GreedFall: The Dying World-anmeldelse – Imperialismen set indefra

Det første GreedFall udkom i 2019 og var udviklet af det franske studie Spiders og udgivet af Nacon. Spillet er et action-RPG, som fandt inspiration i klassiske BioWare-rollespil som for eksempel Dragon Age.

Historien i det første GreedFall foregår i en fantasyverden inspireret af 1600-tallets Europa, hvor stormagter sejler ud i verden for at finde nye ressourcer og territorier. Og her finder vi med det samme en af spillets helt centrale tematikker, nemlig kolonialisering.

I GreedFall spiller man som De Sardet, en diplomat fra et imperium på det gamle kontinent, der rejser til øen Teer Fradee. Grunden til rejsen er en mystisk sygdom kaldet Malichor, som hærger kontinentet, og man håber, at løsningen kan findes på den nye ø.

Men øen er naturligvis ikke tom.

Her lever de oprindelige folk, de indfødte, som i spillets univers kaldes Nádaig eller Doneigada, og de har en stærk forbindelse til naturen og til øens spirituelle kræfter.

Og her bliver spillet faktisk ret interessant, fordi det arbejder med nogle tydelige historiske paralleller – europæiske imperier ankommer til en ny verden. Naturfolk forsøger at beskytte deres land. Missionærer vil omvende dem. Handelsalliancer og militær magt følger efter.

Kort sagt er det en fantasyversion af kolonialiseringen af Amerika.

Franske Spiders har efterhånden en tradition for at lave action-RPG-spil, og jeg har prøvet flere af deres tidligere titler. Blandt andet det første GreedFall, men også det lidt lettere komiske og fjollede Bound by Flame. Jeg har også kastet mig over The Technomancer, som var et sci-fi-inspireret action-RPG, og jeg prøvede også kræfter med Steelrising, som desværre ikke faldt helt i min smag, fordi det havde lidt for mange FromSoftware-elementer i sit gameplay.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

Men Spiders går ikke efter AAA-produktioner. Det er AA-spil, der er deres speciale. Derfor er de også fyldt med det, man kunne kalde god gammeldags Eurojank. Spillene er ikke altid helt skarpe rent teknisk, men de er fyldt med interessante idéer, som Spiders nogle gange lykkes med – og andre gange slet ikke lykkes med.

Jeg var derfor også en smule spændt på GreedFall: The Dying World, fordi det er et spil, der har været i early access siden 2024. Spiders har altså haft lang tid til at arbejde videre på spillet og få feedback fra communityet, så oplevelsen forhåbentlig kunne stå så skarpt som muligt ved udgivelsen.

Imperialismen set indefra

GreedFall The Dying World er ikke en direkte fortsættelse af GreedFall, men snarere en slags prequel i det samme univers.

Hvor det første spil lod os spille som en repræsentant for kolonimagten, vender efterfølgeren perspektivet på hovedet. I The Dying World spiller man nemlig en person fra en af de oprindelige stammer på øen Teer Fradee.

Historien begynder med en tutorial, der bliver præsenteret som et ritual, hvor ens karakter skal gennemgå en form for prøvelse for at blive en såkaldt sage i sin stamme. Men kort efter ritualet bliver ens karakter taget til fange og ført til det gamle kontinent, hvor kolonimagterne kommer fra.

Det betyder, at historien nu fortælles fra den anden side af den konflikt, vi oplevede i GreedFall. I stedet for at udforske en ny verden, som i det første spil, bevæger man sig nu rundt i imperiernes verden. Her møder man politiske intriger, magtkampe mellem forskellige fraktioner og de konsekvenser, kolonialismen har for de folk, der bliver underlagt den.

På mange måder fungerer spillet som en spejling af det første GreedFall. Hvor GreedFall handlede om at opdage en ny verden, handler The Dying World om at se imperiet indefra.

Og igen har vi fat i tematikker som kolonialisme, kulturel identitet, naturen kontra civilisationen, imperialistisk magtpolitik samt manipulation og religion – bare fra et lidt andet perspektiv.

Nu handler det ikke længere kun om diplomati mellem imperier, men i højere grad om, hvordan kolonialismen opleves af dem, der bliver koloniseret.

En verden med gode idéer – men også fyldt med jank

GreedFall: The Dying World er på mange måder et meget charmerende spil, men det er også et spil, der har mange problemer. Rent faktisk kan man sige, at udfordringerne står i kø.

Først og fremmest er spillet fyldt med jank. Det kommer ikke bag på mig, for sådan har det altid været med spil fra Spiders. Men man er stadig nødt til at anerkende, at det for nogle kan være en lidt for stor udfordring.

Der er tekniske problemer undervejs. Det hele ser en lille smule ranglet ud. Karaktererne får den her fornemmelse af at være dukker, der bevæger sig lidt underligt. Mundbevægelserne passer ikke altid til det, der bliver sagt. Nogle gange forsvinder lyden på dialogen helt, når karakterer taler sammen. Karakterer kan gå igennem monstre eller igennem vægge. Der er ofte framerate-problemer, især i de større byer. Spillet lider også af stutters flere steder, særligt når det loader meget. Der er lange loading-skærme, og på den måde er der faktisk ret meget at kritisere ved det her spil.

Har man spillet spil fra Spiders før, ved man godt, at det her vil være til stede, og hvad man går ind til. Men er det første gang, man kaster sig over et spil fra Spiders, vil man bemærke det ret tydeligt.

Men det er også en verden, der er fyldt med gode idéer. En verden, der har mod til at fortælle en historie om slaveri, kolonialisering, imperialisme, natur og de udfordringer, civilisationen kan bringe med sig, når den forsøger at tæmme naturen.

Spiders lægger ikke fingrene imellem. De går meget kritisk til værks, og på den måde bliver spillet også en kommentar til den måde, man behandlede de indfødte folk på, da man kolonialiserede Amerika, men også andre begivenheder af samme skuffe. Mine tanker bevæger sig hurtigt over til kapløbet om at kolonisere Afrika og den måde, de forskellige kolonimagter – Holland, Belgien, Tyskland, England, Portugal og Spanien – behandlede de indfødte, behandlede naturen og tog for sig af ressourcerne.

Og det er også det, der holder én kørende, når man spiller GreedFall: The Dying World. For de første fem timer er utroligt langsomme og tangerer det kedelige. De næste 20 timer er ganske udmærkede rent narrativt. Men de sidste fem timer begynder at trække tænder ud, for her kører spillet virkelig i rundkreds om sig selv. Alt for mange ting bliver gentaget for ofte. Hver gang der sker en begivenhed, er der altid en karakter, der lige skal fortælle, hvad der er sket. Derefter bevæger man sig hen til en anden karakter, der også lige fortæller, hvad der er sket. På den måde bliver meget af dialogen alt for repetitiv. Det er alt for meget af det samme, man forsøger at fortælle, og derfor kan man også argumentere for, at GreedFall: The Dying World mindst er 10 timer for langt.

Den reelle spilletid er omkring 30 timer, hvis man vil se alt, hvad den her verden kan tilbyde. Der er mange underholdende timer undervejs, men der er også alt for meget fyld.

Og der er også noget, der er decideret elendigt.

Et rædderligt kampsystem

En af de ting, som Spiders på forhånd havde proklameret – og som folk i early access-perioden også har oplevet – er, at man har justeret kampsystemet i forhold til GreedFall.

Det er ændringer, som jeg personligt overhovedet ikke sætter pris på. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at kampsystemet i GreedFall: The Dying World er et af de værste kampsystemer, jeg længe har oplevet.

Det er på mange måder et ambitiøst kampsystem, men ambitionen kan slet ikke stå mål med Spiders’ evner til at udføre den. Man vil simpelthen for meget, og resultatet er et gigantisk rod af et kampsystem.

Der er forskellige muligheder og taktikker, man kan bruge. Det er trods alt et rollespil, så hver karakter har forskellige evner, som man skal udnytte. Man har et party på fire karakterer, og i løbet af spillet møder man op til otte følgesvende, som man kan sammensætte, som man har lyst.

Men når man står i kampsituationerne – og på trods af at man kan stoppe tiden, trykke på pause og få et taktisk overblik over sine muligheder – så er det sjældent noget, man kommer til at bruge. For det betyder ikke det fjerneste.

Det er ikke turbaseret. Det er heller ikke et actionbaseret kampsystem. Det er en mærkelig hybrid midt imellem, som aldrig rigtig giver mening.

