Elsk det eller had det: ‘Stray Gods: The Roleplaying Musical’ er et helt specielt spil til et helt specielt publikum

Den interaktive musical kommer en smule ujævnt fra start, men ender ud i en rørende fortælling med et simpelt omend sjovt gameplay – såfremt du kan overgive dig til præmissen

Som musical-fan er det en universel, men frustrerende oplevelse at skulle snakke om musicals med folk, der bare ikke fatter det. Det er helt fint, hvis andre finder musicals pinlige eller forcerede eller måske for sentimentale, men det gør jeg ikke. Det kommer jeg ikke til. Det er som om, at musicals er en af de ting, der enten klikker for folk, eller også gør de ikke. Jeg tror, at ‘Stray Gods: The Roleplaying Musical’ i særdeleshed er et sådan fænomen. Enten klikker det for dig, eller også gør det virkelig ikke. For mig klikkede det. 

I ‘Stray Gods’ er du Grace, en ung sanger, hvis vej krydses med Calliope, den sidste, levende muse i oldgræsk forstand. 

Da Calliope på mystisk vis dør, overdrager hun sine muse-kræfter til dig. For at undgå de græske guders vrede, skal du nu løse mysteriet om Calliopes død ved hjælp af musikkens magi og et par nye, guddommelige venner. 

Undervejs kommer du godt rundt i den græske mytologi, træffer valg, der har indflydelse på historiens udfald og får muligheden for at forelske dig i alt fra halvnøgne guder til satyrer.

Mere interaktiv fortælling end rollespil

Trods titlen er ‘Stray Gods: The Roleplaying Musical’ næppe et RPG i nogen som helst meningsfuld form. Der er få elementer, der lugter lidt af et rollespilssystem, men det er ikke rigtigt noget, der giver speciel meget til spiloplevelsen. 

Snarere lægger spillet sig mere inden for interaktiv fiktion med nogle choices matter-mekanikker og dating-sim-elementer. Det er i sig selv ikke et problem, men går du til spillet med en forventning om et decideret rollespil, bliver du fælt skuffet. 

 

En sødmefuld historie

Som interaktiv fiktion fungerer spillet imidlertid overvejende godt. Spillets introduktion, der udgør omkring en halv time, halter dog på både historie- og gameplay-front. Dialogen føles stiv og uinteressant, og den tenderer til det clichéfyldte og overfladiske. 

Dertil hører også, at spillet i sin tone hele vejen igennem har en næsten pinligt oprigtig kvalitet, som man lige skal vænne sig til og gå med på. En sentimental sødme og politisk korrekthed, gennemsyrer spillet, men egentligt er det ret charmerende, hvis man kan efterlade sin egen kynisme i døren. 

Men når først spillet kommer i gang, er det altså en rigtig sjov historie, der ender med også at være overraskende rørende og medrivende. 

De mulige romantiske partnere er hver især yderst charmerende, og det romantiske subplot fylder hverken for meget eller for lidt i den overordnede historie. Og det er vidunderligt at rejse rundt i det mytologiske univers og synge duetter med forskellige figurer fra græsk mytologi, mens du langsomt nærmer dig svaret på spillets mordgåde. 

 

Syng os, gudinde

Det er nemlig netop under de musikalske indslag, at spillet for alvor, ja, synger. Det er for mig at se i sig selv beundringsværdigt at kaste sig ud i at eksperimentere med to – på overfladen – uforenelige former for historiefortælling (musicalen og spillet). Det er endnu mere opløftende, at spillet lykkes så godt med det, som det gør. 

‘Stray God’s primære spilmekanik består nemlig i, at du vælger den retning, hver sang skal gå i, mens du hører den. De beslutninger du træffer i løbet af sangen, har direkte indflydelse på plottets udvikling. 

Jeg havde frygtet, at sangene primært ville udfolde sig i en narrativ stilstand, men det er heller ikke tilfældet. Plottet skrider rent faktisk frem under sangene, hvilket jeg altid værdsætter i en musical. Sangene er dramatiske og dynamiske og kræver din opmærksomhed og koncentration. 

 

Jeg kunne også have frygtet, at sangene ville forekomme sjuskede eller hakkende som konsekvens af de mange valg, men det er heller ikke tilfældet. Sangene flyder formfuldendt. Jeg syntes godt om melodierne og var især imponeret af teksternes niveau.  

At spillet så ikke har castet verdens bedste sangere, kan man måske kritisere. Det ellers imponerende ensemble, der inkluderer nogle af de største inden for voice-acting og en kendt Broadway-stemme eller to, er måske mest af alt stunt-casting for nørder, men jeg synes, at de slap godt fra det. Der var følelsesfuldhed og legesyge i hver præstation, som gav charme og liv til spillets karakterer. 

 

---

Konklusion

‘Stray Gods’ er et spil fuld af mangler og er bestemt ikke for alle. Men det er et spil, der kender sit publikum og er skabt præcis til dem. Så hvis præmissen om et romantisk musicalspil om de græske guder som en dysfunktionel familie i et moderne miljø, fyldt til randen med queer identiteter og generel diversitet, lyder som noget for dig, så tror jeg, du vil elske spillet. 

---

 

---