God of War: Ragnarök-anmeldelse – krigsguder har også følelser

Nu også på PC

God of War: Ragnarök er landet på PC, to år efter det oprindeligt udkom på PlayStation. Og jeg skal nok gå i dybden med selve spillet om lidt. Men hvis du som hungrende PC-spiller bare savner svar på, hvorvidt de har lavet en ordentlig PC-konvertering, vil jeg ikke spilde din tid: Det har de. Ragnarök er en glimrende PC-konvertering. Det kører fortrinligt, bedre end forgængeren God of War gør på min maskine. Styring med keyboard og mus fungerer fremragende, og jeg har ikke oplevet skyggen af jank, mens jeg spillede – kun en fejl med dialog, der gentager sig, i en enkelt scene, og den fejl er også til stede i PS5-udgaven.

Der har sneget sig et enkelt UI-element fra konsolversionen ind i Ragnaröks roguelite-spiltilstand Valhalla, og pausemenuens oversigt over hvilke taster, der gør hvad, er helt i skoven og decideret forkert. Men ellers har jeg ingen anmærkninger til PC-konverteringen. Godt arbejde, Sony. Har du gået og ventet spændt på PC-versionen, kan du roligt finde dankortet frem: den er pengene værd.

Og lad os så se på hvilken størrelse, God of War: Ragnarök egentlig er.

Herlige Kratos

God of War: Ragnarök er et omtrent 30 timer langt spil, der handler om at mænd skal lære at tale om deres følelser. Jovist, det er pakket ind i øksekast og svingen med flammende sværd i lange kæder, blodige kampe mod alskens mytologiske skabninger og en fortælling om at Fimbulvinteren er kommet, Ragnarok står for døren og at Odin er et dumt svin af rang. Men kernen i hele spillet er, at man skal huske at fortælle om de ting, der trykker en.

Jeg ved ikke, om det er et bevidst opdragelsesprojekt, Sony har kastet sig ud i. Men Ragnarök skriver sig i hvert fald ind i ny-traditionen af Sad Dad Simulators, der i nogen grad er blevet PlayStations varemærke med titler som forgængeren God of War, The Last of Us og til dels Uncharted 4.

God of War: Ragnarök er et spil om et far og søn-forhold. Atreus er blevet ældre og mere selvstændig, og det ved knudemanden Kratos slet ikke, hvordan han skal håndtere. Og i sine misforståede forsøg på at beskytte sin lille dreng mod den onde omverden, kommer han blot til at gøre afstanden mellem dem endnu større. 

Samtidigt har Atreus bebyrdet sig selv med et overansvar, fordi han tror at det er hans opgave at beskytte sin far mod en profeteret skæbne. Men den byrde vælger også han at bære alene, og holde hemmelig for sin far – der selvfølgelig ikke forstår, hvad sønnike har gang i.

Og så mange af de to hovedpersoners problemer bunder i deres manglende evne til at tale med hinanden, at jeg flere gange undervejs må bide mig i tungen for ikke at sidde og råbe af min skærm. “Tal nu sammen, for helvede!” Men gjorde de det, var der ikke nogen historie, og de herrer Kratos og Atreus må selv gøre sig den erfaring, at de ikke kan bære alle deres problemer alene. Om det lykkedes dem, må du selv finde ud af.

Kløv nogle hoveder

Men det hele går selvfølgelig ikke op i følelser. God of War: Ragnarök handler primært om at slås, og det fede kampsystem fra forgængeren er tilbage med små justeringer. Der er nye skjolde, tre varianter af Kratos’ spartanske raseri, og vigtigst af alt et mere varieret udvalg af fjender. Jeg kunne i God of War nogle gange føle, at kampene trak i langdrag og blev for ensformige, men på det punkt får Ragnarök rystet posen tilstrækkeligt. Spillet har en lidt kedelig tendens til at spawne fjender bag dig, som du først opdager når de hugger halvdelen af dit liv, og det føles lidt fejt. Men typisk rundsmadrer jeg dem efter at have genstartet fra seneste checkpoint (og dem er spillet gavmilde med), så værre er det heller ikke.

Der er også nye, bedre og langt mere varierede puzzles, og Kratos’ trofaste kano får selskab af andre transportmidler, hvilket alt sammen er med til at gøre den samlede oplevelse mere varieret. Ragnarök er også væsentligt bedre til at guide dig i retning af de mange sidemissioner, end God of War var.

Vi møder både Thor og Odin ret hurtigt, der ellers kun optrådte ved navn i forgængeren, og de to roller er der krudt i. Skuespillet i hele Ragnaröks karaktergalleri fremragede. Alle spiller røven ud af bukserne, og alle karaktererne er fantastisk skrevet.

Faktisk bliver det næsten for meget af det gode med mængden af karakterer, der bliver introduceret i løbet af Ragnarök. Hvor God of War godt kunne føles lidt tomt, i forhold til hvor mange figurer, man mødte undervejs, har Ragnarök næsten det modsatte problem. Historien vil for meget – der bliver sat virkelig mange skibe i søen, og det er ikke dem alle, der rigtig når i havn inden slutningen.

Rygtet vil vide, at udviklerne egentlig havde tænkt den nye God of War-serie som en trilogi, men Sony var åbenbart nervøse ved at budgettere med tre titler, og seriens kreative kræfter tøvede med at forpligte sig til så mange arbejdsår i samme univers – og derfor har de proppet Ragnarök med historie til to spil.

Det virker som et troværdigt rygte. Ragnarök kan godt føles som om, det trækker i langdrag, og som sagt er det ikke alle elementer af historien, der lander. Jeg kan for eksempel ikke rigtig se formålet med det talende egern.

På den anden side rammer Ragnarök plet med virkelig mange ting. Jeg elsker historien om Thor, Odin er en eminent skurk, og det var eddermame fortjent at Christopher Judge vandt den der pris for sin præstation i rollen som Kratos. Når rulleteksterne glider over skærmen, er alle ridserne i lakken glemt. God of War: Ragnarök er klart værd at spille – også på PC.