Halls of Torment-anmeldelse – Et gammeldags mørke vækkes til live i jagten på næste bullet heaven

Da mit tiende platin-trofæ klokkede ind oppe i højre hjørne efter 60 timer – 60 velspændte timer i Vampire Survivors – mærkede jeg en sjælden fornemmelse af afhængighed. Den slags, hvor man siger “bare én runde mere” og alligevel ender med at se solen stå op. Men da trofæet først stod på kontoen, følte jeg, at missionen var fuldført.

Siden da har jeg ledt efter næste fix. Det næste bullet heaven-spil, der kunne vælte mig omkuld på samme måde. Mange har forsøgt. Mange har fejlet.

Men så dukkede Halls of Torment op – et spil, der ikke lægger skjul på sin inspiration, men som til gengæld forsøger at genskabe følelsen af storhed fra Vampire Survivors med et dystert, nostalgisk twist.

Når Diablo møder Vampire Survivors

Man skal ikke mange sekunder ind i Halls of Torment, før man fornemmer, hvor inspirationen kommer fra. Spillet føles som et isometrisk ekko af Vampire Survivors, men med en sjæl, der tydeligvis stammer fra de to første Diablo-spil. Den dunkle musik, den grumsede farvepalette, de tunge fodtrin og de gotiske omgivelser – alt føles som et gammelt rollespil, man har fundet på en støvet CD i kælderen.

Gameplayet er velkendt: overlev i 30 minutter, mens bølger af fjender vælter frem minut for minut. Det starter håndterbart, men mængden vokser, og inden længe er skærmen et kaos af sværdhug, projektiler og monstrøse skrig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden

Overlever du hele seancen, bliver du ikke – som i Vampire Survivors – skåret ned af manden med leen. I stedet dukker en boss op, der kan besejres. Gør du det, får du en Torment Shard, som bruges til at opgradere dine karakterer.

Styringen har til gengæld fået en smule mere tyngde. Her skal man holde højre trigger nede og sigte med højre analog for at angribe med sit hovedvåben. Det tog nøjagtig 20 sekunder før jeg slog der fra (for heldigvis kan man det). Herefter angriber karakteren automatisk, præcis som genren plejer.

Den manuelle mulighed er der dog af en grund. visse traits belønner dig med ekstra skade, hvis du ikke bruger dit main-våben. Det er et interessant eksperiment, men mest af alt et lille forsøg på at give genren en ny vinkel – også selvom de fleste nok, som jeg, ender med at spille det på klassisk vis med én analog og autopiloten slået til.

En tung progression

Det lyder måske som en tilfredsstillende belønning, men det er her, Halls of Torment begynder at halte. Mængden af ressourcer er simpelthen for lav. Efter mange timers spil føler jeg sjældent, at jeg rykker mig. Hver opgradering er minimal, og følelsen af progression – det, der burde holde mig fanget – bliver for diffus.

Det er ærgerligt, for alt andet fungerer ellers: styringen er simpel, fjenderne varierede, og stemningen rammer plet. Men når man efter ti vellykkede runs stadig mangler at mærke reel fremgang, mister spillet en smule af den afhængighed, det så gerne vil genskabe.

Skills, scrolls og det evige dilemma

Undervejs samler man abilities i form af skriftruller, der ligger spredt ud over banen eller droppes af mini-bosser. Der er typisk to per bane, og man kan have seks aktive ad gangen. Her kommer den klassiske “build-fantasi” i spil: vil du fokusere på ild, frost, projektiler eller auraer? Det fungerer faktisk overraskende godt, især fordi spillet samtidig bygger små RPG-elementer ind gennem stats, traits og udstyr, som stille og roligt giver følelsen af at forme sin helt. Det går dog en tand langsomt – progressionen føles mere som et sejt træk end et sus – men idéen bag det er egentlig ret fint skruet sammen og passer til spillets tunge, gotiske tempo.

Men det mest interessante – og mest frustrerende – system er brønden. Når større bosser dør, kan de droppe items: støvler, handsker, rustninger og ringe. Vil du beholde dem, skal du sende dem op til overfladen gennem brønden. Dør du inden da, mister du dem. Overlever du, kan du købe dem hos The Shopkeeper i din hub. Det er mange trin for at bibeholde et item for evigt. Også fordi pengene man indsamler både bruges til disse items, men også til at lave små permanente opgraderinger som er gældende for alle karakterer. Det kan være mere helbred, mere skade og hvor hurtigt du angriber.

Det betyder, at du kan stå med fire genstande – og kun redde én. Resten går tabt. Det skaber et intenst dilemma, hvor hvert valg føles vigtigt… men også en voksende irritation, når man gang på gang mister potentielt fantastiske genstande efter 30 minutters slid.

Senere i spillet kan man låse op for Shrine of Torment, som kan reducere tiden mellem runs. Du får også udvidet brøndens funktion på et tidspunkt. Men det sker alt for sent, og ofte uden garanti for, at det faktisk hjælper. Det føles som en idé med potentiale, der aldrig helt får lov til at udfolde sig.

Når det hele alligevel går op

På trods af alle mine forbehold er der noget uundgåeligt dragende ved Halls of Torment. Den måde stemningen, musikken og det langsomme tempo arbejder sammen på, giver en oplevelse, der føles både retro og moderne. Karaktererne – fra den klassiske Sorceress og Swordsman til den mere moderne Exterminator med flammekaster – passer perfekt ind i det univers, der balancerer mellem mørk fantasy og gammeldags rollespil.

Det er ikke et spil, der skriger af visuel overflod. Det handler i stedet om rytmen, om flowet, om følelsen af at være fanget i en langsom dans med døden. Og når det lykkes, er Halls of Torment faktisk et spil, jeg har svært ved at slippe – også selvom jeg indimellem mumler lidt surt over, hvor lidt jeg får ud af mine runs.

Konklusion

Halls of Torment er et spil, der kigger direkte tilbage i tiden – og finder sin styrke i netop det. Det er ikke lige så vanedannende som Vampire Survivors, men det er langt mere stemningsfuldt, mere metodisk og mere nostalgisk.

Hvis du savner følelsen af Diablo II-æraens mørke grotter og samtidig ønsker et moderne twist på bullet heaven-genren, så er Halls of Torment et besøg værd.

Jeg savner dog en stærkere følelse af progression og lidt mere variation i belønningerne. For når man bruger en halv time på hvert forsøg, skal der altså falde noget mere af.

Men i sidste ende er Halls of Torment et spil, der både respekterer og genopfinder sin genre – uden helt at overgå sine forbilleder.

Kasper Hansen

Skribent & Anmelder

---

Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.