Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Figment 2 er et lille, farverigt mesterværk om det dybe sind

Figment 2 er et lille, farverigt mesterværk om det dybe sind
(Pressefoto, Bedtime Digital Games)
Jens Haag

Jens Haag

Estimeret læsetid: 3 minutter.

March 9, 2023

Det danske indiespil ‘Figment 2’ er nuttet, lidt smertefuldt og kobler et fremragende soundtrack med et gennemført udseende og herlige puzzlers

Jeg kan huske, hvordan Pixarfilmen ‘Inside Out’ satte sig i mig, da jeg så den første gang. Kombinationen af lidt naiv Freud-psykologi med kerneminder, ego og grundfølelser og den gennemførte og allerede afprøvede Pixar-animation ramte bare. Det var i øvrigt også nærmest umuligt ikke at blive rørt, da Bing Bong, hovedpersonen Rileys barnefantasiven, ofrer sig selv og bliver glemt, for at give plads til at Riley bliver voksen.

Det aalborgensiske indiespil ‘Figment 2’ formår på sin egen vis at ramme det samme sted uden på nogen måde at være en ren kopi.

I spillet indtager man rollen som Dusty, en antropomorficering af mod og standhaftighed, som bravt kæmper mod mareridt: Frygten for mørket eksempelvis eller spillets skurk, en tohovedet hofnar, som forsøger at få manden, spillet foregår i hovedet på, til at droppe kone og barn for at blive et party animal igen.

Det foregår i en farverig, underfundig og velfremstillet verden, som har små finesser, vittigheder og underfundigheder, som udnytter spillets setting som et billede på sindet til fulde.

Dusty og Piper, hans fjerede, optimistiske rejsekammerat, får til opgave af sindets borgmester at tage til Creed Valley for at sætte det ødelagte moralske kompas på plads. Dalen er fyldt med meninger om alt fra ergonomi (som, begravet i en tung tankeklods, klager: “Det her er skidt for min ryg!”), musik og postmodernisme (“Jeg er ikke sikker på, jeg forstår det,” siger Dusty. “Det skal du ikke bekymre dig om,” svarer Piper. “Det er alligevel bare en social konstruktion.).

Det er sværere end som så. Den festlige hofnar hopper rundt i sindet som en akrobat, mens Dusty og Piper møjsommeligt må løse gåder for at få sindet til at makke ret.

Det foregår ved at skifte sindet mellem at være åbent og lukket. Når det er åbent rykker tankeblokke sig rundt og skaber nye veje, mens de labyrintiske hjerneveje sætter sig fast – og derfor kan navigeres.

Musikalsk mørkerædsmareridt

Et absolut højdepunkt i spillet er soundtracket, som er skabt af ligeledes aalborgensiske folk punk-projekt Stöj Snak. Sindet i sig selv bobler over med musik. Dusty løber henover klaverbroer, som lystigt spiller og grammofoner i sindets afkroge pruster dybt.

Derudover har hver eneste bossfight tilknyttet et stykke musik, som modstanderen synger, mens Dusty undviger og ruller og tæsker løs med sit træsværd. Referencer til anden musik er dygtigt vævet ind:

“Fade to black!” raser mørkerædsmareridtet i form af en enøjet tyr mens det jagter Dusty. Det besejres naturligvis ved at tænde en lygte over det, som afslører, at det bare er en lidt ynkelig miniko, som uproblematisk lader sig banke. Ting er som bekendt ikke så farlige, når man kan se dem ordentligt an.

Jeg spillede det første spil med stor fornøjelse. Den barnlige, farvede fantasifuldhed, koblet med den skandinaviske børnelitteraturs slet skjulte alvor, var også dengang dragende, men i ‘Figment 2’ har Bedtime Digital Games tydeligt fundet et stærkere fodfæst. 

Den eneste ting, man kunne ønske sig, er, at Dusty løber lidt trægt og man ender med at lave rullefald overalt i sindet for at få navigationen til at gå lidt hurtigere. Det har også den effekt at kampene, som ellers er vellykkede, sjove og lige tilpas svære, bliver lidt sløvere end nødvendigt.

Men den lille skønhedsfejl slår ikke skår i glæden. ‘Figment 2’ kan lige præcis det, som gør indiespil fremragende. Det har en skæv egenart som skinner ved siden af de polerede og undertiden lidt forudsigelige tripple A-titler.

Skynd dig at købe det! Af det første spils 2000 anmeldelser på steam er den overvældende størstedel positive og 2’eren er, hvis man spørger mig, endnu bedre.

Figment 2

Udgivelsesdato: 9. marts
Platforme: PC, Nintendo Switch, Xbox, PlayStation 5

5 / 6
Jens Haag

Jens Haag

Journalist


Jens Haag er anmelder og journalist på Hardwire. Han spiller især turbaseret strategi, rollespil, roguelikes, survival og indiespil i det hele taget.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Nyhed

May 9, 2025

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk