Empire of the Ants-Anmeldelse – Overraskende myrekryb

Nogle spil kommer krybende op på en – Såsom et RTS-spil set fra perspektivet af en myre

Videospil kan bringe de mærkeligste ideer til live. Vi har set karakterer med fritsvævende lemmer, byer der bringer ens inderste traumer til live og vilde historier fra vesten. Empire of ants kan meget vel være det mærkeligste af slagsen. 

Hvad der startede ud tilbage i 2001, udviklet af franske Microids, var baseret på en bog af Bernard Werber, og fulgte konceptet om indrepolitiske intriger på tværs af racer. Men hvor bogen følger perspektivet fra både en menneskefamilie og en myrekoloni – fokuserede spillet udelukkende på myrenes vinkel som et RTS-spil. 

Det fik en noget hård modtagelse, hvoraf megen af kritikken lå på dens mangel af karakter og grafiske finesse. Nu prøver holdet fra Tower Five (Lonsword Winter Chronicle, Agatha Christie: The ABC Murders) med Microids som udgiver. Er der mere held denne gang?    

Lille myre på et stort eventyr

Man spiller myre nr. 103,683, der, som del af en større koloni, vågner efter an længere dvale og skal begynde at samle forråd ind til kommende sæsoner, som en god myre nu en gang gør. Men naturen er hård og nådesløs, og det viser sig at de evigt rivaliserende termitter også er vågnet, og de er på krigsstien. 

Du skal derfor forsøge at forsvare din tue mod disse, samtidig med du besøger andre “stammer”, og hjælper dem med diverse gøremål. Det startede ud som et bizart koncept, men som den 15 timers lange historie skred frem, accepterede jeg det unikke perspektiv, og begyndte at holde af, hvordan myrernes simple personligheder skinnede igennem, uden de ytrede et eneste ord men “talte” via. vibrationer.

Oh, du smukke, nådesløse natur

Hvad der virkelig overraskede mig, var spillets skønhed. Alt virker levende og hyper detaljeret. Lige fra de mange myrer der bevæger sig i horisonten med individuelle skygger, til de knejsende blomster, stenformationer og grene som man kan kravle op ad. 

Selvom det er tydeligt at man bevæger sig rundt i en virkelighedstro verden, er størrelsesforholdet gjort så troværdigt, at man føler noget magisk og nyt ved så banale ting som en tabt mønt eller forladt fodbold.  

Man kan gå på opdagelse i mange steder af verdenen, hvor der findes og analyseres hverdagsgenstande der, i en myres øjne, får en helt ny betydning. Men man skal passe på, for spillet byder også på mange naturlige fjender såsom edderkopper og vand – Så meget vand, der kan tage livet af en. 

Brug taktik, snilde og hop for dit liv

For at undgå disse farer, skal man bruge en myres mest naturlige evne, hoppet. I de åbne områder kan man suse rundt på sine små ben, men for at undgå de store mængder vand, som man vil støde på, er det muligt at hoppe fra gren til gren, fra blad til blad – Det minder til tider om en platformer. 

Udover de stor åbne områder, er spillets kampsystem baseret på RTS-genren. Under visse kampe, skal man erobre andre myretuer, hvorfra man kan etablere sin egen base og opbygge en hær af dræbermyre.  

Hver tue kan “bygge” en ny enhed, så det anbefales at man finder alle fjendens baser og erobre dem for en selv. Som det høre til RTS-genren kan man opgradere sin base, eller vælge at lave små tilbygninger til hver enkelt, for at stå stærkere igennem de 15-25 minutter lange kampe. 

Man skal derefter styre dem rundt på plænen som en slags officer, og det er mageløst at se de “store” kampe udfolde sig, mens man holder sin afstand. Du kan nemlig ikke selv kæmpe, men har nogle forskellige evner, der kan bruges til at styrke din hær med stærkere angreb, healing etc. 

Variation af svingende karakter 

Som sagt tidligere, er der også andre gøremål i myrernes verden end bare ren kamp. Nogle missioner består af snige-sekvenser og opgaver, hvor man skal finde venner, som har forvildet sig væk hjemmefra. 

Disse modes fungerer som et afbræk i de mange kampe, der også kommer i forskellig slags, men jeg fandt dem en smule kedelige, og mest af alt som unødvendigt fyld. Hvad der desværre også faldt i dette negative hul, var multiplayer-komponenten. 

Man kan vælge at spille 1v1 eller free-for-all mellem 3 spillere. Selvom disse kampe kunne byde på lidt kaotisk sjov, blev det også hurtigt ensformigt, da man udelukkende spiller som den samme “race”. Den eneste variation lå i et meget smalt valg mellem nogle specialenheder og ens “superkræfter”, som man tog med før kampens start. 

Konklusion

Empire of The Ants er et bizart koncept. Men når man er kommet sig over mistroen, er der et smukt, omend lidt simpelt, RTS-spil der kan byde på nogle gode timers underholdning. Kampene er til tider en kende for lange, og ikke nært så stramt programmeret som man kunne have håbet, hvilket trækker en smule ned.  

Man skal ikke forvente den næste store revolutionære oplevelse, men jeg vil sige, at spillet viser storhed i små portioner, og det er til tider en stor anerkendelse værdigt.