Five Nights At Freddy’s-anmeldelse – Jammerlig undskyldning for at avle på en gaming-franchise

Der er ikke ret meget godt at sige om filmversionen af Five Nights At Freddy’s. Til gengæld står dårligdommen i kø i hvert et nedslag i komponenterne.

Det er denondelynemig svært at definere, om Five Nights at Freddy’s er en gyser, en krimi eller en thriller. Det er ellers de tre genrer, som filmen selv mener at være. Jeg kunne krakilsk påstå, at man havde glemt komedie, for i langt størstedelen af filmen er der tale om noget ufrivilligt morsomt. Baseret på computerspillet fra 2014, og med dets skaber Scott Cawthon som manuskriptforfatter, så læner filmversionen sig langt hen ad vejen op af plottet for spillet, men med en gennemgående sørgelig rammeformatering kvaser filmen sig selv og bliver lidt af en rodebutik.

Brutal mekanik

Vi følger centervagten Mike, der bliver fyret fra sit job, da han misforstår, hvad han tror, er et kidnapningsforsøg. Uden job må Mike affinde sig med at blive tilbudt et nyt, som ikke lige umiddelbart er sammenligneligt. Jobbet er dårligt lønnet og foregår om natten, men med familiære udfordringer på hjemmefronten er der ikke rigtig noget valg. Mike må tage til takke med jobbet på Freddy Fazbear’s Pizza. Et nedlagt sted, der rummer en skummel fortid personificeret ved stedets robotmaskotter. Deres ydre ligner nuttede legetøjsdyr, men indeni er de fortabte sjæle, som har en del menneskeliv på samvittigheden.

Papirtyndt setup

Hvad der kunne have været en vellykket uhyggespreder, bliver i stedet en eklatant maveplasker. Jeg lægger gerne navn til at anfægte vores hovedperson Mikes omstændigheder. En ting er traumet om den forsvundne lillebror, som der rippes op i igen og igen. En anden er den hæslige tantes mission om at få Mikes karriere smidt i skraldespanden. Hele aspektet med at datteren skal med på job, og ender med at blive venner med de spøgelsesholdige maskotter er himmelråbende idiotisk. Hvis det ikke var fordi enhver mystik havde efterladt pizzariaet i forvejen, så skete det i hvert fald med to streger under efter en time. En grinende Abby (Mikes datter) nyder at have fundet en håndfuld legekammerater på farmands job. De drabelige bamser og kyllinger, som der ellers sekvensmæssigt blev brugt tid på indledningsvist at stille i et ondskabsfuldt lys, er nu slyngveninder med et skolebarn. 

Tandløst skuespil

Skuespilspræstationerne står desværre helt mål med adaptionens generelle mangler. Det er sløvt og intetsigende, og hovedrolleindehaver Josh Hutcherson løfter på ingen måde karrieren her, og forbliver dermed i det vakuum som inbetweener mellem barn og voksen, der snart kan stadfæstes. Titler som Terabitihia, The Hunger Games og senest The Beekeeper står ellers på den progressive liste, men Five Nights At Freddy’s er altså et skridt i den gale retning. Matthew Lillard (Scream, Scooby Doo) og Mary Stuart Masterson hjælper ikke ligefrem til, selvom de står for nogle notable bikarakterer. Det efterlader jo nærmest muligheden for, at de vovede maskotter kan indtage scenen, men lade os bare kalde dem statiske og kiksede. Vælg i stedet Nicolas Cages kamp mod robotmaskotter i Willy’s Wonderland fra 2021.

Nej tak til mere Freddy’s

Er der så slet ikke noget godt at sige? Det skulle da lige være, at der bliver et genhør med Iggy Pops Real Wild Child i filmens sidste halvdel. Five Nights at Freddy’s er derudover hverken uhyggelig, spændende eller sjov. Den vil en masse, men skyder med spredehagl som ingen veje fører. Blumhouse har med udgivelsen her reddet sig nogle pletter på omdømmet. Computerspillet fik flere efterfølgere. Lad det ikke ske på filmfronten, tak.

Jesper Poulsen

Skribent & Anmelder

---

Filmanmelder siden 2003. Først på OnFilm, siden CinemaOnline. Pressekortindehaver siden 2004. Jesper har skrevet over 1000 filmanmeldelser og har desuden beskæftiget sig med artikler fra diverse filmsets og -produktioner samt adskillige års dækning af filmpriser som The Oscars, Robert-Prisen og Isbjørnen. Desuden har Jesper skrevet filmbranchens væsentligste nekrologer, dækket pressemøder og lavet skuespillerinterviews med navne som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen.