Heart of the Beast-anmeldelse – Brad Pitts nye vildmarksdrama er en kærlighedshistorie mellem en mand og hans hund

Når man ser traileren til Brad Pitts nye film Heart of the Beast bliver man nemt ledt på afveje. Til at tro, at man skal se skræmmende historie om at overleve i vildmarken.

Lad dig ikke narre. Filmen handler ganske rigtigt om en tidligere specialstyrkesoldat og hans krigshund, der kæmper for at overleve i Alaskas vilde natur. Men Heart of the Beast er i bund og grund en kærlighedshistorie mellem en mand og hans hund.

Samtidig er den en tilbagevenden til samarbejdet mellem Pitt og instruktøren David Ayer. Sidste gange, de to lavede film sammen, var krigsfilmen Fury (2014).

Pensioneret specialstyreksoldat og krigshund

Her spiller Pitt specialstyrkesoldaten James Belmont, der har trukket sig tilbage efter 30 års missioner i Irak og Afghanistan. Vi får aldrig helt at vide hvor, men ser glimt af hans soldaterliv i små klip.

Nu lever han et stille og afsondret aleneliv. Eller rettere ikke helt alene, for han deler det med sin elskede krigshund Odeon. En german shepherd som har deltaget i mange af hans missioner. Og som bærer de fysiske og psykiske ar efter det. Odeon har således både titaniumtænder og et kunstigt ben og lider af mareridt på grund af PTSD.

I filmens start flyver de to i James lille Cessna-fly over vildmarken i Alaska. På andendagen styrter de imidlertid ned, da James får et hjerteslag under flyveturen. De kastes begge ud af flyet, inden det rammer vandet og er nu fanget i den barske natur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Kirkens Korshær

James og Odeon må nu kæmpe sig de over 90 kilometer til den nærmeste vej. En tur der både byder på en massiv og frådende grizzlybjørn, kløfter med forræderiske træbroer og ulveangreb. Og undervejs bliver de to mere og mere udmattede og sårede.

Risikerer konstant livet for hinanden

Mere skal ikke røbes af handlingen her. Filmen gør det allerede alt for meget – og unødvendigt – i første scene: Odeon sidder midt på en vej, mens en ung kvinde nærmer sig i en pick up.

Vi ved derfor, at noget går galt, men glemmer det heldigvis igen da handlingen kommer i gang. For det er ikke så meget de udfordringer, parret møder undervejs, der griber en om hjertet. Det er i stedet det tætte forhold mellem James og Odeon, der konstant risikerer livet for hinanden. Man er således ikke et sekund i tvivl om båndet mellem de to. Bedst og smukkest illustreret i en stille scene, hvor James løsner Odeons protese og massere hans benstump.

Pitt er fantastisk i rolle helt uden skjulesteder

Begge spiller fremragende. Som James er Pitt konstant årvågen, fåmælt, opfindsom og – måske lidt for meget – tilfreds med at være alene.  Med sit skæg, kortklippede hår, camouflage-skjorte og pilotbriller og en kompas-tatovering under det ene øre, er han som taget ud af en Hemingway-roman. Samtidig er han så meget på hjemmebane i sin isolation, at vi alle føler os hjemme med ham i vildmarken.

Det var uden tvivl en fordel for Pitt i rollen, at han selv er vokset op i Ozark-bjergene. Så han har tilbragt masser af tid ude i skovene og omkring søerne der, og han holder stadig af udendørslivet.

Det giver hans fremstilling af James en nærmest én til én troværdighed. Resultatet er en af hans karrieres bedste præstationer. I en rolle, hvor han hele tiden et totalt udstillet og ikke kan gemme sig bag noget eller nogen.

Hunden får en til at tænke, om der brug for en stjerne som Pitt?

Men lad mig ikke glemme Odeon. Selv om han ikke har nogen replikker, udtrykker han hele følelsesregistret via sin gøen. Og på den måde, han ser så beundrende og totalt uden fordømmelse på James. En ægthed og hengivelse man ikke oplever tit i nogen relation i sit eget liv.

Odeon spilles af hunden Uber og i nogen scener af hans tre sønner. Præstationen er så overbevisende, at man tager sig selv i at tænke, om filmen overhovedet behøvede en stjerne som Pitt?

Uanset hvad, så er Heart of the Beast, en film, der virker hele vejen. Dens spilletid på blot 101 minutter efterlader ikke et kedeligt øjeblik. Og den slutning rammer som en følelsesmæssig damphammer. Hvis ikke den får dine tårer frem, så bryder du dig hverken om hunde eller kærlighed.

Michael Madsen

Skribent & Anmelder

---

Michael er uddannet journalist og arbejder som presserådgiver hos Danske Regioner. Samtidig har han altid været totalt bidt af film og af at gå i biografen og har siden 2009 drevet sin egen filmblog CineMadsen. I 2015 blev han optaget i foreningen Danske Filmkritikere som den første enkelt-filmblogger i Danmark, og har siden være med til at nominere og vælge modtagerne af de årlige Bodil-priser. Michael har en meget bred filmsmag og anmelder lige gerne en stor blockbuster som en smal independent film.