House of the Dragon Sæson 3, afsnit 1-4-anmeldelse – En stærkere start end først forventet

Min anmeldelse her vil være komplet spoilerfri, og der vil derfor ikke komme nogen hentydninger til eller reaktioner på plottet. Jeg vil derimod gerne fremhæve de problematikker, som serien denne gang ønsker, at seerne får fokus på, samt min overordnede mening om starten på denne sæson.

Westeros, åh Westeros. Selvom det ikke er længe siden, at jeg sidst fik stillet min trang til George R.R. Martins fantastiske univers i form af A Knight of the Seven Kingdoms, så er det alligevel små to år siden, at vi sidst kunne nyde nye episoder af House of the Dragon. Ventetiden er snart ovre, og jeg har fået muligheden for at se de første fire episoder af sæson 3.

De første to sæsoner har været lidt af en rutsjebanetur for mig, for selvom vi aldrig har set begivenhederne før, så har man fået blottet flere af de helt store plotpunkter blot ved at se Game of Thrones. Prequels i sig selv er en svær ting at mestre, for som seer har man oftest svært ved at knytte sig ordentligt til karaktererne, fordi deres skæbner allerede er bestemt. Det samme gælder for filmatiseringer fra bog til lærred, og selvom jeg ikke har læst bøgerne, der omhandler begivenhederne i House of the Dragon, så ved jeg alligevel, hvor serien ender.

Forventninger der blev overgået

Forrige sæson var i min optik en stor optakt til det frygtindgydende slag, man havde hørt om tidligere i Game of Thrones. Det var svært ikke at sidde tilbage med en følelse af skuffelse, da historien udviklede sig langsommere og langsommere hen mod sæsonafslutningen. Da jeg ovenikøbet fik nyheden om, at konklusionen på House of the Dragon ville komme i en afsluttende fjerde sæson, frygtede jeg, at sæson 3 endnu en gang blot ville være et ledende element mod den afgørende kamp.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Warner Bros Denmark

Jeg aner ikke, hvor sæsonen har tænkt sig at slutte, men det virker til, at der godt kunne komme et langt større efterspil end først forventet. Game of Thrones og House of the Dragon har altid omfavnet det politiske magtspil frem for rå krigsførelse, og det bliver lagt godt på hylden her i starten af sæsonen. Dynamikken mellem de forskellige huse er bestemt tilsidesat, og folk har nu endeligt valgt side.

Der er smæk på – ikke for meget, men derimod helt balanceret. Det er skønt at se, og spændingen stiger og stiger, hvilket gør, at man virkelig har svært ved ikke at starte næste afsnit, nu hvor man havde muligheden for det. Jeg synes generelt, at de første fire episoder er mesterligt opbygget. Det er langt over det niveau, vi tidligere har set i forrige sæsoner, men det skaber også en lille frygt for, om de kan holde kadencen i de sidste fire, jeg endnu ikke har set.

Når vores biologiske fundament spiller en rolle

Det er ikke ukendt i Game of Thrones-universet, at kvinderne sidder på magten, eller at de har en større rolle i det politiske spil. Men vi mærker her, at der ligger biologiske forstyrrelser, som kan have konsekvenser på mange måder. Det fylder ikke, og det bliver heller ikke påtalt som sådan, men det bruges på en så elegant måde, at man alligevel tænker over det.

Mænd i de adelige rækker er enten opvokset til krigsførelse eller til at være begavet inden for politisk styre, hvorimod kvinder oftest kun er opdraget til at skulle gøre arverækken rigere. De normer bliver stadig sat på prøve, og når krigen raser, og flere hedenske klaner mødes, bliver grænser rykket og højtstående titler lidt mere overflødige.

Kvinder fremtræder oftest klogere end mænd, men bliver ikke set som værende stærkt begavede blandt de højtstående. De arbejder derfor i det skjulte, og som vi har set før, ender de med at have en afgørende rolle i sidste ende. Banen er blevet kridtet op, hvor Rhaenyra Targaryen som leder af det sorte hold står stærkere end nogensinde, mens Alicent Hightower står nærmest magtesløs og forsøger at gøre bod på sine handlinger, der splittede Targaryen-dynastiet i sort og grøn.

