‘Jedi: Survivor’ tager fusen på dig i et tilfredsstillende Star Wars-eventyr

Cal Kestis’ seneste eventyr har været værd at vente på. Trods forudsigelige elementer så er det en historie, der ikke bare føles godt at spille igennem, men også ender med at være både overraskende og nuanceret

Jeg foretrækker spil med en historie, der kan efterlade mig med en eksistentiel krise, når rulleteksterne bevæger sig hen over skærmen. 

‘Star Wars Jedi: Survivor‘ starter godt – men blødt – ud. Du tror, du har regnet den ud – og dele af historien er da også mere eller mindre forudsigelige, alt efter hvor meget tv-drama, man har set. 

Men pludselig går det alligevel op for dig, at den her historie slet ikke handler om det, du troede, og før du ved af det, sidder du og råber af din skærm. Det gjorde jeg i hvert fald. 

Men lad os starte et andet sted.

Gamle venner og nye tricks

For hovedpersonen Cal Kestis er der gået fem år siden, vi så ham sidst i Jedi: Fallen Order. Det store forræderi, Order 66, har for længst udryddet langt de fleste Jedis, men stadigt flere overlevende dukker op i universet hist og her – som Cal Kestis, Cere Junda og skurkene i imperiets elitestyrke The Inquisitors. 

Cal Kestis har brugt årene på at yde modstand mod det stadigt voksende imperium. Hans rejse bringer ham nu til planeten Koboh, hvor banden Bedlam Raiders terroriserer og plyndrer de lokale. Det er et sandt rum-western eventyr, men imperiet og dets stormtroopere lurer i skyggerne. 

I mit førstehåndsindtryk af spillet skrev jeg, at Cal Kestis er gået fra at være en tro kopi af Luke Skywalker til at være en træt Poe Dameron eller Han Solo med henvisning til, at han altså ikke længere er et naivt barn, men en mand med skægstubbe og tung erfaring med krig og tab.

Nu hvor jeg har spillet langt, laaangt (!) mere end de første fire timer, er det tydeligt, at Cal Kestis er mere Poe end Solo, for han er stadig, inderst inde, en frihedskæmper og ikke en flabet smugler. Den empati, der altid driver den typiske – og højtelskede – Star Wars-helte karakter, er også til stede i Cal Kestis, og den træder især frem, når han møder sine gamle venner; heksen Merrin, jedi-ridderen Cere Junda og rumvæsnet Greez. 

Som før beskrevet er der også nye karakterer med på holdet, men mindst lige så spændende er de tricks, der følger med. Som noget nyt har instruktøren Stig Asmussen og Respawn Entertainment gjort de andre karakterer til aktive hjælpere på udvalgte eventyr, som man som spiller kan inkorporere i sine kampe.

Den nye mand på holdet, frihedskæmperen Bode Akuna, flyver rundt med en jetpack og en blaster og kan for eksempel pudses på fjender efter behov. Den lille nuttede droide BD-1 udvikler sig og bliver behjælpelig, når der skal løses gåder, men heksen Merrin er min klare favorit.

Hendes magi er æstetisk fantastisk, en smule creepy, og virkelig, virkelig brugbar. På en særligt udfordrende mission formår spillet at udnytte hendes fulde potentiale, og dét skal man virkelig glæde sig til. 

Det er også værd at nævne, at spillet fra start tilbyder personalisering af Cal Kestis og BD-1.

Nogle opgraderinger skal man naturligvis selv finde og gøre sig fortjent til, men andre, for eksempel forskellige farver til ens lyssværd, ligger klar med det samme. Jeg er personligt en kæmpe sucker for den slags, og min BD-1 er altså lyserød med hvide fartstriber, mens min Cal Kestis går rundt med et fuldskæg (tak til Respawn Entertainment for at inkludere særligt førstnævnte mulighed). 

Fantastisk gameplay og stances til alle

Lyssværd. Dobbelt-lyssværd. Crossguard og .. et helt andet våben, som en anden og mere erfaren jedi ville kalde for uciviliseret, men som vil tilfredsstille dem, der måtte synes godt om tanken om cowboys in space. Der er kampstillinger – stances – til alle. Min favorit er det tunge crossguard-lyssværd, som er næsten ubrugeligt i kamp mod hurtige kampdroider, men som leverer nogle dybt tilfredsstillende dødsstød. 

“Tilfredstillende” var også et ord, jeg brugte i mit førstehåndsindtryk, og det holder hele spillet igennem. Cals måde at bevæge sig på, kamp-kombinationerne – det hele ligger godt til PS5-controlleren, og selvom det måske er længe siden, nogle af os spillede det første spil, kommer det hele hurtigt tilbage i fingrene. 

Cals evner udvikler sig hele tiden, og oplevelsen bliver kun bedre, jo mere Cal Kestis lærer om The Force, og jo mere komfortabel og eksperimenterende du tør blive. Du bliver udfordret, så snart du lærer noget nyt – nogle gange faktisk inden, hvilket ikke altid virker helt fair (the turrets traumatiserede mig en smule. Hvis du endnu ikke ved, hvad jeg taler om, kommer du til det).

Kombinationen af force-moves og våben i kampscener er særligt fed, og jeg har en forkærlighed for Cals evne til at bruge The Force til at pudse fjender på hinanden og til at force-trække en hel gruppe stormtroopers så tæt på mig som muligt, så jeg kan hugge dem alle sammen ned med ét eneste stød med mit crossguard. Og så kan man jo i kampens hede være nødsaget til at skubbe sine fjender udover en meget høj klippeafsats (jeg føler, at dette move er nært beslægtet med at beordre sin ‘Sims’-avatar til at svømme i en pool for derefter at fjerne stien. Ahem). 

Det er en fryd at se Cal og hans evner udvikle sig med inspiration fra andre end Jedis, så han bliver en overlever i bedste darwinistisk forstand: en, der tilpasser sig. Han lærer tricks af Merrin, han er ikke for arrogant til at bruge en blaster, og det er fascinerende at få lov til at udforske andre måder at være Jedi på. På et tidspunkt begynder historiens retning også at afspejle sig i Cals evner, og dét er endnu en ting, der er værd at se frem til. 

 

Rum-nostalgi og dumme dyr i mineskakter

For dem, der som jeg selv måtte være nostalgisk anlagt, er det skønt at få udvidet sit Star Wars-univers med nye smukke planeter og landskaber samtidig med, at man kan dvæle ved den velkendte atmosfære i rumskibet The Mantis og på Greez’ Saloon. Planeten Koboh, hvor man kommer til at bruge meget af sin tid, er fuld af muligheder. Har man brug for en pause fra at redde galaxen, kan man her bruge lidt tid på at anlægge en have på taget af en saloon, man kan rekruttere nye folk til sin sag og udforske ruiner som Jedi-ordenen efterlod for flere hundrede år siden. Sidequests, som i spillet hedder rumors, tilbyder timevis af adspredelse og guldkorn til hardcore fans. 

Men vid, at nogle af dem spilles med dit blodtryk som indsats, og med det henviser jeg til, at min ærkefjende længe intet havde med hovedhistorien at gøre, men i stedet var et dumt dyr i en mineskakt, som var alt for mægtig for mine evner på det tidspunkt: en vildfaren rancor – samme type bæst som Jabba the Hut forsøger at fodre Luke Skywalker til i ‘Return of the Jedi’ fra 1983. 

Muligheden for at udforske Koboh giver dig kontrol over tempoet i din spiloplevelse, men selv hvis man bare holder sig til hovedhistorien, vil man hverken komme til at kede sig eller tabe pusten. 

Spillet skifter gear, overrasker, går ned i tempo, op i tempo, blander puzzles med kamp og udforskning og introducerer hele tiden nye ting. Det er en fornøjelse. 

Historiefortælling, der er Star Wars værdig

Instruktør Stig Asmussen, der også stod bag Jedi: Fallen Order, har leveret en to’er, som var værd at vente på. Historien fordrejer sig og cut-scenerne har meget at byde på, men det er noget, der skal opleves og ikke læses om. 

Lad det bare være sagt, at spillet tager røven på dig flere gange, og selv når man har regnet noget ud, vil der alligevel være en nuance, man helt sikkert ikke havde set komme. Jeg har lavet en del verbale udbrud undervejs. 

Mens Cal Kestis langsomt begynder at udfordre den gamle Jedi-læresætning om, at nære relationer ikke er kompatible med The Force, vil en spiller, der er bekendt med enhver anden historie fra Star Wars-universet, rykke længere og længere ud på stolekanten. For som historierne minder os om igen og igen: Dem, der har noget dyrebart at miste, vil gøre hvad som helst for at beholde det. 

Der er naturligvis enkelte ting undervejs i historien, som er lige lovligt tæt på banalitets-grænsen, og enkelte steder blev jeg decideret irriteret. Men jeg kan tilgive meget – især et par banaliteter – når slutningen slår hårdt nok, og når helhedsindtrykket i sidste ende ikke får så meget som en rids. Jeg giver spillet tæt på topkarakter, for mådehold er for kujoner, men det er det her spil ikke.

---

MERE FRA HARDWIRE: