Produkt: HyperX Pulsefire Haste 2 Wireless
Produkttype: Trådløs ultralet gaming-mus
Unikke features: Ekstrem lav vægt på kun 61 gram, Dual wireless med både 2.4 GHz og Bluetooth, 26K HyperX-sensor
Kasper Hansen
Estimeret læsetid: 5 minutter.
June 5, 2026
Jeg har altid haft nogle ordentlige klodser af en mus, mest fordi jeg har store hænder og lange fingre. Det har betydet, at der som regel også har været lidt tyngde i dem – mus, der ligger solidt i hånden og fylder godt ud. Derfor var det også noget af et skifte at gå over til HyperX Pulsefire Haste 2 Wireless.
Det første, jeg lagde mærke til med Haste 2, var vægten. Med sine 61 gram er den markant lettere end mange af de mus, jeg normalt bruger, og det ændrer faktisk måden, man bevæger sig på. Jeg måtte selvfølgelig finde vægten frem, og måtte komme til den konklusion at det er rigtigt. Kun 61 gram!
I starten føles det næsten for let, især hvis man kommer fra en tungere mus som Razer Basilisk, men efter noget tid begynder det at give mening. Den glider hurtigt og ubesværet hen over musemåtten, og det er en følelse, jeg hurtigt vænnede mig til.
Designet er enkelt og afdæmpet. Den matte sorte overflade brydes kun af RGB‑lyset i musehjulet, og det giver et pænt, rent udtryk. Jeg bruger i forvejen HyperX‑udstyr i mit setup, og det er ret tilfredsstillende, hvordan farverne synkroniserer mellem mus, tastatur og mikrofon.
Det giver en helhed, som man ikke nødvendigvis tænker over, før man ser det i praksis.
Musen bruger HyperX’ egen 26K‑sensor. Det er et højt tal, men i praksis er det ikke noget, jeg selv udnytter. Jeg sidder ikke og finjusterer DPI i små intervaller, og det tror jeg heller ikke, de fleste gør. Det vigtigste er, at sensoren er stabil og præcis, og det er den. Der er ingen mærkbar acceleration eller jitter, og musen følger bevægelserne, som man forventer. Det er i virkeligheden det, der betyder noget.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Reklame for Warner Bros Denmark

HyperX’ nye software, Ngenuity, er en markant forbedring i forhold til deres tidligere løsning. Hvor den gamle app ofte føltes tung og ustabil, fremstår Ngenuity langt mere moderne, hurtigere og væsentligt mere pålidelig. Det første indtryk er simpelt – en ren brugerflade, få menuer og ingen overvældende mængder af indstillinger. Men når man begynder at dykke ned i det, opdager man, at der faktisk ligger en solid dybde under overfladen.
Man kan justere sensorindstillinger, finpudse RGB‑lyset og opsætte makroer, og alle funktionerne er pakket ind på en måde, der gør dem lette at finde og forstå. Det er ikke en app, der forsøger at være avanceret for avancerethedens skyld.
I stedet er den bygget op omkring de værktøjer, de fleste rent faktisk bruger, og det gør den overskuelig uden at være begrænset. Man får adgang til de nødvendige justeringer, uden at det føles som et projekt i sig selv.
Det at Ngeunity nu er lanceret i så god en tilstand, gør hele helhedsoplevelsen blandt hyperX produkter markant bedre. De er begyndt at skabe nogle stærke kvalitetsprudokter hele vejen rundt, og bidrager ikke kun teknisk, men også til det visuelle i ens setup.

Switches er rated til 100 millioner klik, og de føles skarpe og responsive. Det er en mus, der reagerer hurtigt, uden at knapperne bliver for hårde eller for bløde. Det er en god balance, og det gør den behagelig at bruge over længere tid.
Batteritiden er et punkt, hvor jeg gerne vil være realistisk. HyperX lover op til 100 timer, men det afhænger af flere ting. Musen går i dvale, når computeren slukkes, men den slukker aldrig helt. Det er selvfølgelig et valg jeg selv har taget.
Men grundet dovenskab tænder og slukker jeg ikke min mus, som jeg gør med min PC. RGB‑effekterne trækker også strøm. Jeg har haft lyset kørende i et tempo, der matcher resten af mit setup, og med det forbrug landede jeg omkring 40 timers reel brug, før den skulle oplades.
Det er stadig en solid mængde timer, og hvis jeg ville, kunne tallet sagtens stige. Det er udelukkende et spørgsmål om præferencer. Derfor ser jeg ikke de her 40 timer som et problem.
Der er mulighed for både 2.4 GHz og Bluetooth. 2.4 GHz‑forbindelsen er klart den bedste til gaming, og den har været stabil hele vejen igennem. Bluetooth fungerer fint til almindeligt brug, men det er ikke noget, jeg ville game på. Det er dog rart at have muligheden.
HyperX inkluderer også grip‑tape og ekstra skates med lav friktion. Grip‑tape er små selvklæbende gummistykker, man kan sætte på musens sider for at få et mere sikkert greb – især når musen er så let, at den nærmest flyver mellem fingrene. Skates er de glatte “fødder” under musen, som bestemmer, hvor let den glider hen over musemåtten.
De ekstra skates giver mulighed for at udskifte dem, hvis man slider dem ned, eller hvis man vil have en endnu mere glidende fornemmelse. Jeg endte faktisk med at bruge grip‑tapet, fordi musen er så let, at jeg gerne ville have lidt ekstra kontrol i hurtige bevægelser. Det er ikke nødvendigt, men det er en fin mulighed at have.

HyperX Pulsefire Haste 2 Wireless er en let og præcis mus, der gør det godt i hverdagen. Den føles ikke som et premium‑produkt i hånden, men den leverer en performance, der ligger over, hvad man umiddelbart forventer.
Designet er pænt, softwaren er forbedret, og batteritiden er solid, selv når man tager RGB og dvale med i regnestykket.
Prisen ligger omkring 649 kroner, og det placerer den i den mellemste ende af markedet. For den pris får man en mus, der leverer stabil tracking, god komfort og et design, der passer perfekt ind i HyperX‑økosystemet.
Den er ikke pakket med premium‑materialer, og den forsøger heller ikke at være det. Men den leverer en oplevelse, der matcher prisen – og på flere områder overgår den faktisk forventningerne.
Hvis man kommer fra en tungere mus, kræver det lidt tilvænning, men når man først har vænnet sig til vægten, er det svært at gå tilbage. Pulsefire Haste 2 Wireless er et godt valg for dem, der vil have en letvægtsmus med stabil performance og et simpelt, elegant design.
Produkt: HyperX Pulsefire Haste 2 Wireless
Produkttype: Trådløs ultralet gaming-mus
Unikke features: Ekstrem lav vægt på kun 61 gram, Dual wireless med både 2.4 GHz og Bluetooth, 26K HyperX-sensor
Skribent & Anmelder
Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.
Nyhed
July 10, 2026
toplists
July 8, 2026
Anmeldelse
July 11, 2026
Nyhed
July 10, 2026
© Copyright - arkaden.dk