Overflødighed skåret fra

Tidligere sæsoner lagde op til flere store som små plottwists ved at introducere nye, dog kendte navne, eller skabte en begivenhed, der satte tankerne i gang hos seerne. Jeg observerede, at flere af disse nu var blevet overflødige, og det gav mig alligevel en følelse af tilfredshed, fordi det meste blot lignede fylde til en serie, der prøvede at strække sig mere, end nødvendigt var.

De stærkeste plotlinjer er stadig intakte og udvikler sig mesterligt her i løbet af de første fire afsnit. Der sker ting, som kommer til at ryste det fundament, serien hidtil har lagt op til, og det skaber den helt rigtige spænding – specielt når udførelsen sidder lige i skabet.

Vi kommer ikke udenom at snakke lidt om drager og deres fremtræden. For selvom de bestemt er frygtet på slagmarken, så lægges der vægt på, at udryddelse ikke er vejen frem, og derfor bliver dragerne oftest brugt som et politisk redskab frem for en bærende grundpille i krigsførelsen. Brugen af drager kommer kun til udtryk, når behovet er der, og når to drager mødes i kamp, er resultatet aldrig forudsigeligt.

Skuespil hvor man ser udvikling

Etableringen af de store huse har fra første sæson været ret godt repræsenteret, men i løbet af sæson 2 fik vi introduceret nye karakterer, som vi også lærte spillede en større rolle i kampen om tronen. Her tænker jeg specifikt på de tre nye drageryttere: Clinton Liberty som skibsbyggeren Addam of Hull, Kieran Bew som smeden Hugh og Tom Bennett som lystløgneren og drankeren Ulf.

Alle tre har hver deres baggrund – alle inden for det laveste hierarkiske niveau – men de deler nu også alle tre samme skæbne som drageryttere. Deres væremåde, og mangel på pli sætter både hoffet og de adeliges grænser på prøve. For når man går fra nul til hundrede på ingen tid, så vil man skille sig ud, og tilvænning kan være svært. Så svært, at man måske aldrig rigtig kommer til at føle sig hjemme med en titel, man faktisk havde ønsket sig hele livet.

Der skal også slås et slag for den danske vinkel. Amanda Collin leverer en solid præstation som Lady Jeyne Arryn. Vi stiftede bekendskab med hendes karakter i sæson 2, og her fik hun kun ganske kort tid på skærmen. Hendes rolle bliver udfoldet noget mere her og vil også have betydning for udviklingen. Der lægges op til mere, end vi får at se, så det er dejligt, at repræsentationen står stærkt.

Balancen er svær, men jeg synes alligevel, at serien formår at lande rigtig mange ting, hvor jeg havde en stor tvivl inden start. Det er svært ikke at blive begejstret, når så mange ting formår at overgå ens tanker og forventninger. Jeg ser i den grad frem til at se de sidste fire afsnit, men det bliver svært at holde kadencen efter så solid en start.

Konklusion

De første fire episoder af sæson 3 formår i den grad at overgå forventningerne og rette op på den skuffelse og det langsomme tempo, jeg mener prægede forrige sæson. Ved effektivt at skære overflødigt fyld fra og fokusere på de stærkeste plotlinjer leverer serien en mesterligt opbygget og balanceret start, hvor spændingen stiger konstant.

Sæsonen udmærker sig ved at integrere flere biologiske og kønsmæssige problematikker på en elegant og subtil måde, samtidig med at de nye drageryttere tilføjer en fængslende karakterudvikling, der udfordrer det etablerede hierarki i Westeros. Selvom jeg på forhånd var bekendt med store dele af plottets overordnede linjer, blev jeg alligevel overrasket, når handlingen udspillede sig, og det ses sjældent så mesterligt udført.

Starten er så overbevisende og solid, at det reelt overgår mine forventninger – og det efterlader mig med en stor begejstring, men også en lille frygt for, om serien kan holde det tårnhøje niveau hele vejen i mål. Så står du og glæder dig til den nye sæson af House of the Dragon, så venter der dig en solid opstart. Det kan jeg godt garantere dig.

Nikolaj Mosegaard

Skribent & Anmelder

---

Nikolaj er en passioneret mand inden for spilverdenen, film og ikke mindst diverse serier. Med et bredt vingefang dykker han gerne ned i både stærke historiedrevne spil, såsom Uncharted, The Last Of Us og Assassin’s Creed, men sætter også gerne kløerne i det competitve og grindbaserede gameplay – specielt Call Of Duty. Han har en stor forkærlighed for Ubisoft-spil – ja nogen ville kalde det fanatisk.