God of War Ragnarök: Valhalla-anmeldelse – En roguelite oplevelse

Et af sidste års allerbedste spil var God of War: Ragnarök til PlayStation. Spillet var en fortsættelse af historien om Kratos og Atreus, og var en oplevelse, som blev båret fremad af spillets meget omfattende historie. Tidligere i december i år kom der så en gratis udvidelse til spillet, som lovede både mere historie samt en ny måde at spille på.

God of War Ragnarök: Valhalla er for så vidt også en anderledes oplevelse, end hvad man normalt forbinder med God of War, og så alligevel ikke. Spillet bruger det kampsystem og de våben, som vi allerede kender fra serien, men det er bygget op som et såkaldt ‘roguelite’.

Det betyder, at du i dette spil kommer ind i små afskærmede områder, og her skal du nedkæmpe en grupper fjender. Når disse er nedkæmpet, får du en opgradering. Du kan f.eks. vælge at forbedre dit våben, dine stats, runic attacks eller lignende. Herefter kommer du videre til næste område, og den næste bølge af fjender, som er lidt sværere end forrige bølge. Så får du nye upgrades og sådan forsætter det.

Du får også forskellige former for valuta, som kan bruges til forskellige ting. Én slags valuta kan du købe midlertidige upgrades for, men der findes også noget, du kan købe permanente forbedringer for, hvilket gør spillet nemmere i længden. Hvis du dør, starter du forfra, og skal igennem de forskellige bølger af fjender igen. Hvis du kommer igennem alle bølger, starter du også på ny et nyt run.

Historien

Spillet fører dig ikke igennem en stor verden, som vi er vant til. Dette hører ikke rigtigt til roguelite genren. Derfor er der blevet tænkt i andre baner, for at levere en historie, som kan give os noget af det, som God of War-serien er kendt for.

Spillet foregår umiddelbart efter hændelserne i Ragnarök. Kratos har modtaget en invitation til Valhalla, og sammen med Mimir tager han dertil for at finde ud af, hvem som har hidkaldt ham. Her opdager han hurtigt, at han ikke befinder sig et sted, som han aldrig har oplevet før. Valhalla har nemlig sin egen bevidsthed, og kan se ind i Kratos’ fortid.

Og det er denne feature, som bruges til at fortælle spillets historie. De mange bølger af fjender afbrydes nemlig med brudstykker af Kratos’ liv, hvor vi bl.a. får et indblik i de begivenheder, som vores hovedperson tog del i, inden han bevægede sig mod nord og stiftede familie. Samtidig er der også en mere nærværende fortælling om Valhalla og Kratos’ forhold til sine nordiske venner, og det hele kører egentlig meget fint sideløbende med hinanden – men det er ikke den samme oplevelse, som man ellers kender fra spilserien.

Hvad kan man forvente?

Hvis man ønsker sig en oplevelse, der minder om det God of War-serien plejer at levere, kan man godt blive skuffet. Fokus er primært på kamp, og historien er i den grad sekundær for spillets kerne. Når det så er sagt, så er der faktisk interessante godbidder undervejs. Personligt havde jeg aldrig spillet de oprindelige God of War spil, før jeg kastede mig over den nordiske æra, som startede i 2018. I spillet fra dengang kunne man godt fornemme, at Kratos havde en fortid, men han talte ikke meget om den. Skuespillet var bare så godt, at man hele vejen igennem kunne mærke, at der var dybe ar i Kratos’ sind. Ar, som han havde forsøgt at flygte fra.

Med Valhalla får vi et dybere indblik i netop disse ar, og vi får også lov til at opleve en mere eftertænksom Kratos, som nu har haft tid til at fundere over det liv, som han har levet tidligere. Kratos ser tilbage på sine handlinger i et nyt lys, hvor han både forsøger at retfærdiggøre de beslutninger, han har taget, men samtidig bliver stillet overfor konsekvenserne af dem – og tvunget til at tænke over, hvad han kunne have gjort anderledes.

Det er en interessant måde at give karakteren yderligere dybde på, mens man samtidig erkender den brutalitet, som altid har været forbundet med karakteren. En brutalitet, som forekommer svær at flygte fra og endnu sværere at lægge fra sig. Det er lidt som når vi mennesker godt selv er klar over, hvilke dårlige valg vi har truffet i vores liv, men samtidig træffer vi dem igen og igen – på trods af den selvindsigt, visdom og erfaring, som (forhåbentlig) kommer med alderen.

Konklusion

Valhalla er som nævnt mest fokuseret på kamp, og mindre på historie. Dog en den mængde historie, som man får alligevel, interessant nok til, at jeg blev ved med at spille. Hele roguelite delen siger mig personligt ikke særligt meget, og jeg er glad for, at der er tale om en gratis DLC. Havde jeg betalt penge for Valhalla, var jeg blevet meget skuffet. Det lader dog til, at Santa Monica her mere guf til os på vej, men hvad det indebærer, det må du selv spille Valhalla for at finde ud af.

Jeg kan anbefale DLC’en til dem, som elsker spillets kampsystem, og som gerne vil prøve nogle forskellige ting af. Der er nemlig mange måder at kæmpe på i God of War, og der er langtfra sikkert, at du har udforsket dem alle i dine playthroughs af kerne-spillene. Men hvis du hungrer efter mere historie, som bringer historien om Kratos og Atreus videre, så må du nok vente til det næste rigtige spil kommer i serien.

---