Produkt: JBL Live Buds 3
Produkttype: In-ear høretelefoner
Unikke features: Smart charging case, True Adaptive Noise Cancelling, Immersive JBL Spatial Sound
Lasse Bjørnsten Rasmussen
Estimeret læsetid: 4 minutter.
February 28, 2025
JBL har med deres Live Buds 3 givet os en rigtig solid in-ear-lydoplevelse, som til prisen er noget af det bedste, man kan få
Selvom JBL’s in-ear-høretelefoner ikke nødvendigvis er tiltænkt gaming, synes jeg stadig, det er værd at undersøge, hvordan de klarer sig i den sammenhæng – og selvfølgelig helt grundlæggende, om de er en anbefaling værd.
JBL har med deres Live Buds 3 givet os et par høretelefoner med flere muligheder for at personliggøre lydoplevelsen.
Live Buds 3 har, ligesom deres Tour Pro 3, Live Beam 3 og Live Flex, en skærm indbygget i selve etuiet, som opbevarer høretelefonerne. Det kan for mange (inklusive mig selv) virke som en gimmick, men skærmen giver faktisk en række muligheder for at tilpasse oplevelsen. Man kan blandt andet pause eller skifte sang, justere ambient sound og spatial sound og meget mere.
Prisen på produktet ligger på 1.499 kr. på JBL’s egen hjemmeside, hvilket placerer det i mellemsegmentet mellem low-end og high-end in-ear-høretelefoner.
Men kan produktet skille sig ud fra de mange andre på markedet? Og vigtigst af alt – er prisen det værd for det, man får?
Jeg har virkelig haft en fest med Live Buds 3. For det første er komforten lige i skabet, og man får endda muligheden for at skifte størrelsen på selve hovedet, der sidder i øret, så man kan opnå præcis den komfort, man har brug for. Jeg følte på intet tidspunkt, at de sad forkert eller ubehageligt i mine ører, men jeg ved dog, at det kan variere meget fra person til person.
Noget af det første, jeg vil komme ind på, er selve skærmen på etuiet. Ved første øjekast kan dette virke som en gimmick – og det er det helt sikkert også. Men var det en god idé at inkludere den? Det synes jeg faktisk.
Etuiet er meget responsivt og nemt at bruge, og jeg er overrasket over, hvor meget jeg faktisk endte med at kunne lide det. Med skærmen kan man ændre ting som noise cancellation, forstærke vokaler og bas eller få det til at føles, som om man sidder i et stort lokale, så man får en ekkoagtig lydoplevelse – og meget mere.
Hvis man har brugt nogle af JBL’s mange andre høretelefoner, så ved man, at man næsten altid er sikret en solid lydoplevelse – og det får man bestemt også med Live Buds 3. Jeg vil gå så langt som at sige, at til prisen får man nok ikke bedre.
Jeg går normalt med Apples AirPods Pro (version 2), som jeg er rigtig glad for. Det er ikke fordi, Live Buds 3 er bedre som sådan, men de er heller ikke dårligere. Og vi ved alle, at Apples produkter er ret dyre, så at kunne få et så premium produkt med noget af den bedste lyd, man kan få i et in-ear-produkt, gør dem klart til en stor anbefaling.
Jeg har dog en enkelt ting, som jeg følte kunne have været gjort bedre. Jeg bruger altid noise cancellation, uanset hvor jeg er. Jeg elsker at kunne lukke billyde eller anden baggrundsstøj ude og kun fokusere på den musik, jeg lytter til, eller en podcast. Desværre føltes det mere, som om man holdt hænderne for ørerne, hvor lyde nemt kan slippe igennem, end som om støjen faktisk blev blokeret.
Men når der er så mange andre ting, der fungerer godt ved høretelefonerne, er det ikke det, der skal holde folk tilbage.
Med JBL Live Buds 3 får man et virkelig solidt produkt med vanvittig god lyd og masser af frihed til at tilpasse sin lydoplevelse – for eksempel ved at forstærke bassen eller vokalen i sin musik. Komforten sad for mit vedkommende lige i skabet, og jeg følte aldrig, at de sad ubehageligt.
Skærmen, som er indbygget i etuiet, frygtede jeg ville være en gimmick, men den endte med at være en funktion, jeg faktisk gerne så flere enheder have i fremtiden.
Til prisen er det svært ikke at anbefale dem, især når en konkurrent som Apple tager væsentligt mere for sine høretelefoner. Og når man stort set får samme lydoplevelse, vil jeg uden tvivl anbefale Live Buds 3 til enhver, der søger en god lydoplevelse til en fornuftig pris.
Produkt: JBL Live Buds 3
Produkttype: In-ear høretelefoner
Unikke features: Smart charging case, True Adaptive Noise Cancelling, Immersive JBL Spatial Sound
Skribent & Anmelder
Lasse lever og ånder film, spil og tv-serier og elsker at formidle det. Siden han startede en PlayStation 2 op og så den originale Star Wars-trilogi, har han været fascineret af begge verdener lige siden. Han har taget sine første store skridt ind i formidlingens verden og har fået nok blod på tanden til at blive ved med at formidle om de største og fedeste ting i film- og spilverdenen.
Nyhed
May 8, 2025
Nyhed
May 8, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
Anmeldelse
May 9, 2025
© Copyright - arkaden.dk