Final Fantasy VII Rebirth-anmeldelse – Rejsen er vigtigere end destinationen

Cloud og hans venner drager ud på et episk eventyr. Er det en rejse, du bør tage med på?

Så meget hjerte og sjæl. Så episk, men samtidig så menneskeligt. Banaliteter leveret med sådan en bravur, at selv de mest trivielle øjeblikke bliver til mindeværdige oplevelser. Et mod til at nyfortolke, omskrive og tage chancer. Final Fantasy VII Rebirth lykkes med så meget, men forpasser samtidig muligheden for perfektion. 

H.C. Andersen lærte os, at rejse er at leve, og Final Fantasy VII Rebirth lever i høj grad i kraft af den uforglemmelige rejse, som spillet tager både sine karakterer og os spillere med på. Som anden del i den nye trilogi fungerer spillet som et bindeled mellem Final Fantasy VII Remake og den endelige afslutning, vi endnu har til gode. Nogle gange er rejsen i sig selv mere afgørende end destinationen, hvilket i høj grad gør sig gældende i Rebirth. Målet for Cloud og hans følgesvende er som udgangspunkt klart: Fang Sephiroth, stop Shinra fra at udtømme planeten og red verden, men det er rejsen dertil, der viser os hvad vi kæmper for, og hvorfor det er vigtigt. 

Derfor er at rejse også at lære, og Final Fantasy VII Rebirth indkapsler dette ved at lade det menneskelige aspekt af rejsen være i centrum. Livets mening og drivkraften til at fortsætte, på trods af udfordringer og en fjern destination, findes ofte i de små øjeblikke.

Rebirth portrætterer disse øjeblikke på en sublim måde, hvor de intime forbindelser mellem karaktererne får plads til at udvikle sig naturligt uden at virke påtvunget. Spillet portrætterer også karakterernes baggrunde og motiver, hvilket gør, at man engagerer sig dybt i disse quirky, handlekraftige, men også sårbare personligheder. Desuden formår flere af sidemissionerne, at tilføje til det samlede narrativ og samtidig give en endnu dybere indsigt i de forskellige karakterers liv og baggrund. Final Fantasy VII Rebirth er en dyb menneskelig fortælling, der understreger, hvorfor vores hovedpersoners færd er så vigtig.

Fortællingen i Final Fantasy VII Rebirth er både spektakulær, mørk og episk, men samtidig også hjertevarm og humoristisk. Ideen om at redde planeten fra Shinras grådighed og Sephiroths ondskab fungerer som en effektiv drivkraft for historien, som selvom den er 27 år gammel, stadig føles relevant. Der hvor spillet har en udfordring, er at pacingen i historien er enormt ujævn. Der er perioder, hvor der bliver skruet gevaldigt op for tempoet, hvorefter man trækker i håndbremsen, og i stedet bruger tid på minigames og udforskning af den åbne verden.

Der er også momenter hvor forholdet mellem karaktererne får forrang frem for det overordnede narrativ. Det gør både, at rejsen får et menneskeligt islæt, hvilket er positivt, men det kommer altså på bekostning af tempoet i fortællingen, der lider under denne struktur. Hvis man udelukkende tager de positive briller på, så kan man argumentere for, at det ujævne tempo passer godt til det spraglede univers i Final Fantasy VII, og giver plads til den fjollede og humoristiske side af fortællingen.  

Hvor Final Fantasy VII Remake var meget lineært i sin struktur, så er Rebirth mere åben og har en stor og smuk verden. Square Enix har dog stadig meget at lære om brugen af åbne verdener, og hvordan man benytter det på en mere interessant måde. Den åbne verden i spillet er utrolig smuk og ledsages af et fantastisk soundtrack, hvilket gør det til en fornøjelse at rejse igennem den, men knapt så meget at udforske den. De optionelle opgaver falder ofte i den generiske og repetitive ende, og belønningen for at gå på opdagelse føles ikke altid værdifuld. Der er langt mellem de interessante øjeblikke, og det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis man brugte omgivelserne til at fortælle flere små historier, end blot at fylde den op med tårne, der skal bestiges og lignende aktiviteter. Til syvende og sidst føles den åbne verden mere som en smuk, men uinteressant kulisse, men heldigvis fører spillet dig også gennem forskellige byer og grotter, hvor især byområderne skiller sig ud, da de er utroligt flotte, spækket med detaljer, fyldt med liv og samtidig meget varierede.

Final Fantasy VII Rebirth er virkelig et flot spil, og jeg er især vild med den måde, man har benyttet belysning i de forskellige områder. Lydsiden er fremragende og løfter hele spiloplevelsen, også under de mange velproducerede cutscenes. Selvom nogle måske vil føle, at de mange cutscenes kan forstyrre indlevelsen, så synes jeg, at de fungerer godt, og spillet er langt fra det niveau, vi så i Final Fantasy XVI, hvor en stor del af spillet føltes mere som en film end et egentligt spil.

Rebirth tager kampsystemet fra Remake og bygger videre på det. Hvis du kunne lide det tilbage i 2020, vil du sandsynligvis også sætte pris på det nu. Der er blevet tilføjet nye features, som for eksempel de såkaldte Synergi Attacks, hvor to af dine holdkammerater slår sig sammen om et fælles angreb. Overordnet set er kampsystemet utrolig dynamisk og hurtigt, men det har også taktiske aspekter, såsom at vælge det rigtige tidspunkt til at bruge forskellige evner og spells. Jeg nød kampsystemet i 2020, og med de nye tilføjelser har man et system, der fungerer endnu bedre, og som er sjovt at bruge.

Spillet har virkelig satset stort på minispil, og Rebirth nærmer sig seriøst Like a Dragon-serien i antallet af forskellige minispil. Fra en Rocket League-klon til chocoboræs og kortspillet ‘Queens Blood’ er der en bred vifte af aktiviteter, man kan engagere sig i. Det er uforudsigeligt, hvornår et nyt spil dukker op, men især i byområderne introduceres man ofte for dem, hvor det er som regel er valgfrit, hvor meget tid man ønsker at bruge på dem. Af og til bliver disse minispil integreret i historien, hvilket igen sænker tempoet i fortællingen, men når det er sagt, så er de fleste af disse minispil underholdende og veludførte. Veludført er spillet også som en helhed, da det visuelt, teknisk og gameplaymæssigt er et mere komplet spil end forgængeren.

Konklusion

Final Fantasy VII Rebirth er et storartet action-jrpg, der både rummer en dyster og alvorlig rammefortælling, men som i høj grad fokuserer på det menneskelige aspekt, og giver plads til humor og adspredelser. Spillet formår at realisere sit kildemateriale på en visuel spektakulær måde, og lydsiden er samtidig sublim, hvor især musikken er fremragende. Dog lider spillet af et ujævnt fortælletempo, og den ellers så smukke åbne verden byder mest på repetitive opgaver som at bestige tårne, der blot låser op for flere generiske opgaver. Der hvor spillet står stærkest er i fremstillingen af hovedpersonernes rejse gennem den store og varierede verden, men også i de indbyrdes forhold og relationer der får lov til at udvikle sig mellem karaktererne. Universet i Final Fantasy VII Rebirth er alsidigt og spraglet, og det samme er spillets karakterer, som man får rig mulighed for at lære bedre at kende og holde af. Spillets narrativ understøttes af solidt gameplay, og rent teknisk er der tale om et helstøbt produkt, som alle med interesse for serien absolut bør spille.