Havoc-anmeldelse – Årets skuffelse, men…

Lige siden jeg for første gang så Rambo III som 8-årig, har jeg været besat af actionhelte. Meget af mit voksenliv er endda viet til at formidle dem i podcasten, Hakkedrengene. De bedste af de bedste. Stallone, Arnold, Tom Cruise, Keanu Reeves, Harrison Ford, Bruce Lee, den slags.

Alligevel ændrede min verden sig i 2012, da jeg satte The Raid: Redemption på til en filmaften med to venner. Den indonesiske kampsportsfilm havde fået lidt positiv hype på nettet, så vi håbede på, at den var lidt sej og at folk blev dræbt på opfindsomme måder.

Og lad mig sige: HOLY HELL.

INTET kunne have forberedt os på dét, vi oplevede: En adrenalinindsprøjtning fra en anden verden, hvor den relativt ukendte Iko Uwais – med charme som Jackie Chan og hurtighed som Jet Li – render rundt i et højhus og tæver sig gennem horder af machete-svingende skurke. Knogler bliver brækket, struber knust, klinger svunget, rifler affyret og kranier bliver flækket.

Aldrig havde jeg set noget lignende. Mine venner og jeg jamrede og udbrød skiftevis “Ugh!” Og “av!” igennem hele denne bjergtagende oplevelse. Vores kæber ramte kollektivt gulvet. Når folk sparkede og væltede fulgte kameraet MED bevægelserne, som gav action-sekvenserne en helt utroligt kinetisk energi. The Raid 1 og 2 er ikke bare gode martial arts-film; de er to af de bedste film, jeg nogensinde har set. De giver én en fysisk reaktion, og til tider minder den i stemning og tone mere om en gyserfilm end en actionfilm.

Filmene katapulterede skuespillerne og martial arts-udøverne Iko Uwais, Joe Taslim og Yayan Ruhian op blandt actionheltenes stjernehimmel.

Instruktøren var Gareth Evans, en walisisk instruktør, der boede i Indosien og havde mødt Iko Uwais, da han skulle lave en dokumentar om kampsporten, SILAT. Og så tænkte Evans, “Wow, denne knægt er en goddamn actionhelt” og lavede lige to milepæle indenfor martial arts-genren.

ØDELÆGGELSE

Siden da fik Gareth Evans muligheden for at lave den rendyrkede gyser, Apostle, til Netflix, der er bedre end sit rygte. Og så var han med til at skabe tv-serien, Gangs of London, der er bygget på computerspillet, og som lige har fået sin 3. sæson. Den serie har nogle af de bedste actionsekvenser, der nogensinde er lavet til tv. Blandt andet femte afsnit i første sæson, hvor omdrejningspunktet er en belejring af et bondehus, og det er så blodigt og vildt og medrivende. Selvfølgelig instrueret af Evans.

I alle disse år har vi actionfans gået og håbet på en tredje The Raid-film, som Evans har sagt aldrig kommer. Til gengæld har han peget i retning af at han ville lave actionfilmen, HAVOC, med Tom Hardy i hovedrollen, og udtrykte, at den nok skulle ramme samme stemning og intensitet.

For én, der i midt-10’erne betragtede netop Hardy som sin favoritskuespiller, så har det været hårdt at se den mand pisse sit talent væk i måske den værste filmtrilogi nogensinde, Venom. Når man først har set verdens ondeste superskurk danse til ABBA, så kan man ikke lade være med at tænke på om vi ikke var lidt for hårde ved Tommy Wiseau, for The Room er ærligt bedre end alle Venom-filmene tilsammen. Men nu vendte Hardy tilbage til gode, originale film igen! Og sammen med Gareth Evans, intet mindre! Alt kommer til dem, der venter!

Lige siden Havoc blev offentliggjort i 2021 har jeg ventet med spænding. Så gik filmen i produktion i midten af ’21 og så ventede vi ellers… Og ventede.. Og da vi troede, at vi var færdige med at vente, så ventede vi lidt mere. Radiotavshed. Længe gik vi og troede, at Havoc var blevet skrottet. Så dukkede det pludselig op i 2024, at filmen havde brug for reshoots. Og da de var blevet afsluttet i juli måned sidste år, tænkte vi, at nu var tiden inde. Men så forsvandt alt info igen. MEN NU ER DEN UDE PÅ NETFLIX! Måske den film, jeg har glædet mig mest til i år. Evans, action, Tom Hardy! Nu sker det, venner: TOTAL ØDELÆGGELSE!!

I KAN GODT PUTTE DE KÖLLERNE TILBAKE I BAKRUMMET

Måske har jeg bygget filmen for meget op i mit hoved og glædet mig for meget, men jeg var alligevel ikke forberedt på dét, jeg så. Evans har altid været god til at maskere baggrunde med CGI i sine low-budget dage, men Havoc åbner med en hæsblæsende biljagt, der føles så forhastet og mærkeligt komponeret med baggrundene, at de ser lige så syntetisk ud som den første Sin City-film. Alting er lidt for grynet og udvisket. Og så dukker Timothy Olyphant op, og når jeg ser ham, så ved jeg, at han skal vise sig at være skurken senere…

Filmen udspiller sig i bedste Shane Black-stil under julehøjtiden, men det er tydeligt at det er kulisser og green-screen, der udgør alt i byen. Med andre ord, så føles filmen ikke autentisk i sit miljø. Og ganske rigtigt, det viser sig, at filmen er skudt i Cardiff i Wales, som skal gøre det ud for en stor, amerikansk by. Og det man bare tydeligt mærke, at det ikke er. Jeg er ked af at sige det, men det hele føles billigt og uautentisk. Og ikke på den gritty, DIY-måde, som i The Raid-filmene, men som i: Jeg kan se at det er kunstigt og digitalt indsat sne – og jeg kan se, at det dér er en CGI-baggrund.

Filmens logline har været ude i 4 år, og den har altid lydt, “After a drug deal goes awry, a bruised detective must fight his way through a criminal underworld to rescue a politician’s estranged son while untangling his city’s dark web of conspiracy and corruption.” Og det lyder jo som et fedt oplæg på papiret. En handling, der kunne udspille sig i realtid, hvor Tom Hardy skulle fragte en person tværs gennem et korrupt by, mens alle er efter ham. Men… efter den nogenlunde lovende, indledende biljagt, så går der 50 minutter før filmen går igang.

Det er først, da der opstår tumult på en natklub, at jeg igen kunne mærke, at jeg så en Gareth Evans-film. Hér bliver der kastet flasker og skudt og slået med jernstænger. Men igen: Det er efter 50 minutter. Og filmen varer en 1 time og 45 minutter. I en actionfilm er det ikke så fedt, at filmen tager en evighed om at komme igang.

TOM MAKING ME HARDY

En anden ting, der trækker helhedsindtrykket ned, er Tom Hardys figur, Walker, som er en træt betjent, der ikke finder sig i pis, og så er han i øvrigt også vred. Nåja, og så har han et barn, der skal have julegaver. Forestil jer Mission: Julegave, men uden varme og uden skyggen af humor. Dig: “Så Mission: Julegave?” Mig: “How dare you??”

Tom Hardy spiller Walker blottet for ironi, uden dynamik og så todimensionelt, at man bliver træt af at være i selskab med ham. Og så grynter han alle sine replikker på en trættende måde. Hardy har altid været gryntets mester og vist det i legendariske præstationer såsom i The Revenant og Mad Max: Fury Road. Men der var der også altid mere til figuren end bare grynt og surmuleri. Der var altid en større motivation og figurerne tjente et højere formål. Det var en dybere karakter bag gryntet. Hér er det bare utroligt enerverende at være i selskab med.

Det hjælper heller ikke på handlingen, at Tom Hardy ikke har nogen kemi med sin medspiller, Jessie Mei Li, der agerer hans politimakker, Ellie. Hun er ironisk nok filmens lyspunkt, måske fordi hun har den samme nyudklækkede energi som Iko Uwais havde i The Raid for mere end 10 år siden. I det hele taget er Hardy, Olyphant og Forest Whitaker bare uinspirerende castet. Vi har set dem spille de roller langt bedre i andre film.

Hvordan er Hardy så, når det kommer til fysikken, for det er jo en actionfilm? Jo, han er fin. Det er klart dér, filmen lever bedst. Hardy drog i det virkelige liv jo på et vildt sidequest i 2022, hvor han deltog i og vandt det åbne brazilianske mesterskab i jiu-jitsu. Så han har styr på det fysiske. Og det bør man også, når man har hovedrollen i en Gareth Evans-film.

Filmen indeholder også en belejrings-sekvens, som er fint koreograferet, og hvor Hardy virkeligt får lov til at udfolde sig fysisk, men…

… og nu kommer vi for alvor til problemerne: Alting i Havoc har jeg set eksekveret væsentligt bedre før. Endda også fra Evans’ hånd. Belejringen er langt federe i Gangs of London, natklubs-scenen langt overlegen i The Raid 2. Biljagten også, for den sags skyld.

Jeg tror altså det var en fejl, at Evans både skrev, instruerede og producerede denne film, for den føles halvbagt på alle parametre.

I’VE GOT BLISTERS ON MY FINGERS!

Tro mig, Havoc er ikke en dårlig film, og i forhold til hvad Netflix ellers disker op med fra deres AI-genererede, idéforladte, laveste fællesnævner-fabrik af en streamingtjeneste, så er dette klart i den bedre ende. Altså sammenlignet med håndværket i The Electric State, så fremstår Havoc som Jackie Chans Police Story. Men jeg havde bare forventet mere af Evans, og jeg havde glædet mig til det. Han kan mere end denne film, der har alvorlige pacing- og spændings-problemer og et uinteressant figurgalleri. Desværre er Havoc for mig årets skuffelse.

ALLIGEVEL! Så vil jeg gerne komme med et forsvar til Netflix. For jo, jeg er hård ved dem. Men de er også en af de få streamingtjenester, som har slået deres kløer i auteur-action- og thriller-instruktører og giver dem mulighed for at lave deres genrefilm. Og de er årsagen til at vi overhovedet får en actionfilm som denne. Sidste år gav de os blandt andet Jeremy Saulniers utroligt lækre REBEL RIDGE, samt Timo Tjahjantos (Evans’ spirituelle lillebror) BATSHIT INSANE The Shadow Strays.

Jeg håber at Gareth Evans fortsætter med at lave action, for han har stadig et gudsbenådet talent. Jeg håber bare ikke, at han skriver den næste film selv. Han har stadig gang i filmen, Blister, som der forhåbentligt ikke også går 4-5 år med før vi ser.

KONKLUSION

Havoc er for mig årets skuffelse. Kombinationen af Evans, Hardy og action burde have været et selvskrevet actionepos, og ikke en film med alvorlige pacing- og spændings-problemer, et uinteressant figurgalleri og 50 minutter før filmen går i gang.