Fra 96 i timen til nul: ‘Road 96: Mile 0’ fanger ikke forgængerens magi

Den dystopiske prequel er måske visuelt smukkere, men leverer en uengagerende fortælling i et overfladisk miljø, der resulterer i en flad og ikke særligt stimulerende spiloplevelse

OBS! Enkelte plotpunkter fra ‘Road 96’ diskuteres i forestående, men der er ingen omfattende spoilers hvad angår slutninger, karakterers skæbner eller lignende.

Nogle af de bedste spiloplevelser føles meget korte og meget lange på samme tid.

Meget korte i den forstand, at tiden flyver afsted. Meget lange fordi du føler dig fundamentalt flyttet efter spillet er slut: Du har været ude på en rejse, der var stor og omfattende.

‘Road 96’ var en af de spiloplevelser for mig.

Nogle af de mest ærgerlige spiloplevelser føles ligeledes både lange og korte.

Lange fordi du keder dig undervejs, og spillene kan føles som at løbe ærinder. Korte fordi du afslutter spillene uden en følelse af for alvor at have oplevet noget.

‘Road 96: Mile 0’ falder desværre i sidstnævnte kategori. 

Året er 1996, og det er maj. Landet hedder Petria og ligner til forveksling det sydlige USA. Zoe Muller bor i den luksuriøse bydel White Sands med sin far, der er “Minister of Oil”, og er nabo til President Tyrek, Petrias demagogiske og korrupte leder.

Zoes bedste ven hedder Kaito, og han bor på den anden side af byen i Colton City med resten af arbejderklassen. Her undertrykkes han hver dag, mens han leder efter en måde at forlade landet. Måske en stor, bjørnelignende mand kan hjælpe?

Wanna go for a ride?

I ‘Road 96: Mile 0’ spiller du skiftevis som Zoe, som fans kender fra forgængeren, og Kaito, der stammer fra et andet spil fra samme udvikler, ‘Lost in Harmony’. Allerede her adskiller ‘Mile 0’ sig ret markant fra ‘Road 96’, hvor man spiller ud fra en række anonyme teenageres synspunkt. 

Endvidere foregår spillet over kortere tid og på et mindre geografisk område. Som navnet – måske – indikerer, rejser du i ‘Mile 0’ nemlig ikke på tværs af et kæmpe land, men navigerer derimod små områder i en enkelt by.

I stedet for at rejse igennem Petrias proceduralt genererede landeveje foregår det mest actionprægede og dynamiske gameplay i ‘Mile 0’ i vores hovedpersoners sind med spillets såkaldte “rides”. 

Spillets rides foregår i små platform-baner, som Zoe og Kaito skater og står på rulleskøjter igennem, mens de bearbejder emotionelt intense situationer. Det er klart en af spillets mest interessante sider.

De er visuelt kreative, utroligt smukke og stilistisk skarpe med hel suveræn musik. Plottet er overbevisende integreret i banerne, så de ikke bare føles som pauser fra den egentlige historie.

Er man, som undertegnede, elendig til platformsspil har man også mulighed for at “skippe” en del af banen, hvis man dør det samme sted om og om igen. Hvilket er både godt og skidt.

Det er dejligt for folk som mig, der ikke har lyst til at smide deres computer ud af vinduet i frustration, men det tager også vægten fra banerne.

Du kan nemlig ikke som sådan fejle, for uanset hvor dårligt du spiller disse rides, har det ingen konsekvens for historien, selv hvis du vælger at skippe dig igennem spillets klimaks. 

Snævert og uden dybde

Langt størstedelen af spillet foregår dog udenfor ride-banerne i Zoe og Kaitos virkelige liv, og her er spillet drevet af sine karakterer og historie og er, mere end noget andet, en walking-sim. Det er her spillets problemer for alvor opstår. 

Miljøet er nemlig vanvittigt overfladisk. Hvor ‘Road 96’ havde geografisk vidde, men mindre dybde, har ‘Mile 0’ ingen af delene.

I forhold til hvor få og hvor små områder, der er i spillet, er det virkeligt overraskende, at der ikke er mere kød på miljøet. Næsten alle objekter, du kan interagere med, er nogle, du skal interagere med. Der er stort set ikke nogen små overraskelser eller områder at udforske, der ikke har et helt bestemt formål. 

Det samme gør sig gældende for spillets fortælling. Historien er egentlig ganske fin, den har et udmærket tempo og flere charmerende episoder.

Alligevel føles den en tand for undervældende. Den har ikke så meget dybde, og den besvarer virkeligt ingen spørgsmål, man måske måtte have om Petria eller Zoe. Hverken Tyrak eller Florres, de to mulige ledere, spiller nogen særlig rolle. Ej heller, og måske mest overraskende, Zoes far. 

Hvem er spillet til for?

Dette leder mig til mit største spørgsmål til spillet: Hvem er det lavet til? Det kan ikke være til folk, der ikke er bekendt med ‘Road 96’, for spillet gør absolut intet for at introducere dig til verden eller de karakterer, der går igen fra ‘Road 96’. 

Men samtidig kan det heller ikke være til folk, der har spillet ‘Road 96’. Hele spillets historie drejer sig om, at Zoe er i tvivl, om President Tyrak og resten af Petrias regering er så onde, som Kaito siger. 

Derfra går det så ud på, at du tager nogle valg, der enten gør Zoe mere patriotisk eller mere tvivlende. 

Kaito vil bevise overfor Zoe, at President Tyrak er ond ved at stjæle en specifik fil.

Alle, der har spillet ‘Road 96’ ved, at blot en måned efter ‘Mile 0’ vil Zoe have forladt Petria og tilsluttet sig en (til tider voldelig) revolutionær modstandsgruppe.

Man vil også vide, at Zoe fra juni 1996 er i besiddelse af den fil, som hele spillet handler om at stjæle. Man vil også vide, hvad der står i filen.

Kort sagt, er der i ‘Mile 0’s fortælling ingen spænding, intet mysterie for en person, der allerede har spillet ‘Road 96’. Ydermere føles Zoes tvivlen og patriotisme fuldstændigt utroværdig og malplaceret, hvis man tager hendes karakter i ‘Road 96’ i betragtning. 

‘Road 96: Mile 0’ er et visuelt smukt spil, og det føles som om, at det er lavet med ægte hjerte. Resultatet er desværre et ufokuseret og lettere rodet produkt, der ikke ved, hvad det vil, og som slet ikke når forgængeren i originalitet, spænding og charme. 

 

MERE FRA ARKADEN

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: ’The Last Worker’ er en pakke med mørk satire, der aldrig når helt frem

LÆS OGSÅ: De nye PlayStation VR-headset sælger efter alt at dømme rigtig dårligt

LÆS OGSÅ: ‘Vampire Survivors’ får ny udvidelse med fantasy-tema