Hell is Us-anmeldelse – En dæmonisk god skildring af mennesker og krig

Denne artikel indeholder affiliate-links. Hvad det betyder, kan du læse mere om her.

Hell is Us – Gamescom 2025

Ikke nok med en anmeldelse, så var jeg også så heldig at få lov til at besøge Nacon og Rogue Factor til Gamescom. Inden da nåede jeg at prøve demoen, og allerede der var jeg hyped. En snak med udviklerne gjorde det kun større. Som nævnt før er det virkelig en speciel oplevelse at sidde direkte med udviklerne og få et spil præsenteret. Der er to design valg der virkelig skinner igennem i spillet og snakken. Alt i spillet er placeret med en bevidst intention, og det er meningen man skal klare sig selv. Udviklerne har også gjort sig store tanker om detalje graden for at ramme stemningen og teknologien fra 90’erne. Samtidig er nogle kort i spillet også topografiske korrekt.

Der er lagt meget energi i spillet, og det ses. Det er et beskedent hold på 55 mennesker som har brugt de seneste 4,5 år på at udvikle Hell is Us. Det virker også til at der er investeret heftigt i franchisen i sig selv. Der er eksempelvis lavet en speciel prequel tegneserie, der leder op til spillets start.

Hell is Us følger Remi og hans kamp igennem det borgerkrigshærgede land Hadea. Som lille blev Remi sendt ud af landet af hans mor, og det var ikke muligt at vende tilbage. Spillet starter netop da Remi krydser ind i hans barndomsland. Landet er opdelt i to, splittet af had og krig. De religiøse Palomists og de mere moderne, men meget skeptiske Sabinians. Jeg var nødt til at spørge udviklerne til Gamescom om de frygtede reaktionerne på spillet og dets setting. Der er utrolig stor lighed med krigen i spillet og nogle af de ting der sker i virkeligheden. Svaret var at det forhåbentlig kunne resonere med mange mennesker, men også at man måske ikke koblede det sammen på den måde da spillets grundide blev undfanget flere år før krigen i Ukraine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Arkaden+

En befriende oplevelse uden kort og map markers

Hell is Us er ikke et spil, der holder dig i hånden. Faktisk gider det ikke engang fortælle dig, hvor du skal hen. Du får hints og lidt hjælp i din datapad, som styrer alt hvad du finder, men der er intet der direkte guider dig videre. I stedet lader det lys, lyde og din egen intuition guide dig gennem dets hjemsøgende verden. Du skal på egen hånd finde nye våben, folk der har brug for hjælp og utalige af mysterier og mystiske genstande. Det er et modigt designvalg i en branche, der er besat af waypoints og blinkende markører – og det fungerer. Ved at fjerne de moderne krykker som kort og quest logs tvinger spillet dig til at være opmærksom. Man er næsten nødt til at skrible noter ned, markerer mærkelige symboler eller tegne grove kort for at holde styr på det hele. Det er som i de gode gamle dage i 90’erne, måske et bevidst valg da spillet også foregår i 90’erne. Samtidig er det udfordrende på den bedste måde, og hver gåde du løser – hvad enten det sker gennem logik eller et lykketræf – føles som en ægte bedrift.

Krig er dårligt mmmkay

Selve settingen er lige så rystende, som den er fængslende. Hell is Us skyr ikke krigens grimhed. I stedet ser det den direkte i øjnene og giver et råt, ubarmhjertigt blik på, hvordan vold nedbryder og fortærer alt omkring sig. Måske er krig skyld i de monstre der pludselig har invaderet Hadea? Borgerkrigen mellem Palomists og Sabinians vælger aldrig side. Undervejs får du indblik i hvad begge sider syntes om hinanden. Ingen i den her historie er god guys, og alle har begået krigsforbrydelser. Det er en hård og realistisk lektie som ophøjer spillets fortælling.

Undervejs skal du hjælpe forskellige mennesker i Hadea, og det fede er at verden reagerer på din fremgang. NPC’er bevæger sig og ændrer sig i takt med handlingen, hvilket forstærker følelsen af at bevæge sig gennem en levende, dynamisk slagmark. Stemningen understøttes af et soundtrack, der ved præcis, hvornår det skal trække sig tilbage i stilhed, og hvornår det skal brage igennem – hvilket gør visse øjeblikke uforglemmelige. Sammen med den sære, men slående blanding af retro-90’er teknologi og futuristiske elementer, sætter atmosfæren sig fast længe efter, du har lagt controlleren fra dig.

Desværre er der også tekniske dæmoner

Men Hell is Us er ikke uden problemer. Filmsekvenser lider ofte under dårlig lipsync, som bryder indlevelsen, og spillet kæmper med ydeevnen – hyppige hak og framedrops ødelægger ellers stærke øjeblikke, især i quality mode. Kampene er en anden svaghed. De visuelle cues for parader er næsten usynlige, hvilket gør slagene klodsede og upræcise. Når skærmen fyldes med fjender, bliver manglerne endnu tydeligere, og en særlig sen bosskamp – vil teste ikke bare dine evner, men også din tålmodighed. Det er synd for kampene er generelt rigtig gode, og spillet giver gode muligheder for at differentiere din karakter i forhold til udstyr og våben. Desværre bliver det bare sjældent udnyttet, man ender hurtigt med at vælge ét våben, bare holde sig til én ting. Kampene er godt balanceret, og til tider meget udfordrende. Nogle gange får du smæk, og næste gang deler du smæk ud. Heldigvis er save funktionen utroligt tilgivende. Alt hvad du slår ihjel inden du dør er også dødt når du respawner (til en vis grad). Det gør at man ikke mister progress når du dør. Det virker nogle gange næsten for godt til at være sandt.

Tempoet holder heller ikke altid. Historien er meget åben grundet designet om ingen map markers, men det gør at historien til tider trækker ud alt for længe og falder hen i en trættende lidt grindy rytme, der undergraver spillets ellers skarpe fokus. Bevægelsen føles responsiv det meste af tiden, men virker ufærdig, når man skal navigere vertikale områder – at slippe hoppe ned fra en kant får karakteren til at styrte frem med en unaturlig fart, som ødelægger flowet i udforskningen, og tit resultere i at man “dør”. Og selvom historien er stærk og kraftfuld, kan den til tider kvæle spilleren i et væld af stednavne og baggrundslore, som mudrer en ellers klar fortælling til. Især slutningen. Hell is Us slår et stort krigsramt og episk brød op, som den desværre ikke helt levere på. Den personlige historie kommer i mål, men den overordnede afslutning rammer ved siden af.

Konklusion

Hell is Us er en smule rodet, ja. Dets performance ustabil, og dets pacing ujævn. Men det er også modigt, foruroligende og til tider genialt. Det udfordrer ikke kun dine evner, men også dine forventninger til, hvad et moderne spil bør være. I en branche fuld af sikre spil og formulariske designvalg føles det i sig selv ekstraordinært. Der er mange ligheder til eksempelvis Clair Obscur: Expedition 33 selvom det ikke lykkedes helt så godt. Rogue Factor har bevist at de kan levere et stærkt nytænkende spil.

Hell is Us er noget sjældent: et spil, der har tillid til, at du er til stede, opmærksom og engageret. Det bombarderer dig ikke med blinkende ikoner eller konstante påmindelser, men belønner i stedet nysgerrighed, tålmodighed og vedholdenhed. At opdage et skjult kosmetisk item føles som en ægte belønning, ikke blot endnu et flueben på et kort. At løse en gåde føles fortjent. Og at se dets gruopvækkende verden udfolde sig – hvor ubehageligt det end måtte være – føles meningsfuldt.

Morten Vilstrup Pedersen

Skribent & Anmelder

---

Morten har en bachelor i Engelsk, og arbejder til daglig med Salg og Service i det mørke Jylland. Hans allerførste rigtige spiloplevelse var Pokemon Blå på tysk i de glade GameBoy dage. Det rangerer også ret højt på listen over yndlingsspil, men nr. 1 må absolut være Neverwinter Nights. Alt, der kan games på skal der games på, og han ejer derfor både PC, Xbox, PlayStation og Switch.