Føreren og forføreren-anmeldelse – Et rædselsvækkende, omend fascinerende kig ned i Nazismens helvede

Da den stærkt kontroversielle Der Untergang blev udgivet i september 2004, var den internationale respons overvældende positiv. Ifølge IMDb anses den stadig for at være en af de bedst vurderede tysksprogede film nogensinde – kun Metropolis, M, Das Boot og De andres liv er vurderet højere.

Ikke desto mindre var der også formanende eller ligefrem negative stemmer: Bag dette lå formentlig ofte frygten for en styrkelse af den højreradikale scene, fordi Oliver Hirschbiegels film placerede Adolf Hitler som den centrale figur – et brud på tabuet, om ikke andet så på grund af faren for, at filmen, der i høj grad var baseret på Hitlers sekretærs notater og var forsynet med et fiktivt rammeplot, kunne blive heroiseret eller endda mystificeret.

Handke: “Himmler rapporterer om 20.000 anholdelser og 100 dødsfald”.
Goebbels: “Det tjener jøderne rigtigt. Men i nyhedsrullen siger vi ikke noget om det. Vi er lige så sandfærdige, som det er nyttigt for os”.

Scene fra Führer und Verführer

Den ovenstående scene er et af mange foruroligende, men effektive øjeblikke i Føreren og forføren. Brillant spillende Robert Stadlober som Joseph Goebbels står øje til øje med sin modpart i et lyst jakkesæt med mørkt hår kæmmet tilbage og griner perfidt, mens han taler

Den ikke fiktive historie

I 1938 står Goebbels i en krise, fordi hans propaganda har lovet det tyske folk fred og velstand, mens Adolf Hitler nu stræber efter den krig, som han ser sig skæbneudvalgt til at vinde. Samtidig kommer Goebbels i unåde, fordi han åbenlyst bedrager sin kone, Magda, som har en særlig plads i Hitlers verdensbillede. For at bevare sin plads i det nazistiske hierarki, sadler Goebbels om og lader krigstrommerne lyde og bruger hele sin forførelseskunst til at fejre de tyske triumfer i krigens begyndelse. Og han accepterer fortsat at spille sin rolle i den nazistiske idealfamilie. Selv da modgangen begynder, manipulerer Goebbels med sandheden og iscenesætter Hitlers historiske mission. Dette skal blive begyndelsen til enden for dem begge.

I sit historiske drama Føreren og forføreren går den tysk-fødte instruktør Joachim Lang, der kalder Goebbels en slags far til mesteren i fake news, nu et par skridt videre – og åbner direkte med en kontroversiel overraskelse: En mandsstemme kan høres, med en let sydtysk-bayersk accent, rolig og slet ikke ubehagelig. Det er Hitlers rigtige stemme, som blev optaget i hemmelighed på det tidspunkt – og den lyder meget anderledes end den nidkære, snerrende Hitler, du tror, du historisk korrekt kender. Det offentlige billede af Hitler var nemlig iscenesat, og Lang forklarer dette lige fra begyndelsen med golde tekstpaneler: Han ønsker nemlig med sin overrumplende velinstruerede film, at trænge ind i det ellers forbudte og tabubelagte indre af de nazistiske magtstrukturer, at gennemskue demagogiens, propagandaens og manipulationens mekanismer for at forstå farerne ved nutiden.

Goebbels-familien: Den første influencer-familie?

Føreren og forføreren er en spillefilm, der gentagne gange leger med dokumentargenren med interviewuddrag og arkivoptagelser, og gennem dette trænger instruktør og historiker Joachim A. Lang dybt ind i det indre af de nazistiske strukturer. Der er talrige filmiske revurderinger af Holocaust og Anden Verdenskrig. De fleste af dem tager politisk korrekt ofrenes perspektiv. Men der er undtagelser. En af disse er netop Føreren og forføreren om rigets propagandaminister Joseph Goebbels.

Lang afholder sig snusfornuftigt fra at fortælle en historie, hvor publikum kunne finde sig selv i en hvilken som helst form: Ingen af karaktererne er (ikke overraskende)sympatiske, hverken i inderkredsen af regeringen omkring Hitler (Fritz Karl) eller i kredsen af Magda (Franziska Weisz) og Joseph Goebbels (Robert Stadlober) familie. Hensigten med filmen er at portrættere hovedpersonerne som de gerningsmænd de er, men ikke at dæmonisere dem og vise dem som – øh – “normale” mennesker.

At de var ansvarlige for de værste historiske grusomheder, de fleste af dem uden at tilsmudse deres egne hænder, bliver en logisk udvikling i Langs værk, resultatet af en fanatisk, hadefuld holdning, så frygtelig banal, at den ikke er forbundet med nogen følelser.

Rystende optagelser

Til filmen bruger Lang originale dokumenter som dagbøger, breve og protokoller, også som grundlag for dialogerne, der dog nogle gange virker teseagtige. Af og til blander han scener og originale billeder, som han desuden lader begivenhederne med autenticitet. Et eksempel: Hitler, synligt mishandlet, uddeler medaljer til børnesoldater foran bunkeren. Du kan se, hvordan hans hånd ryster bag hans ryg. Goebbels ser på disse billeder i projektionsrummet og flipper ud: “Führeren skælver ikke!” Han forbyder disse “menneskelige” offentliggørelser:

Goebbels: “Führeren ryster ikke. Folk vil aldrig komme til at se disse optagelser”.
Mann: “Men vi har ikke andet. Føreren er kun en skygge af sit tidligere jeg. Dette er dårligt, men sandt”.
Goebbels: “Jeg bestemmer, hvad der er sandt. Og sandt er det, der gavner det tyske folk”.

