Fantasian Neo Dimension-anmeldelse- Sakaguchi og Uematsu er tilbage!

En flad port af et mobilspil eller et nyt mesterværk fra legenderne?

Hironobu Sakaguchi og Nobue Uematsu er uden tvivl den mest legendariske duo inden for JRPG-genren. For bare at nævne nogle af deres største titler: Final Fantasy, Final Fantasy VII, Chrono Trigger, Final Fantasy VI, Lost Odyssey og mange flere. Hver gang de to herrer slår sig sammen om et fælles projekt, synes der altid at være noget ganske særligt i vente.

Dette er også tilfældet med Fantasian Neo Dimension. Alligevel havde jeg en lille bekymring, før jeg satte mig til at spille spillet. Det udkom oprindeligt til Apple Arcade og mobil. Kunne et sådant spil virkelig løfte sig op på niveau med legendernes tidligere mesterværker?

Helt med hukommelsestab…hvor originalt!

Historien begynder med en af JRPG-genrens mest klassiske klichéer: Vores hovedperson Leo lider af hukommelsestab og husker kun sit eget navn. Jeg indrømmer blankt, at jeg blev nervøs. Bekymringen voksede yderligere, da vi hurtigt stødte på en skurk, der rammer toppen af skalaen for overdreven ondskab med sit snoede overskæg og teatralske replikker. Og for lige at smøre et ekstra lag kliché på kagen skal vores helt ikke bare redde verden, men står også i centrum for opmærksomheden fra to kvindelige karakterer.

Men inden du opgiver og afskriver spillet helt, kan jeg berolige dig: Historien udvikler sig hurtigt i en langt mere interessant retning, og karaktererne bliver mere nuancerede og engagerende. Jeg endte faktisk med at nyde fortællingen rigtig meget.

Historien fortælles på to måder: gennem traditionelle dialoger og cutscenes, men også gennem oplæste tekstafsnit, hvor maleriske baggrunde ledsager en dramatisk lydbogsfortælling. Denne tilgang giver et forfriskende afbræk i den klassiske JRPG-fortællestil, og jeg nød virkelig at få serveret historien på denne måde.

Undervejs introduceres vi til et væld af karakterer, der hver især bringer noget unikt til fortællingen. Hver figur har sin egen baggrundshistorie og motivation, og mange af deres skæbner flettes elegant sammen i løbet af spillet. Dette er en af spillets største styrker: selv de mindre karakterer føles levende og vigtige.

Lydsiden er sublim!

En af spillets absolutte styrker er det fremragende stemmeskuespil, som er en tilføjelse til denne version og ikke var med i mobiludgaven. Stemmerne tilfører virkelig dybde til karaktererne og gør de dramatiske øjeblikke langt mere levende.

Og så er der soundtracket. Nobuo Uematsu skuffer aldrig, og Fantasian Neo Dimension er ingen undtagelse. Musikken er betagende og understreger spillets stemning til perfektion. En ny, kærkommen tilføjelse er muligheden for at vælge baggrundsmusik fra en række af Uematsus tidligere mesterværker, inklusive klassikere som Final Fantasy IX. Dette løfter lydsiden til et niveau, der overgår næsten alt andet i år.

Musikken varierer også smukt mellem de forskellige miljøer i spillet. Fra episke kamptemaer til mere rolige melodier i byområder og følelsesladede stykker i dramatiske scener – alt går op i en højere enhed.

Grafikken halter desværre

Desværre kan billedsiden slet ikke matche lydsidens kvalitet. Spillet benytter sig af prærenderede baggrunde, skabt for at vække minder om ældre klassikere som Final Fantasy VII og IX. I stedet for digitale baggrunde har teamet valgt at bygge dem fysisk, som små dioramaer – næsten som de terræner, man ser i Warhammer 40K. På en lille skærm ser det fantastisk ud, men på en stor fladskærm bliver baggrundene grynede, og kontrasten mellem de detaljerede baggrunde og de mere enkle 3D-figurer skærer i øjnene.

Samtidig lider spillet under en frustrerende styring på de prærenderede baggrunde. Ofte skal man skubbe kontrolstikket i den modsatte retning af, hvad der virker logisk, for at få Leo til at bevæge sig korrekt. Denne fejl opstod så ofte, at det begyndte at påvirke min spiloplevelse negativt.

Desværre er karaktermodellerne heller ikke synderligt kønne. De bærer tydeligt præg af at være designet til mobilplatforme, og selv i de mest dramatiske scener forhindrer de visuelle begrænsninger øjeblikkene i at nå deres fulde potentiale. Det er virkelig en skam, for spillet fortjente en grafisk overhaling, der matchede lydsidens kvalitet.

Nogle vil måske påpege, at Mistwalker er et mindre studie, men det er Square Enix, der står som udgiver af denne udgave. Med deres ressourcer kunne man sagtens have løftet den grafiske side til moderne standarder.

Et genialt kampsystem

Heldigvis er kampsystemet en sand fornøjelse. To tilføjelser til den klassiske turbaserede JRPG-formel skiller sig særligt ud og føles næsten revolutionerende.

For det første kan spilleren ‘bøje’ specialangreb langs baner for at ramme flere fjender på én gang. Dette tilføjer et taktisk element til kampene, hvor man skal planlægge sine angreb omhyggeligt for at opnå maksimal effekt.

For det andet introduceres Dimengeon-systemet, hvor man kan opsamle fjender fra tilfældige møder og gemme dem til senere. I stedet for at blive afbrudt konstant kan man vælge at tage én stor kamp mod alle de opsamlede fjender på én gang. Her spiller det første element ind igen: at bruge sine angreb effektivt til at ramme så mange fjender som muligt bliver en lille strategisk gåde i sig selv.

Denne kombination gør ikke bare kampene mere engagerende, men reducerer også frustrationen ved hyppige tilfældige møder. Det er en genial mekanik, som jeg håber at se i fremtidige JRPG’er.

Konklusion

Fantasian Neo Dimension er overordnet set en rigtig god oplevelse. Alt tyder på, at dette bliver Sakaguchi og Uematsus svanesang, og deres talent skinner tydeligt igennem. Historien udvikler sig flot, kampsystemet er utroligt veludført, og lydsiden er intet mindre end sublim.

Desværre trækker den aldrende grafik og de frustrerende styringsproblemer spillet ned. Havde billedsiden fået samme opmærksomhed som lydsiden, kunne vi have stået med et sandt mesterværk.

I stedet står vi med et virkelig godt JRPG, der dog ikke helt når de legendariske højder, som duoen tidligere har været kendt for.