Arkaden Lille Logo Arkaden Stort Logo
  • Forside Forside
  • Nyheder Nyheder
  • Film & Serier Film & Serier
  • Anmeldelser Anmeldelser
  • Previews Previews
  • Podcasts Podcasts
  • Tech Tech
  • Features Features
  • Toplister Toplister
  • Temaer Temaer
  • Om Arkaden Om Arkaden
  • Søg Søg
Header Banner
Anmeldelse

Kald Mig Far-streaming-anmeldelse – Muntre blindgyder i “opgraderet” venskab

Kald Mig Far-streaming-anmeldelse – Muntre blindgyder i “opgraderet” venskab
Jesper Poulsen

Jesper Poulsen

Estimeret læsetid: 4 minutter.

May 2, 2024

Et ægte vennepar fik en skør idé, nemlig at indspille en serie, hvis omdrejningspunkt med al sandsynlighed ville kunne koste dem venskabet

Forestil dig lige dette: En helt almindelig dag – altså lige med undtagelse af, at din mor opfører sig helt anderledes, end hun plejer. På din arbejdsplads kommer din barndomsven for sent på job, har sjusket hår og har travlt med at negligere alt. Hvorfor er dine nærmeste relationer korte for hovedet, forvirrede eller forhastede og mest af alt prøver at styre uden om spørgsmålet, der kort og godt kan sammenfattes til: “Hvad er der med dig?”

Foto: Nordisk Film

Svaret er usandsynligvis: “Mor og bedstevennen er blevet kærester”. Emil står lige pludselig model til et uomtvisteligt mareridt. Der kan umuligt findes noget mere pinligt, akavet og flovt end at ens midaldrende mor føjter rundt med barndomskammeraten, som hun vel praktikt talt har både passet og tørret røv på. Hvad gør man, når man får sådan en nyhed serveret? Inderst inde panikker man, en på det ydre forsikrer man både mor Helle og buddy Viktor om, at det naturligvis er helt ok, ønsker tillykke og “det skal da fejres med bobler”.

Foto: Nordisk Film

Frustrationen bruser

Seere til dette skæve optrin får i den grad flere hints til, at stakkels Emil bestemt ikke helt kan finde ståsted i den nye situation. Det er et slet skjult “tø-hø”, der kommer fra Emil, da Viktor joker med, at det er helt ok, hvis Emil fremover kalder ham far. Den nye situation er ikke sådan at flygte fra. Emil ser sin mor tit, og med Viktor som partner i deres fælles cateringfirma, så er Emil konstant konfronteret med de særlige omstændigheder.

Emil ændrer fuldstændig karakter, og bliver behagesyg og fejer ethvert optrin ind under gulvtæppet, som var han en fætter til Jeppe Nygren fra DRs Orkestret. Emils liv er for alvor ændret, og det bliver slet ikke lettere af, at Emils kæreste Carla, der også arbejder i firmaet, kiler sig ind mellem Emil og Viktor. Eneste rigtige frirum oplever Emil at have, da han møder den skønne Siv, der arbejder hos et andet madselskab i byen.

Som de seks afsnit tager fra land, så ender Emil med at stå med lorten gang på gang. I håbet om at tingene bliver bedre og nemmere, så sker det modsatte konstant. Der kommer knas i økonomi, helbred og relationer, og som seer sidder man på den sikre side af skærmen, og kan betragte Emils indre mødding blive større og større. Smilet stivner, når han er alene og inden i tikker en ophobning af indebrændt vrede. Tik… Tik… Tik…

Foto: Nordisk Film

Stærke kræfter i besætningen

Kald Mig Far er en finurlig mini-serie på seks afsnit liggende mellem 20 til 30 minutter. Det er venneparret in real life Alex Høgh Andersen (Vikings, Skyggen I Mit Øje, Nattevagten 2) og Magnus Haugaard (Synkefri, Anker), der har fået idéen til Kald Mig Far. Derfor er det også helt naturligt, at dynamoen giver den som Emil og Viktor, mens Ellen Hillingsø spiller bindeleddet som Emils mor Helle. Roberta Reichardt og Johanne Milland spiller henholdsvis den anstrengende kæreste Carla og den potentielt nye flamme Siv. Serien begaves derudover med gæsteoptrædener fra Peter Gantzler, Tommy Kenter og Bjarne Henriksen, mens der skal lyde et bravo i retning af Søren Sætter-Lassen, der spiller enhver patients skræk i rollen som Dr. Kjærgaard. Som et mere eller mindre gennemgående indslag optræder doktoren gennem serien, da Emil prøver at få bugt med en omgang næseblod. Det udvikler sig drastisk (læs: humoristisk), da hver konsultation får enhver hypokonder til at fremstå neutrale målt mod lægen selv.

Foto: Nordisk Film

Fra Viaplay til Viaplay

Kald Mig Far har været længe undervejs, da den egentlig var i kassen tilbage i sommeren 2022. Usikkerhed omkring hvorvidt Viaplay selv ville kunne beholde produktionen er landet med en “keeper”, og i skrivende stund kan du se de to første afsnit af serien på netop Viaplay. Der er nyt afsnit hver søndag, og hele molevitten er således tilgængelig sidste søndag i maj. Her venter finaleafsnittet, hvor jeg, uden at afsløre for meget, kan garantere indestængt raseri bryde ud i lys lue til mor Helles runde fødselsdag, der fejres som gardenparty.

Se eventuelt serien som en lille samlet snack, når alle afsnit er ude. Den samlede spilletid for de seks afsnit rammer tæt på en spillefilms længde, og der er masser af fine momenter indkapslet både når det gælder de store følelser, kærlighed, dramatik og humor.

Medie: Streaming (Viaplay)

Instruktør: Christian Dyekjær

Skuespillere: Alex Høgh Andersen, Magnus Haugaard, Ellen Hillingsø, Roberta Reichardt, Peter Gantzler, Søren Sætter-Lassen, Bjarne Henriksen, Johanne Milland, Tommy Kenter, Lone Rødbroe, Henrik Noél Olesen

Genre: Drama, humor

Premieredato: 28/4 2024

Spilletid: 146 minutter

Selskab: Viaplay Group, Nordisk Film Egmont, 2024

4 / 6
Jesper Poulsen

Jesper Poulsen

Skribent & Anmelder


Filmanmelder siden 2003. Først på OnFilm, siden CinemaOnline. Pressekortindehaver siden 2004. Jesper har skrevet over 1000 filmanmeldelser og har desuden beskæftiget sig med artikler fra diverse filmsets og -produktioner samt adskillige års dækning af filmpriser som The Oscars, Robert-Prisen og Isbjørnen. Desuden har Jesper skrevet filmbranchens væsentligste nekrologer, dækket pressemøder og lavet skuespillerinterviews med navne som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen.

Mest læste

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Nyhed

May 8, 2025

Velkommen til Arkadens nye hjemmeside

Clair Obscur: Expedition 33  passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Nyhed

May 8, 2025

Clair Obscur: Expedition 33 passerer 2 millioner solgte eksemplarer – med hjælp fra Oblivion?

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Anmeldelse

May 9, 2025

Common Side Effects-anmeldelse – Finchedoinks fredags-finurligheder

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Nyhed

May 9, 2025

Ghost of Yoteis Deluxe Edition sælger bedre end standardudgaven – er vi ved at vænne os til højere priser på spil?

Links

  • Privatlivspolitik
  • Om Arkaden
  • Sponsoreret indhold
  • Affiliate

Vi tager ansvar for indholdet og er tilmeldt

pressenævnet logo

© Copyright - arkaden.dk