Udvikler/Udgiver: Bethesda Game Studios / Bethesda Softworks
Genre: Online multiplayer, live-service, RPG
Platform: PC, Xbox One, PlayStation 4 (anmeldt på)
Udgivelse: 2. december 2025
Mads Lund
Estimeret læsetid: 8 minutter.
December 11, 2025
Da Fallout 76 udkom tilbage i 2018, var jeg trofast på pletten dag et, hvilket jeg i høj grad fortrød. Jeg gav ret hurtigt op på spillet, og kom aldrig rigtigt i dybden. Sidenhen har jeg ganske kort givet det et forsøg, men igen uden det fangede min interesse. Jeg har siddet tilbage med følelsen af, at jeg aldrig har givet Fallout 76 det skud, som Fallout universet fortjener ud fra min kolossale kærlighed til franchisen – hvilket jeg har tænkt mig at lave om på nu.
Det er et spil som overraskende nok, stadig er i live i dag, hvilket jeg formoder i høj grad skyldes modellen omkring mikrotransaktioner. Nu kommer der så en ny sæson til spillet, Rust x Blood, og en udvidelse af det eksisterende map, i form af Burning Springs. Udvidelsen er med en klar reference til den succesfulde tv-serie. Man forsøger at udnytte momentum og spørgsmålet er bare, om introduktionen af The Ghoul og det nye område, giver en god grund til at give spillet et skud eller vende tilbage til Fallout 76.
Min anmeldelse er primært ud fra et singleplayer perspektiv, så man vil muligvis få en anden oplevelse, hvis man har et hold af venner, som man kan dele oplevelsen med. Jeg tillader mig også at give mit besyv på, hvordan Fallout 76-oplevelsen er her i 2025. For selvom anmeldelsen er af Burning Springs, så er hovedspillet nu engang rammen og har selvfølgelig en indirekte indflydelse.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Reklame for Spilprisen
Jeg kan lige så godt advare allerede fra start, at jeg muligvis kommer til at gentage hvad der er sagt mange gange før. Så hvis man kun er interesseret i Burning Springs isoleret set, så kan man springe dette stykke over.
Når man starter Fallout 76 op i dag, så er der ingen tvivl om, at der er sket markante ændringer siden spillets udgivelse. Det er dog svært at komme uden om, at der fortsat er en del problemer. Da jeg gik i gang med spillet, blev jeg pænt overvældet over den mængde af indhold, der blev proppet ned i halsen på mig. Jeg blev hurtigt nødt til at undersøge hvilke missioner der var en del af hovedhistorien for, at jeg ikke blev helt fortabt i de utallige missioner. Hovedhistorien er dog i min optik ekstremt svag, hvis ikke direkte kedelig. Jeg blev på intet tidspunkt investeret og det er længder fra den oplevelse andre Fallout-spil byder på.
Hvor spillet derimod i højere grad fortsat brillierer, er med den store verden, som indbyder til udforskning. Selvom jeg synes, at kvaliteten er lidt svingende i de forskellige biomer, så er det bare en verden som isoleret set er spændende at gå på opdagelse i. Jeg synes dog stadig, at verdenen lider en smule under, at den i første omgang ikke bød på NPC’er, da optræden af disse til tider virker en smule påtvungen og i områder afskåret fra resten af verdenen.
De mange live-events spillet byder på er ikke noget som siger mig specielt meget, men det tyder på, at den tilbageværende brugerbase er uenige med mig. Jeg kom nemt til at føle mig en smule malplaceret da de øvrige brugere stort set altid var over level 1000, hvilket jeg ikke kom i nærheden af med mit level 80.
Det er dog stadig et gameplay, som byder på en Fallout-vibe i en eller anden grad. Det er langt hen ad vejen som man kender det fra tidligere spil, hvor det måske er en smule clunky og stift. Jeg blev dog positivt overrasket over gunplay, som var bedre end jeg huskede det. Det er stadig helt forfærdeligt at styre melee-angreb.
Selvom Fallout 76 efterhånden har været ude i mange år og man har haft rig mulighed for at forbedre spillets tilstand, så byder det stadig på rigtig mange bugs og glitches. Dog betragter jeg mig selv som hærdet efterhånden, så det generede mig ikke synderligt, selvom det ikke burde være sådan.
Der er ikke nogen tvivl om, at Fallout 76 stadig er langt fra en klassisk Fallout-oplevelse helt generelt. Samtidig kommer jeg dog ikke uden om, at jeg faktisk er en smule positivt overrasket over min tilbagevenden og det at få spillet det ordentligt. Jeg synes ikke Fallout 76 er et decideret dårligt spil, men det når uden tvivl ikke de øvrige spil i franchisen til sokkeholderne.
Men nok om spillet generelt, lad os dykke ned i Burning Springs.

Den nye setting, som Burning Springs byder på, er en version af delstaten Ohio. Selvom det rent lokationsmæssigt er langt fra den i tv-serien, så virker der til at være draget tydelig inspiration herfra.
Allerede fra da jeg mødte broen ind til det nye område, var jeg positivt overrasket over den atmosfære som Burning Springs-området bød på. Området er i høj grad præget af sand og en gold atmosfære, hvilket på en eller anden måde minder mig i højere grad om det jeg kender Fallout for. Det skal trods alt forestille, at være påvirket af den altødelæggende atomkrig. Fallout-franchisen har altid været kendt for fantastiske områder og verdener, hvor man virkelig motiveres til at gå på opdagelse og Burning Springs er ingen undtagelse. Det er absolut en af de stærkeste biomer i Fallout 76 og jeg er meget tilfreds. Hvad jeg derimod ikke var helt tilfreds med, er de bugs som selvfølgelig går igen her. Træer der flyver en meter over jorden og en firkant som konstant fremgik af min skærm.
Ved udforskningen af Burning Springs, så bliver det også hurtigt klart, at der er tale om Raiders domineret land, hvor der er flere forskellige variationer af fjender, men også venner. Området byder nemlig på en kæmpe settlement, som er noget af det jeg har efterspurgt. Highway Town, som oser af liv og handlemuligheder ligesom man måske kender det fra Diamond City, Rivet City osv.
Der er selvfølgelig blot tale om en udvidelse og ikke et helt nyt spil, hvorved området også har en begrænset størrelse og antal af locations. Jeg vil dog sige, at det har en fin størrelse for en udvidelse, men det vil aldrig kunne stå helt på egne ben og drive et helt spil.
Efter min begejstring over Burning Springs som setting, så skal vi nu videre til en knap så opmuntrende ting – den primære historie.
Baggrunden for man i første omgang søger mod Burning Springs er, at man opfanger et nødsignal fra en kvinde, som har brug for hjælp. Ved ankomsten bliver man mødt af et bagholdsangreb og det ender med, at man bliver fanget. Herefter vågner man op i en fængselscelle og bliver hurtigt ført ansigt til ansigt med The Rust King. Man skal nu bevise sit værd i Burning Springs for, at blive den ultimative kriger og vise sig værdig. Lad mig bare være direkte – den her historie er fuldstændig forfærdelig og giver ingen mening.
For det første vågner man i fængselscellen med alle sine våben, hvilket jeg virkelig har svært ved at forstå meningen med, inden man er rekrutteret. Efterfølgende skal man så rende rundt i Burning Springs og dræbe The Rust King’s soldater? Jeg må indrømme jeg har virkelig svært ved, at se hvordan det hele giver mening. Historien er desuden i høj grad centreret om forskellige events, så der er næsten ikke tale om en fortælling. Udvidelser til Fallout-spil har tidligere budt på nogle unikke og uddybende historier og selvom den bliver lidt interessant til sidst, så er dette absolut ikke en af dem.

Det som vækkede min interesse for udvidelsen, var promoveringen af The Ghoul fra tv-serien som frontfigur. Jeg forstår sagtens hvorfor dette er tilfældet, da Walton Goggins karakter i min optik, er den mest fængende fra serien. Det er derfor en oplagt mulighed for at yde en fanservice, endda med den rigtige stemme. Desværre er det bare en meget mindre dosis, end jeg havde regnet med og håbet på.
Helt indledningsvist må jeg indrømme, at jeg ikke helt forstår hvorfor han er i Ohio. Jeg mangler en tydelig forklaring på, hvad han pludselig laver i Burning Springs. Hvis man ser bort fra det dilemma, så er jeg virkelig skuffet over hans fremtræden i udvidelsen, som er meget minimal.
Han fremgår ikke som en central del af hovedhistorien, hvilket jeg virkelig er ærgerlig over. Ud fra at han er så fremtræden i markedsføringsmaterialet, så var min antagelse, at han var en helt central karakter, hvor der kom noget gods på historien. Han fungerer blot som hvad jeg vil kalde en simpel quest-giver, hvor der er mulighed for at tage på Bounty Hunting.
Bounty Hunting-missioner er i sig selv ret ligetil, og den mest dominerende form for øvrigt indhold i udvidelsen. Man får oplyst et mål, som man så skal tage ud og finde, og selvfølgelig dræbe. Der er to former for missioner herunder, dem som er beregnet til solo og dem som er beregnet til et helt hold, i form af live-event. Ved missionerne hvor man søger ud alene, er der tale om en fin udfordring, men missionerne i sig selv er ikke noget ekstraordinært. Når man derimod søger mod live-events, så bliver sværhedsgraden helt skæv. I og med den faste brugerbase er i voldsomt høje niveauer, så ender de også med at være ekstremt nemme og dermed intetsigende.
Min tilbagevenden til Fallout 76 har overraskende nok været en udmærket oplevelse. Det er helt klart et spil som har problemer, men samtidig har jeg egentlig været fint underholdt. Når det kommer til Burning Springs, så er det en udvidelse som føles som en naturlig forlængelse af det eksisterende indhold, både på godt og ondt.
Det nye område er absolut et af de mest vellykkede i Fallout 76, hvor det i højere grad giver mig følelsen af tidligere spils magi. Det giver den rigtige stemning, samt byder på en størrelse og indhold, som er over min forventning til blot en udvidelse. Historien er dog lige så intetsigende som man kender det fra Fallout 76, hvilket ærlig talt skuffer mig en del. Jeg havde håbet på, at man i større grad havde fokus på at revanchere spillets hovedhistorie og byde på noget af det, som gør franchisen ikonisk.
Samtidig har man i høj grad fokuseret på The Ghoul fra tv-serien, men uden jeg synes det lykkedes helt. Det er i sig selv en fin fanservice og en glædelig tilføjelse, men jeg synes ikke man udnytter det potentiale det kunne have haft. Han er både for lidt med og uden jeg helt får det til at give mening. Bounty Hunting er i sig selv også fint, men det føles alt for ubalanceret.
Hvis man i forvejen ikke kunne lide spillet, så er der intet nyt under solen. Alt i alt sidder jeg tilbage med følelsen af, at Burning Springs kunne have været det helt store comeback for Fallout 76 – uden det kommer i nærheden af dette.
Udvikler/Udgiver: Bethesda Game Studios / Bethesda Softworks
Genre: Online multiplayer, live-service, RPG
Platform: PC, Xbox One, PlayStation 4 (anmeldt på)
Udgivelse: 2. december 2025
Skribent & Anmelder
Mads er dedikeret gamer, med stor interesse indenfor både spil- og filmbranchen. Hans passion for gaming opstod på Playstation og Gameboy tilbage i start 00’erne, hvor især spil som Pokemon, GTA og Diablo II var hits. Han er kæmpe fan af Fallout universet, samt bruger utallige timer år efter år i FC/FIFA serien. På film siden er han en kæmpe sucker for Marvel, James Bond og Arnold Schwarzenegger, samt sci-fi og fantasy universer generelt.
© Copyright - arkaden.dk