F1-anmeldelse – Brad’s Pittstop har benzin i blodet og vinder derfor på teknikkens hjemmebane

F1 er en teknisk imponerende film, der leverer en visuelt spektakulær oplevelse. Men måske burde Brad lige have været lidt længere i Pitt-stoppen?

Der har på det seneste været rygter om en mulig genforening mellem Tom Cruise og Brad Pitt, men det ser ud til, at Brad holder sig på jorden med sin nye film F1. “Jeg har ikke tænkt mig at hænge røven ud af et fly og lave den slags ting, men måske når han laver noget, der foregår på jorden.”

Men nu er Pitt alligevel kommet Cruise lidt nærmere, da han har ladet sig instruere af Top Gun: Maverick-instruktøren Joseph Kosinski. Med F1 har Kosinski skabt en film, der udelukkende foregår på landjorden. Man kunne næsten fristes til at kalde F1 en AI-genereret motorsport-version af Top Gun: Maverick, da historien minder en del om hinanden: En aldrende rebel, der nægter at blive voksen, får en sidste chance for at bevise sit værd inden for sit felt.

Intenst racerløb

Filmens intense racerløb er optaget live under rigtige Formel 1 Grand Prix-weekender på ikoniske baner som Silverstone og Monza. Det gør, at man sidder helt ude på kanten af biografsædet – der er nærmest ikke engang tid til et Pittstop for Brad, når F1 leverer en unik og hæsblæsende IMAX-oplevelse. Seeren får et kig ind i Formel 1-verdenen med nogle af sportens største navne som Max Verstappen, Fernando Alonso og tidligere Formel 1-kører Kevin Magnussen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Spilprisen

Filmen er, ligesom Barbie, skabt med licens fra det brand, den portrætterer, og filmen er instrueret med selvsikkerhed af Joseph Kosinski og produceret af blandt andre Jerry Bruckheimer og den tidligere Formel 1-verdensmester Lewis Hamilton. Ehren Kruger står bag manuskriptet, mens Claudio Miranda, Oscar-vindende filmfotograf, har skabt de imponerende billeder. Hans Zimmer har komponeret filmens intense soundtrack – denne gang med et techno-twist, der nærmest lyder som en moderne version af Sportslørdag i Dolby Atmos.

Pitt og hans medspiller Idris – et karismatisk makkerpar, der lever op til Hollywoods A-liste – brugte 18 måneder på at lære at køre formelbiler. De biler, der bruges i filmen, er faktisk ombyggede F2-biler, udstyret med 360-graders kameraer i mini-IMAX-kvalitet. Det betyder, at de intense nærbilleder og lange optagelser af skuespillernes ansigter er helt autentiske. Takket være Claudio Mirandas imponerende arbejde som filmfotograf mærker du næsten G-påvirkningen i svingene og tager dig selv i at blinke, når bilerne bremser hårdt op.

Køreprøven

Brad Pitts karakter, Sonny Hayes, har haft det hårdt. Gennem store flashbacks ser vi, hvordan han engang var Formel 1’s gulddreng, indtil et voldsomt styrt for 30 år siden ødelagde hans liv. Han mistede sin karriere, gik igennem flere mislykkede ægteskaber og endte med en række tvivlsomme Linse Kessler tatoveringer. Nu lever han et liv på lavt blus, hvor han deltager i mindre glamourøse racerløb og kører taxa for at tjene til dagen og vejen. Men hans gamle ven Ruben (Javier Bardem), der leder et Formel 1-hold, som konstant taber, giver Sonny en sidste chance for at vende tilbage til motorsportens topniveau.

En af filmens mest mindeværdige scener er en tale om teamwork: Hvis alle på holdet kan finde bare et halvt sekund her og der, kan det være forskellen mellem sidstepladsen og førstepladsen. Det er en klassisk sportsfilms-motivationstale, men den fungerer – og den opsummerer også forskellen mellem en middelmådig og en god sportsfilm. F1 tager denne lektie til sig og løfter sit spil på alle niveauer. Filmen vinder måske ikke priser for originalitet, men den leverer stadig varen.

På det tekniske plan er F1 en fryd for øjet. Kosinski og Claudio Miranda har placeret kameraer overalt, og filmen er fyldt med umulige vinkler og hurtige panoreringer, der giver publikum følelsen af at sidde i førersædet. Klipningen, udført af Oscar-vindende Stephen Mirrione, skaber en perfekt balance mellem kaos og kontrol. Selv et simpelt dækskift bliver en nervepirrende oplevelse.

En skinnende Brad Pitt

Foran kameraet skinner Brad Pitt som Sonny Hayes. Han spiller rollen med en blanding af charme og melankoli, der gør ham til en troværdig og sympatisk hovedperson. Javier Bardem er sublim som den desperate ven, der håber på et mirakel, mens Kerry Condon brillerer som den skarpe tekniske instruktør Kate McKenna. Damson Idris spiller den unge, arrogante racerkører Joshua Pearce, der har meget at lære af den erfarne Sonny. Idris leverer en fantastisk præstation i det, der uden tvivl bliver en gennembrudsrolle for ham. Hans Joshua er både selvsikker, charmerende og kompleks – en virkelig stærk tilstedeværelse på lærredet. Og så må vi ikke glemme danske Kim Bodnia, der som teamchefen Kaspar Molinski leverer en mindeværdig præstation – hans første kommentar til Sonny aka Brad Pitt, “Who is that asshole?”, bliver uden tvivl et samtaleemne herhjemme.

Det hele er virkelig underholdende – så længe du ikke dykker alt for dybt ned i det. Det er faktisk en af de sjældne blockbuster-film, hvor noget så nørdet som dækblandinger og designet af en racerbils gulv spiller en afgørende rolle i plottet. Vi får et kig ind i vindtunneler, avancerede simulatorer og briefinger om teamets strategi. Der er masser af hjerte i historien, men også med vilje lidt klichéfyldte replikker. Men ved du hvad? Du skal bare lade dig rive med.

Scenerne uden for selve løbene kan måske virke en smule forudsigelige, men kemien mellem Pitt og de andre – især Idris, Bardem og den fremragende Kerry Condon som den stålsatte tekniske direktør Kate – er stærk. Sonnys skarpe bemærkninger kan til tider blive lidt for meget, men hans sårbare øjeblikke skaber en fin balance.

Præcision og detaljerigdom

For Formel 1-fans vil filmens præcision og detaljerigdom være en ren fornøjelse. For dem, der ikke er helt så passionerede omkring sporten, kan løbsscenerne måske føles en smule ensformige, og nogle af detaljerne kan gå hen over hovedet.

Alle de klassiske elementer fra en sportsfilm er til stede, og Kosinski og hans hold formår at give det velkendte et ekstra gear. Filmen er dog lidt for lang med sine to og en halv time, og mod slutningen begynder energien at dale en smule. Det sidste løb bliver også lidt for teknisk og overforklarende, hvilket tager noget af intensiteten ud af klimakset.

Alt i alt er F1 en teknisk imponerende film, der leverer en visuelt spektakulær oplevelse. Brad Pitt og resten af holdet gør et solidt stykke arbejde, og selvom filmen ikke genopfinder sportsfilmgenren, er det stadig en underholdende tur. Den vinder på teknikken, men mangler måske lige det sidste for at ramme følelsesmæssigt i mål.

Måske Brad lige skulle have været lidt længere i Pittstoppen?

Kasper Rasmussen

Skribent & Anmelder

---

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.