Scene fra Führer und Verführer

Derudover inkorporerer Lang små underplots, såsom historien om skuespilleren Joachim Gottschalk (Michael Glantschnig), der begår selvmord med sin jødiske kone, eller et besøg af Heinz Rühmann (Raphael Nicholas) hos Goebbels-familien. Af og til afbryder Lang dog pludselig plottet og stopper fortællingens flow: Så får de overlevende fra Holocaust deres ord. Det er de mest menneskelige øjeblikke i filmen. De har overlevet, og deres budskab til verden er: Se igennem manipulationens og demagogiens mekanismer, så sådanne forbrydelser ikke længere er mulige i fremtiden!

Handke: “Himmler rapporterer om 20.000 anholdelser og 100 dødsfald”.
Goebbels: “Det tjener jøderne rigtigt. Men i nyhedsrullen siger vi ikke noget om det. Vi er lige så sandfærdige, som det er nyttigt for os”

Scene fra Führer und Verführer

Goebbels’ manipulerende hånd

Spørgsmålet opstår naturligvis, hvordan det var muligt at manipulere den tyske befolkning på en sådan måde, at så mange selv blev gerningsmænd eller i det mindste aktivt så den anden vej. Ifølge Lang var Joseph Goebbels alene ansvarlig for dette som “rigsminister for offentlig oplysning og propaganda”, den officielle titel på hans embede. Han havde ubegrænset magt over medierne: radio, aviser, film … Intet skete her uden hans viden og uden hans samtykke. Goebbels trak i alle tråde. Omkring personen Goebbels, ingeniøren af en perfekt gennemtænkt manipulationsmaskine, har Lang bygget et komplekst spillefilmsplot, der som en “skabelse af nationalsocialismen” fortæller om, hvordan dette system af løgne og forfalskninger blev bygget op og perfektioneret.

Derfor fokuserer Langs film logisk mere på Goebbels. Hitler er Føreren, Goebbels forføreren – i enhver henseende: som kvindebedårer og som manipulator. Robert Stadlober spiller ham i begyndelsen som en forfængelig, strålende mand, en narcissistisk mand med magt, der altid smiler imødekommende. Men efter Stalingrad forsvinder smilet. Denne Goebbels er ikke kyniker; han er lige så overbevist om sin ideologi, som han er om sig selv. Hans arbejde, som han beskriver som kunst, fylder ham med stolthed: “Jeg skabte Førermyten,” siger han og ser Hitler som sit produkt, selvom han stadig må bøje sig for Førerens vilje, som fanget i et jerngreb. Fritz Karl som Hitler virker derimod næsten upåfaldende. Han leder, modsat Bruno Ganz’ præsentation i Der Untergang, uden megen spruttende larm og gennemtvinger alligevel sin vilje, selv med Goebbels. Dette bliver tydeligt, da Goebbels ønsker at blive skilt fra sin kone på grund af sin nye kærlighed til skuespillerinden Lida Baarova (Katia Fellin), som Hitler forbyder ham(hun er ikke ægte tysk).

Goebbels: “Propaganda er en kunst som maleri. Det er ikke det billede, der kommer tættest på virkeligheden, der har størst værdi. Nej, det er den, der udløser de største fornemmelser. Vi skaber de billeder, der bliver tilbage”.

Scene fra Führer und Verführer

Er man filmhistorieinteresseret, kommer man også bag kulisserne til de store nazistiske propagandafilm, Jøden Süss og Den evige jøde, hvor Goebbels forberedte den tyske befolkning på massemordet på jøderne. Samt Veit Harlans storfilm Kolberg, som blev skabt, mens Berlin faldt sammen i 1944.

Parallellen til 2024

Historikeren Thomas Weber, der har været konsulent på Føreren og forføreren, deler i pressematerialet en vital pointe: at vi i dag lever i en ny storhedstid for propaganda, selv om vi bare bruger andre ord. Han mener derfor, at det er relevant at se på Joseph Goebbels som propagandagrundlæggeren og som den ekvilibrist i desinformation, han var, og på hans betydning for hele nazi-regimet. “Vi lever igen i en gylden æra for propaganda, selv om vi giver propagandaen nye navne,” siger han. “Vi taler om desinformation og manipulation. ‘Propaganda’ bruges kun i forbindelse med krig. Men det er stadig den samme vin. Vi har bare givet flasken en ny etiket. Dertil kommer, at teknologien har givet propagandaen nye muligheder, så dens indflydelse er vokset eksponentielt. Vi befinder os lige nu i en eksistentiel krise, så situationen er ideel for desinformation og manipulation. Vi lever i en sådan tid.”

Desværre formår filmen ikke at drage paralleller til dette, hvilket ville have gjort den til en modig, sprængfyldt bombe.

Konklusion:

I sit velinstruerede historiske drama forpligter Joachim Lang sig til den provokerende tese, at Joseph Goebbels og hans velsmurte propagandamaskine var hovedansvarlige for Det Tredje Riges succes og dets ideologi blandt den tyske befolkning. Dette kan ses som en passende analyse eller som et muligt udgangspunkt for forhastede undskyldninger. Uanset hvad bliver filmens hjemsøgende appelkarakter dog tydelig igen og igen – som en advarsel og som en opfordring til handling. Dette gør den imponerende film til et sofistikeret stykke film, selvom vi ikke bliver klogere på Goebbels dybere bevæggrund.

Medie: Biograf

Instruktør: Joachim Lang

Skuespillere: Robert Stadlober, Fritz Karl, Franziska Weisz, Katia Fellin, Michael Glantschnig, Raphael Nicholas.

Genre: Historisk krigsdrama.

Premieredato: 19.9.2024

Spilletid: 135 minutter

Selskab: UIP