Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Hver eneste frame i ‘Planet of Lana’ ligner et fortryllende maleri

Hver eneste frame i ‘Planet of Lana’ ligner et fortryllende maleri
Wishfully
Redaktionen

Redaktionen

Estimeret læsetid: 4 minutter.

May 26, 2023

Uimodståelig smuk, minimalistisk grafik i samspil med betagende musik gør ‘Planet of Lana’ til en cinematisk oplevelse

Det første, der slår dig, når du åbner ‘Planet of Lana’ er dets unikke visuelle stil. Hver og en af spillets mange gåder og hjernevridere ligner smukke akvarelmalerier.

Dertil kan du tilsætte en vellykket kombination af puzzles, platforming og eventyr. Tilsammen giver det en fornøjelig spiloplevelse, der belønner dig med et lille dopamin-kick, når du løser en gåde. Det hele forbedres kun af et dynamisk og stemningsfuldt soundtrack, der vækker følelser af frygt, forundring og overvældelse.

Ja, og så har jeg ikke engang nævnt den ordløse – men velfortalte – historie.

Stykvist orkestreret plot

En munter fangeleg fører søstrene Lana og Ilo ud af deres primitive landsby, og frem til et flot udsigtspunkt, som de dog ikke når at nyde længe, før store maskiner regner ned fra himlen som meteorer. En maskine fanger din Ilo og flyver mod landsbyen.

Du indtager rollen som Lana, der sammen med sin kattelignende følgesvend, Mui, må finde maskinen og befri sin søster.

Sammen udforsker du og Mui mange forskellige omgivelser i planetens varierede biomer, og i hver af dem støder du på nye udfordringer, som holder spiloplevelsen frisk. På din færd for at redde din søster vil du langsomt lære om planetens glemte fortid, der bliver præsenteret i brudstykker og til sidst forløser sig i en stor dybfølt afslutning på det kun cirka fem timer lange spil.

Puslespil, platforme og poter

‘Planet of Lana’ er et todimensionel puzzle-spil med platforming, stealth og en utrolig stemningsfuld æstetik. Spillets gåder er ikke blandt de mest udfordrende i genren, men stadig underholdende at løse, hvilket ofte var lettere udtænkt end udført.

Mange af spillets udfordringer indebærer stealth-elementer, hvor du skal skjule dig for maskinernes søgelys, indtil du og Mui i fællesskab har manipuleret forhindringerne i sådan grad, at I begge kan komme videre. Lana og Mui deler en gensidig uundværlighed, fordi de begge har styrker, hvor den anden har mangler. Mui kan nå høje platforme og skubbe eller skære reb, som Lana kan kravle op ad eller svinge sig i, mens Lana kan svømme, hvilket det lille sorte katte-væsen ikke kan.

Rækkefølgen, du gør ting i, og din timing er alfa-omega, når du løser spillets gåder ved at bevæge dig rundt i landskabet, mens du giver ordre til Mui. Mui er uundværlig for din succes i spillet. Den spilmekaniske afhængighed mellem Lana og Mui, gør deres voksende bånd troværdigt, og deres venskab resonerede virkelig med mig, fordi Mui ikke bare er en nuttet bi-karakter – men rent faktisk også en nyttig samarbejdspartner, når du skal løse opgaver i spillet.

Værdig arving

‘Planet of Lana’ rammer mange af de samme noter som Playdead-studiet gjorde med ‘Limbo’ og ‘Inside’. Det er ikke bare ét element, der virker. Det er det hele. En helhed, der med smuk grafik og et stemningsfuldt soundtrack, der danner rammerne for en dragende udforskning af planetens flora, fauna og fortid gør spillet til en fænomenal oplevelse.

Det svenske studie, Wishfully, der står bag spillet, har formået at lave et spil, der fortæller en dybfølt historie uden brug af sprog. I stedet fortælles alt gennem handlinger, billeder og lyd. Særligt kameraføringen er med til at gøre mange øjeblikke i spillet mindeværdige. Langsomt zoomer det ud for at vise brede vidder og Lanas lille størrelse i nye, store landskaber. Ligeledes zoomes der ind i intense og klaustrofobiske sekvenser i spillet, som giver en følelse af tyngde og tunnelsyn.

Musikken er hele tiden i udvikling og understreger de følelsesmæssige fikspunkter i fortællingen.

Lokationerne, du bevæger dig igennem, ser ikke bare vidt forskellige ud – de lyder også forskelligt ved hjælp af den dynamiske lydside. Særligt kan det opleves, når en fjende opdager dig, og hektiske strygere overtager lydsporet, for at avle panik og rædsel.

En smuk odyssé

‘Planet of Lana’ er en af de mest stemningsfyldte puzzle-platformere, jeg længe har haft fornøjelsen af at spille. Det gør brug af smuk grafik og musik for at skabe en unik oplevelse, hvor en fængslende og følelsesladet historie formår at blive fortalt uden ord. Det er ikke svært at fremtænke en løsning på spillets mange gåder, men udførelsen af en genial plan kan udfordre, da den afhænger kraftigt af timingen.

Til tider kan Lanas langsomme styring være frustrerende, fordi man har løst udfordringerne i hovedet og derfor bliver utålmodig for at se sine planer bære frugt. Men det er en lille klage, som man nemt kan se bort fra, når resten af spillet fungerer så godt.

 

Udvikler: Wishfully

Genre: Todimensionel puzzle-platformer

Platform:PC, Xbox One, Xbox Series X/S

5 / 6
Redaktionen

Redaktionen


Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Nyhed

May 9, 2025

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk