Headbangers: Rhythm Royale-anmeldelse – Et friskt pust i battle royale genren

Et lille fransk spilstudie, ved navn Glee-Cheese Studio, har valgt, at udfordre de eksisterende battle royale spil med en mere rytme baseret tilgang for at være den sidste overlevende

Battle royale genren har efterhånden eksisteret i en del år. I 2015 udkom den første stand alone udgivelse i battle royale regi, som gik under navnet H1Z1. Men når vi kigger på hvem der dominerer den her genre nu, er det titler som Player Unknown Battlegrounds, Call of Duty‘s svar, ved navn Warzone, men størst af dem alle, Fortnite. Alle sammen har den samme præmis. Land på en øde ø, saml våben op og vær den sidste overlevende.

Glee-Cheese Studio har valgt en helt anden retning, dog i samme genre. Og stadig noget, der er set før. I hvert fald når man kigger på menuen. De har næsten en til en tyvstjålet hele Fall Guys layout i menuerne, og det er også de vibes, der skinner mest igennem både grafisk, men også i dens karikerede stil.

Bane designs og rytme

Headbangers indeholder i alt 23 minispil, der tilfældigt vælges gennem de fire runder, hvis man formår at holde sig så længe. Antallet af deltagere reduceres gradvist fra 30 til 20, derefter til 10, og endelig står de sidste 5 tilbage i finalen for at kæmpe om titlen som “master headbanger”. Hvert minispil præsenterer sit eget unikke twist i form af musik og rytme.

Selvom hvert minispil har sin egen karakteristika, kan nogle af dem kategoriseres, da de deler lignende udførelsesmetoder, blot i forskellige omgivelser. Dette indebærer, at man som spiller, skal have en imponerende god timing for at klare sig godt. Det er også vigtigt for mig lige, at understrege, at spillet ikke kan nydes uden lyd eller blot ved hjælp af højttalere, medmindre der er fuldstændig stilhed omkring dig. Jeg anbefaler derfor stærkt brugen af et headset for at opnå den optimale spiloplevelse.

Et ekko af Fall Guys største problem

Headbangers lider meget af det store problem Fall Guys også har. Antallet af tilgængelige baner skaber en vildledende opfattelse af mangfoldighed. Det væsentlige problem er de gentagne oplevelser af de samme få baner.

Denne tendens til gentagelser træder i kraft og reducerer oplevelsen, især når et spil som Headbangers præsenterer 23 minispil, men alligevel ender med at gentage de samme få. Det endte med at give mig en kedelig og ensformig oplevelse.

Alle minispil rammer ikke lige plet

Banernes mangfoldighed betyder selvfølgelig at de ikke rammer alles smag. Flere baner så jeg også mindre tiltalende, men der er også baner, som for mig virkede rigtig gode. Det er almindeligt, at favoritbaner ikke kun afgøres af den enkelte spillers færdigheder, men også af andre faktorer. Den fornøjelige musik og legende elementer i minspillene, spiller en afgørende rolle i at forme disse præferencer.

Det er ikke kun den tekniske kompleksitet, der gør en bane sjove. Atmosfæren, som enkelte baner har, er lige så vigtig. Dem er der desværre for få af.

To eksempler på nogle baner, som jeg fandt ret interessante var f.eks. den duel lignende western-bane og den 8-bit lignende “Run Pigeon Run,” træder tydeligt frem som bemærkelsesværdige højdepunkter. Den unikke kombination af visuelle aspekter og underholdende lyddesign går ud over blot at være en teknisk udfordring. Det bliver til en helhedsoplevelse, hvor atmosfæren spiller en central rolle. Det er disse baner, der ikke blot tester dine evner, men også skaber en sjov stemning, der gør dem til nogle af mine favoritter blandt de 23 minigames.

Jeg som person mangler at headbange

Headbangers introducerer hver bane på en forholdsvis vellykket måde, ved at krydre dem med korte og relativt sjove introsekvenser. På trods af den konstante rytme og den humoristiske tilgang, lider nogle baner af et ujævnt tempo. Denne ujævnhed kan føre til kaotiske stadier til sidst, og skulle man nok kunne finde det både underholdene samt stressende, har det desværre en negativ indvirkning på min overordnede spiloplevelse.

Det skal dog siges, at der var øjeblikke i spillet, hvor jeg brød ud i mild latter og sad og smilede, men det formår alligevel ikke helt, at trække mig ind i den dansende fuglefest. Det skaber en vis afstand mellem mig og spillets festlige atmosfære. Der er således et potentiale for forbedring i forhold til at skabe en mere sammenhængende og dybt engagerende oplevelse.

Konklusion

Headbangers: Rhythm Royale byder på en unik kombination af musik, humor og udfordrende minispil. Selvom det på mange måder føles, som et frisk pust, lider Headbangers af hvad jeg ser, som det største problem. For mange gentagne baner på trods af mængden. Ujævn pacing der påvirker den overordnede spiloplevelse. Spillere, der sætter pris på musikalske twists og en karikatur agtig stil, vil sandsynligvis finde en fornøjelig oplevelse i spillet, selvom der er plads til forbedringer i forhold til variation og pacing.

Jeg vil dog sige her til sidst, at det er et anderledes take på battle royale genren. På den måde skiller Headbangers sig ud, og viser sig til tider at være et fint afbræk fra de vante spil. Det vil helt sikkert også hjælpe på oplevelsen, hvis man sidder og hygger sig med nogle af sine venner.

---