Flight Risk-anmeldelse – en risiko der ikke er værd at tage

Når navnet Mark Wahlberg bliver nævnt, tænker jeg mest på de ældre titler, hvor både han og filmene var gode – tænk The Fighter, The Departed og Patriots Day. Men som så mange andre store skuespillere, der formentlig bare har brug for noget at rive i, er han endt i diverse comic relief-roller – her tænker jeg på Pain and Gain, Daddy’s Home og Ted. I nyere tid har man derfor oplevet en mere klodset og dumsmart udgave af Mark Wahlberg.

Nu har han – i mine øjne – påtaget sig en stærkere rolle ved at medvirke i en mere seriøs film, skulle man tro. Flight Risk, instrueret af selveste Mel Gibson, lover umiddelbart kvalitet – men lad os se, om den også leverer.

One location ish

Plottet er forholdsvis enkelt: Wahlberg spiller en pilot, der skal fragte en luftmarshal (Michelle Dockery) og et vidne (Topher Grace) gennem den alaskanske vildmark til et retsmøde.

Der er altså lagt op til en klassisk transportmission, men som man kunne forvente, begynder tingene stille og roligt at skride. Stemningen bliver mere anspændt, og mistillid begynder at sive ind mellem sæderne – for måske er ikke alle ombord helt dem, de giver sig ud for at være.

Som udgangspunkt er jeg ret stor fan af film, der foregår stort set ét sted. Ofte bliver jeg skuffet, men i sidste ende er det hele idéen bag, der fascinerer mig: hvordan man formår at gøre en film interessant, spændende og intens ved kun at være ét sted. The Hateful Eight er i min optik en rigtig god kandidat.

Men Flight Risk foregår 80 procent af tiden i et lille privatfly. Tænk ikke første klasse med champagne og lækre sæder – nej, snarere gaffatape på vingerne og en utrolig høj knirken.

Jeg synes dog ikke, det helt virker i dette klaustrofobiske fly. Flere gange opstår der larm og snak, som personerne ikke reagerer på – selvom lyden er så høj, at man naturligt ville forvente en reaktion.

Har Wahlberg overskredet sidste salgsdato?

At gense en skuespiller som Mark Wahlberg i en mere seriøs rolle, havde jeg egentlig glædet mig til. Indtil filmen for alvor gik i gang. At spille en slesk type, der prøver at lægge en psykotisk undertone bag hver en sætning er slet og ret ikke særlig fængende.

Han lyder dum, og særligt når intensiteten er i sit højeste (hvilket ikke er så højt igen), så bliver han dummere og dummere at høre på. Og det er egentligt hele vejen rundt i flyet. Den eneste som bare tilnærmelsesvis rammer en nogenlunde præstation er Michelle Dockery, som jeg umiddelbart kun har set i Non Stop.

For vidnet, der skal transporteres, er uden tvivl ham der skal være den sjove. Det der comic relief, som bare skal spytte sætninger ud, som skal være så lårklaskende morsomme, men som ender som en stor prut under vand. Og problemet er, at når alting spidser til og vi skal være alvorlige, så kan man simpelthen ikke tage ham seriøs.

Konklusion

Flight Risk forsøger at kombinere et intenst, klaustrofobisk setup med et seriøst comeback for Mark Wahlberg, men ender med at styrte ned før målet. Selvom idéen om én location i et gammelt fly gennem Alaskas vildmark er dragende, lykkes filmen ikke med at opbygge hverken spænding eller troværdighed.

Wahlbergs præstation føles karikeret og klodset, og hans forsøg på at balancere psykopatisk charme med alvor falder fladt. Michelle Dockery er den eneste, der leverer en nogenlunde præstation, mens Topher Grace ender som comic relief, der underminerer filmens ellers seriøse præmis.

På trods af et interessant udgangspunkt og Mel Gibson i instruktørstolen, er Flight Risk endnu et bevis på, at idé og udførelse ikke altid følges ad.

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.