natur. Spillet er inspireret af Cthulhu, der er en skabning fra H.P. Lovecrafts univers, der repræsenterer en uforståelig ondskab, som truer med at drive mennesker til vanvid – og denne fornemmelse af det ukendte og skræmmende gennemsyrer hele spillet og giver det en dyster og intens atmosfære.

Noget mystik er sket i Alaska. Foto: Daedalic Entertainment/Lau Eskildsen

I spillet følger du Carter, en almindelig mand, som langsomt mister sin forstand, mens han forsøger at overleve i ødemarken. Sammen med en gruppe overlevende må han kæmpe for at finde mad, vand og forsyninger, alt imens de konfronteres med mystiske og farlige fjender. Hvert skridt, de tager i Alaskas iskolde ødemark, trækker Carter længere ind i galskaben, og det påvirker både hans handlinger og verdensopfattelse. For eksempel ændrer hans evner sig, og nye dialogmuligheder opstår i takt med hans gradvise forfald.

Samtidig betyder tilføjelsen af nye overlevende, at presset stiger. Flere munde skal mættes, mere vand skal skaffes, og risikoen for sygdom vokser i takt med gruppens størrelse. Derfor bliver man nødt til at planlægge nøje, før man begiver sig ud på nye ekspeditioner i vildnisset. Men selv den bedste plan kan hurtigt blive sat på prøve, da spillet har det med at kaste uforudsete udfordringer efter spilleren, hvilket gør overlevelsesaspektet både nervepirrende og til tider frustrerende.

De mørke gange gemmer på både vigtige resourcer og ukendte farer. Foto: Daedalic Entertainment/Lau Eskildsen

Et af spillets mest interessante elementer er den måde, det håndterer Carters mentale tilstand. Hver dramatisk begivenhed efterlader et varigt ar på Carters sind. I takt med at vanviddet hober sig op, udvikler Carter flere traumer, som både kan være til gavn og til skade. Det er fascinerende at følge hans langsomme nedbrydning, da det påvirker både gameplay og historiefortælling på en måde, der er dybt forankret i Lovecrafts tradition for psykisk terror.

Spillets struktur veksler mellem ekspeditioner i vildnisset, miner og forladte bygninger og ophold i lejren. Når du vender tilbage til lejren efter en succesfuld mission, er det her, at overlevelsesaspektet for alvor kommer til udtryk. Her bruger du de ressourcer, du har samlet, til at reparere arbejdsstationer og sikre, at gruppen har nok mad og materialer til at overleve. Derudover skal du tage dig af dine medoverlevende ved at sørge for, at de får mad, drikke, hvile og eventuel medicin, hvis de er syge. Lejren er også stedet, hvor du opgraderer arbejdsstationerne, så de bliver mere effektive, men det kræver selvfølgelig flere ressourcer.

I lejren skal du styre dine resourcer og pleje dine kammerater. Foto: Daedalic Entertainment/Lau Eskildsen

Selvom jeg godt kan lide idéen om overlevelsesspil, oplevede jeg, at Edge of Sanity til tider var frustrerende at spille i praksis. Spillet har en tendens til pludselig at fjerne en stor del af de ressourcer, du har kæmpet hårdt for at samle, hvilket kan føles uretfærdigt. Det gør ofte, at du ikke kommer videre i spillet og kan føles som om, det bliver trukket i langdrag uden grund. Når det er sagt, passer disse elementer alligevel godt ind i spillets survival horror-tema, hvor alt kan ændre sig på et øjeblik.

Historien i Edge of Sanity er overraskende interessant, trods dens enkle grundstruktur. Du skal samle ressourcer, overleve de farlige ekspeditioner og forsøge at slippe væk fra Alaskas barske natur, før du bliver opslugt af den ondskab, der lurer i skyggerne. Carters personlige historie er også spændende at følge, da hans sind langsomt bliver nedbrudt af de overnaturlige kræfter, der har overtaget området. Hvert nyt traume, han udvikler, ændrer ikke kun hans virkelighedsopfattelse, men påvirker også gameplayet på forskellige måder.

Der er af og til muligheder i omgivelserne til at besejre de forskellige trusler. Foto: Daedalic Entertainment/Lau Eskildsen

Gameplayet er ret enkelt. På dine ekspeditioner finder du våben og redskaber, som du kan bruge mod de monstre, der forfølger dig. Sten og flares hjælper med at distrahere fjender, mens våben som knive, økser og senere skydevåben giver dig mulighed for at forsvare dig bedre. Men ingen våben holder for evigt, så du skal planlægge dine missioner godt og reagere hurtigt, når du møder fjender. Efter en ekspedition kan du slappe af i lejren, men du skal hele tiden holde øje med Carters liv, udholdenhed og stressniveau. Bliver hans stress for højt, kan han udvikle flere traumer, som gør det endnu sværere at overleve.

Artstylen i spillet er også værd at nævne. Den tegneserieagtige stil føltes i starten som et underligt valg til et survival horror-spil, men det viste sig hurtigt at passe perfekt til spillets dystre og foruroligende univers. Lyddesignet spiller også en stor rolle i at opbygge stemningen, og midt i anmeldelsesperioden blev der tilføjet stemmeskuespil til dialogen, hvilket løftede oplevelsen markant. Stemmeskuespillet er veludført og tilføjer dybde til karaktererne, hvilket gør, at du føler dig endnu mere investeret i deres skæbner.

Edge of Sanity er et interessant indie survival horror-spil med en solid og uhyggelig stemning. Gameplayet fungerer fint, men brillerer ikke, og selvom survival-elementerne kan føles en smule omstændige og til tider trækker spillet ud, rummer det nok kvaliteter til at holde dig engageret. Personligt fandt jeg, at spillets overlevelsesfokus til tider modarbejdede mit fremskridt, hvilket kunne være frustrerende, men samtidig er det netop denne uforudsigelighed, der giver spillet sin kant. Hvis du er fan af survival horror-genren eller Lovecraft-inspirerede fortællinger, bør du give Edge of Sanity et forsøg.

Der er mange ressourcer som har forskellige brugsmuligheder. Foto: Daedalic Entertainment/Lau Eskildsen

Konklusion

Edge of Sanity er et spændende overlevelsesspil, der virkelig fanger den mørke og skræmmende atmosfære fra Lovecrafts univers. Historien om Carter, der langsomt mister sin forstand, er både fascinerende og uhyggelig. Gameplayet er simpelt, men kræver stadig omtanke og planlægning, især når det kommer til ressourcestyring og kamp mod fjender. Selvom spillet kan føles frustrerende til tider, især når det trækker dit fremskridt ud, byder det på nok spænding og uforudsigelighed til at holde dig engageret. Hvis du kan lide overlevelsesspil med en god dosis horror, er Edge of Sanity bestemt værd at prøve.

Udvikler/Udgiver: Vixa Games/Daedalic Entertainment

Genre: 2D Survival Horror

Platform: PC(anmeldt på), PlayStation 4/5 og Xbox Series X/S, Nintendo Switch

Udgivelsesdato: 13. september 2024

4 / 6
Lau Mellemgaard Eskildsen

Lau Mellemgaard Eskildsen

Chefredaktør


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag og har altid haft en forkærlighed for stærke fortællinger – både i spil og på film. Oblivion og Fallout 3 blev startskuddet på en livslang interesse for action-rollespil, og siden da har dystopiske universer og eksistentialistiske narrativer haft en særlig plads hos ham. Han elsker at nørde rundt i både spil- og filmverdenens store spørgsmål og små detaljer

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Anmeldelse

May 9, 2025

DOOM: The Dark Ages-anmeldelse – en renæssance

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk