Emio – The Smiling Man: Famicom Detective Club-anmeldelse – En gammel kending vender tilbage med en ny dyster fortælling 

Vi har ikke fået et nyt Famicom Detective Club spil siden 1989!

Famicom Detective Club er en narrativt adventure detektiv spil udviklet og udgivet af Nintendo til Family Computer Disk System. Den første del, The Missing Heir, blev udgivet i 1988, efterfulgt af en forløber udgivet året efter med titlen The Girl Who Stands Behind. I begge spil påtager spilleren sig rollen som en ung mand, der løser mordmysterier i den japanske provins. 

I Famicom Detective Club vælger spilleren kommandoer fra en menu som Ask, Examine, Take, Show og Go, til for at interagere med omgivelserne og karaktererne. Karakterdialog vises i en beskedboks nederst på skærmen. Kommandoer vises kun i situationer, hvor de kan bruges. Nogle kommandoer som Examine eller Take placerer en markør over scenen, som spilleren kan styre til et objekt eller område for at interagere med det. På visse tidspunkter i historien bliver spilleren bedt om at svare på spørgsmål og skal rulle gennem bogstaver for at skrive et svar. 

Nu er Emio – The Smiling Man udkommet og er det trejde spil i den gamle serie, men har spillet været ventetiden værd? 

En indlevende og dyster fortælling med fantastisk dialog, som holder én fanget, selvom spillet ikke er helt problemfrit 

Da Emio – The Smiling Man blev annonceret som værende et gyserspil, var der mange, der så spændt mod Nintendo. Men den begejstring faldt for mange, da det blev offentliggjort som værende et narrativt drevet spil.

Dog blev jeg interesseret i det, da det var et Famicom Detective Club-spil. Jeg har ikke spillet de tidligere spil, men kendte naturligvis til historien bag, som er mere end 35 år gammel nu. 

Ligesom i de tidligere spil, så påtager spilleren sig rollen som en ung mand, der sammen med sin kollega skal løse et mordmysterie. I dette tilfælde er det myten om den såkaldte “The Smiling Man”. Emio – The Smiling Man var en virkelig positiv overraskelse, da jeg faktisk ikke havde så høje forventninger til spillet. Men Nintendo har formået at lave en mørk, dyster og til tider ubehagelig fortælling om børnemord og andre grufulde hændelser. Jeg synes, det er modigt af Nintendo at bryde muren og lave noget nyt, som ikke altid er til familiepublikummet. 

Karaktererne er ligeledes godt skrevet og virker troværdige. Når jeg lagde spillet fra mig, så sad de forskellige karakterer stadig i mig, så jeg gik rundt og spekulerede over, hvor historien ville tage mig hen, når jeg vendte tilbage. Det er et tegn på godt manuskriptarbejde. Den visuelle stil er også eminent flot og passer perfekt ind i både stemningen og genren for disse typer spil

Der, hvor kæden desværre hoppede en smule af for mig, var i spillets forældede gameplay. Selvom det er et narrativt spil, hvor man ikke styrer sin karakter, så er der menuer, som man skal interagere med, og de er desværre meget irriterende til tider. Man ender tit med at klikke rundt på alle boksene for at komme videre, og det ender næsten altid med, at man gætter sig frem til, hvad man skal sige eller gøre for at komme videre. En anden ting, der ødelagde oplevelsen, var, at når man endelig får muligheden for selv at vælge påstande eller spørgsmål, så kan man aldrig vælge forkert. Hvis man vælger et forkert svar, vil ens kollega altid skubbe én i den rigtige retning. Det er selvfølgelig en god ting i forhold til at holde historien ved lige og ikke klippe den over flere gange, men så vil jeg hellere ikke have muligheden for at vælge, hvis der dybest set ikke er nogen konsekvenser. 

For ja, der er ingen konsekvenser ved de valg, man tager; alt ender det samme sted. I de fleste spil gør det mig ikke det store, og det var ikke ødelæggende her, men når man får muligheden for at vælge ting, så forventer man også, at spillet ændrer sig ved de valg. 

Konklusion 

På trods af spillets gamle gameplay-systemer og et valgsystem uden konsekvenser, så leverer Emio – The Smiling Man: Famicom Detective Club en virkelig god historie med troværdige karakterer, som sad i min bevidsthed både under og efter spillet. At se Nintendo gå i en mere mørk og dyster retning var et frisk pust, som jeg håber, de vil bevæge sig mere i. Ikke nødvendigvis i Famicom Detective Club-retningen, men måske i nogle helt nye gyserspil. Men jeg har en teori om, at det ikke er sidste gang, vi ser noget til Famicom Detective Club og gysergenren fra Nintendo.