Jotunnslayer: Hordes of Hel-anmeldelse – en tom affære mod Valhallas porte

Jotunnslayer; Hordes of Hel prøver at fortsætte trenden som Vampire Survivors i den grad formåede at toppe

Hvis du, ligesom millioner af andre mennesker, har prøvet spil som Vampire Survivors eller Brotato – for blot at nævne nogle af de bedste – så ved du allerede, hvad Jotunnslayer handler om.

Spillet fortsætter i samme stil med autoattack-mekanik som et roguelite-spil. Men denne gang foregår det i det nordisk-mytologiske univers. Med Grindstone som udgiver har Games Farm forsøgt at skabe et mere atmosfærisk spil, der søger at gøre genren til noget mere end bare gameplay. Hvordan det går, kan I læse mere om her.

Kedeligt og repetitivt

Overskriften kan måske virke lidt mærkelig, især når man tænker på, hvor meget tid jeg nød i Vampire Survivors – næsten 70 timer fyldt med hemmeligheder og overraskelser. Men lad mig være ærlig: Jotunnslayer: Hordes of Hel er et spil, der starter tidligt (i early access) og føles, som om det aldrig rigtig kommer i gang.

Spillet er stadig i sin spæde form, hvilket betyder, at der er tid til at fylde det med mere indhold inden version 1.0. Desværre ændrer det ikke på det faktum, at det lige nu føles fladt og repetitivt. Manglen på variation og overraskelser gør det svært at finde motivationen til at eksperimentere med de få evner, der er tilgængelige.

Du har også kun én bane at starte på: Niflheim, en isbane, som du skal spille igen og igen, før du overhovedet nærmer dig muligheden for at åbne op for den næste bane. I min version havde jeg kun adgang til Niflheim og Muspelheim. Bevares, de var to klare kontraster – den ene en frossen isverden, og den anden en glohed ildverden – men variationen stoppede der.

De fire spilbare karakter: Berserker, Seeress, Revenant og den helt nye Flame Sister. De karakterer huser hver især våben og en evne som passer til deres stil, hvor man så udover det i den pågældende bane kan tilføje flere våbentyper, som repræsenterer fire af de mange guder der er i nordisk mytologi. Måske dem man er mest bekendt med.

De fire guder består af – Thor, Odin, Frey og Loki – som hver repræsenterer forskellige våbentyper. Det lyder spændende på papiret, men i praksis mangler der dybde. Selvom du kan kombinere deres våben, er der ingen reelle synergier eller sjove kombinationer, der tilføjer flair til spillet. Det efterlader dig med en simpel strategi: Find de tre mest effektive våben og hold dig til dem.

Det, de gjorde anderledes, var at tilføje små opgaver, der også gav et snævert perspektiv. Disse opgaver var de samme hver gang, hvilket betød, at jeg hurtigt blev træt af at samle hjelme eller svampe op, når jeg startede et nyt run. For at komme videre til den næste opgave – som også var identisk med den forrige i denne type runde – måtte jeg udføre de samme handlinger igen og igen. Selvom det gav en vis motivation og belønninger i form af guld, som man skal bruge, blev det hurtigt ensformigt og kedeligt.

De redeemer sig selv lidt

Som dagene gik, gav udviklerne mig automatisk adgang til Muspelheim og tre nye karakterer, hvilket gav spillet lidt mere dybde. Blandt dem fandt jeg hurtigt størst glæde ved at spille som den nyeste tilføjelse, rangeren. Han var let at bruge og havde nogle sjovere evner, der gjorde ham mere interessant som figur.

Hvis spillet åbner op for de seks baner, der allerede eksisterer, men endnu ikke er spilbare, vil det uden tvivl give Jotunnslayer et nødvendigt løft og gøre det sjovere. Desværre var det svært at finde den egentlige underholdningsværdi i spillet på nuværende tidspunkt.

Lyd og grafik var godt

Her forsøger udviklerne at skabe en dynamisk og atmosfærisk oplevelse – og på visse punkter lykkes det. For selvom Jotunnslayer halter på gameplay og den vanedannende dopamin-udløsning, som genren ellers er kendt for, skinner spillet virkelig i sin æstetik og sit design.

Det visuelle er intet mindre end imponerende. Hver bane emmer af stemning og detaljer, som virkelig bringer det nordiske mytologiske univers til live. Og så er der lyden – lyden af våben, der rammer. Den er så pulserende og fyldt med dybde, især bas-effekten, når fire lyn fra Thors hammer slår ned og udsletter fjenderne. Den tilfredsstillelse, man føler i de øjeblikke, er næsten hypnotisk.

Men… og der er et men. For alt det her flotte og vellydende bliver sekundært i en spiloplevelse, hvor kernen – gameplayet – simpelthen ikke holder. Jotunnslayer er trods alt et autoattack-spil, hvor formålet er at nedslagte horder i det nordiske mytologiske univers. Og når selve spilmekanikken ikke føles engagerende eller belønnende, bliver æstetikken kun pynt på en tom skal.

Konklusion

Jotunnslayer: Hordes of Hel kan genvinde meget af det tabte med mere indhold. Husk på, at det stadig er i early access, og indholdet afspejler dette. Men det ændrer ikke på, at gameplayet som helhed mangler dybde, og belønningssystemet er for tidskrævende i forhold til, hvad man faktisk oplever for at opnå belønningerne.

Lyden og grafikken er på et højt niveau, men ender med at blive den sekundære faktorer for mig. Derfor vil jeg på nuværende tidspunkt ikke anbefale Jotunnslayer, før der kommer mere indhold til spillet, der kan optimere oplevelsen og diversiteten.