Hver fjende har forskellige skjold eller magiske barrierer, man skal bryde igennem, og der er flere måder at gøre det på. Men i sidste ende ender det bare med, at man sidder og trykker på kryds på sin PlayStation-controller – eller hvad man nu spiller på – indtil fjenden falder om. Der er absolut ingen mening i det.

Det resulterede også i, at jeg til sidst simpelthen gik ind og spillede spillet på Story Mode og justerede kampsystemet, så jeg kunne bruge så lidt tid på det som overhovedet muligt. Der er ingen reel udfordring. Der er ingen reel taktisk spænding. Og når alt kommer til alt, er det fuldstændig unødvendigt, at man har ændret kampsystemet. Det var bedre i det første GreedFall.

Gode venskaber

En ting, som jeg havde håbet, Spiders ville give mere kærlighed i forhold til GreedFall, var ens companions – de følgesvende og venner, man møder undervejs.

Og det kan jeg heldigvis sige, at de har gjort.

Man møder et persongalleri af forskellige karakterer, der hver især har en baggrundshistorie og en distinkt personlighed. Flere af dem gør faktisk et indtryk på én som spiller. Jeg kunne virkelig godt lide mange af de companions, jeg mødte undervejs. Jeg fik mine favoritter, og de giver en følelse af fællesskab. En følelse af, at man ikke er alene på den her mission.

De hjælper én med at komme hjem til Teer Fradee igen, som er spillets overordnede mål. Du er blevet kidnappet. Du møder nogle følgesvende. Og sammen finder I en måde at arbejde jer tilbage mod hjemmet.

Det fungerer ret fornuftigt og er absolut et af de stærkeste aspekter ved GreedFall: The Dying World. Sammen med spillets mod til at fortælle en historie, der berører nogle ømtålelige tematikker. Der er flere interessante begivenheder undervejs. Men desværre bliver historien også alt for forudsigelig mod slutningen. Den bliver trukket for langt ud. Der er for mange gentagelser. Og missionsstrukturerne er ofte de samme – du skal hente noget, og så skal du tilbage igen.

Som jeg skrev tidligere, bliver de sidste timer for repetitive. Du har besøgt områderne før – nu skal du bare tilbage igen. Det er lidt ærgerligt, at man ikke har skåret noget af fedtet fra, så spillet kunne stå skarpere.

Det er nu meget flot, noget af det

GreedFall: The Dying World kan være et ret flot spil. Især når det kommer til omgivelserne og de forskellige miljøer, man bevæger sig igennem. Der er flere flotte vistas, man kan opdage, og naturområderne kan til tider være ret imponerende.

Men det er også et spil, der kan se kluntet ud – og til tider faktisk også ret gammelt.

Selvom omgivelserne kan være flotte, holder spillet sig meget i den samme farvepalette. Og karaktererne kan til tider se decideret grimme ud.

Når det så er sagt, er meget af stemmeskuespillet faktisk ret fornuftigt. Men der er også karakterer – endda blandt de centrale – hvor der bliver overspillet i en grad, så det lyder karikeret og helt ved siden af. Det er selvfølgelig ærgerligt. Men det bidrager måske også lidt til spillets charme.

Det her er Eurojank, når det er allermest Eurojank.

Konklusion

GreedFall: The Dying World er et charmerende spil, men det er også et spil fyldt med problemer.

Det er ekstremt janky. Der er mange fejl og tekniske udfordringer. Men heldigvis er der også et karaktergalleri af companions, som er ret karismatiske, og som jeg lærte at holde af.

Det er en modig historie, selvom den bliver lidt for forudsigelig, men jeg har respekt for, at Spiders vil fortælle historier om emner, der kan være ømtålelige.

Spillet kan også være flot, men det er tydeligt, at vi har med et spil at gøre, der har et mindre budget end de typiske AAA-produktioner. Der er flotte vistas, men der er også karakterer, der ligner noget fra en tidligere konsolgeneration.

Hvis man er i humør til en anderledes AA-rollespilsoplevelse, er der stadig charme og underholdning at finde i GreedFall: The Dying World. Man skal bare være klar på, at der også er mange udfordringer.

Det er et spil med nogle rigtig gode elementer – og nogle rigtig dårlige. Men hvis man kan lide noget, der er lidt råt og lidt mindre poleret, så kan GreedFall: The Dying World stadig være værd at prøve.